Jeg har set ude i blogland at der er ganske delte meninger om denne her. Jeg skal være ærlig:
Jeg elsker den.
Selv med møgondt i halsen tog jeg mig selv i at synge meget højt i bilen, da tonerne lød.
Og hvis jeg selv skal sige det, så synger jeg den da næsten lige så godt som Tina selv. Selv med ondt i halsen.
De sidste dage har jeg haft rigelig mulighed for at høre radio, for jeg har brugt uforholdsmæssig megen tid på de danske landeveje.
Jeg elsker min bilradio. Den er min allerbedste ven, og med den keder jeg mig aldrig når jeg kører. Det er nærmest en ren fest - når bare der kan skrues højt nok op, og der ikke er andre der har pillet ved den. Jeg afskyr at tænde, og den så står på Dø Vååååjs. Good grief……
Nøh, P3 ved man hvad er. Det er hyggeligt, sjåwt og så spiller de noget afsindigt godt musik det meste af tiden.
Og en gang imellem får man de dejligste overraskelser, rent musikalsk. Nu har jeg jo for vane at synge rigtig højt med, når de spiller mine favoritter – men i den forgangne uge har jeg oplevet noget jeg meget sjældent oplever:
Jeg blev målløs. Ganske enkelt helt, helt stille, og rørt af de smukke toner, fængende rytmer og næsten hypnotiserende stemmer.
Værs´go. Og hold nu dit sind åbent…
Jamen, det er da et af de fedeste numre ever – og med det mest fængende guitar-riff…
…men hvor er Sussi??!
Jeg er faldet i YouTube-fælden…
Og så kommer man jo ikke op lige foreløbig, vel?
Se bare hér! It´s all oldies but goldies:
Pas nu på. Hvis man først er faldet i gryden som barn er man hooked. Men der er fandeme hyggeligt på bunden…
Jeg tror ikke jeg kommer op igen i aften.
Nu er sommerferien forbi! Eller; det har den jo egentlig været i et stykke tid, men:
Dansesæsonen startede i går. Pigernes, that is. Det er ren hygge, og de elsker det. Det gør jeg faktisk også, selvom (og måske endda netop fordi) det betyder omkring tre klokketimer i umiddelbar nærhed af et par temmelig store højttalere med noget á la…
I morgen ta´r vi lige to timer mere…
Måske er det ikke lige din stil det her, men den kører på repeat herhjemme. Du burde gi´ den en chance. Dét er s´gu humor, sandhed og lyrik på højt plan – alt sammen udført af et par vaskeægte, næsten voksne, drengerøve.
Enjoy!
efter laaaaang og lettere kedsommelig dag (for kursusdage om MED-udvalg, personalepolitikker og paragraffer er bare ikke lige min kop the) kan jeg mærke at jeg trænger til at komme op i gear.
Jeg kan ikke komme på en bedre måde end denne…
Bare tag dem i en lind strøm – og klik dig ind på YouTube for flere perler. Så er der nostalgifest!!!
Gæt engang, hvem der i går kom hjem til den flotteste blomsterbuket nord for Alperne…
Fra jobbet, fandeme! Vedhæftet det sødeste kort, med tak for det store arbejde med etableringen af værkstedet. Jaaaaamen. Hvis ikke dét er den slags der gør medarbejdere glade, lykkelige og tilfredse, så véd jeg s´gu ikke… :-)
Og fordi den fine buket stod til mig, blev jeg så påskeglad i låget at jeg har smilet nonstop lige siden. Dét vil jeg da dele med min omverden, og hvis denne her ikke kan få dig til at blive lalleglad og lykkelig et kort sekund – så vil jeg vove den påstand at der er noget galt med dig. Eller din musiksmag. Take your pick.
Men nyd The Baseballs med deres alternative fortolkning af Rihanna.
Tilbage til rødderne. Det bli´r ikke ret meget bedre!!!
Fordi vi kan – og fordi jeg ikke kan lade være.
Og jeg véd godt at jeg egentlig slet ikke er “gammel nok” til at elske Thin Lizzy som jeg gør, men jeg kan ikke gøre for det. Ligesom den famøse præst i Løkken, er jeg nok bare født på et forkert tidspunkt – men griber heldigvis til mindre drastiske metoder.
Jeg vil bare spille en lille sang for jer. Og så håber jeg da i mit stille sind at præsten ikke læser med, for hvem ved hvad han vil synes om dén slags djævelskab…
Det er det samme hver gang. Når den sang spiller, længes jeg efter varme sommeraftener med bare tæer i græsset, godt selskab, høj musik, dansen på bordene, varme kys, kolde drikke og smil til morgenen sig nærmer.
Der er lang tid til endnu…
Jeg kan næsten ikke vente til koncerten i overmorgen… men for filan, hvor bli´r fredag altså hård at komme igennem.
Se selv; det er altså seriøse hardrockere jeg skal i selskab med torsdag aften!
Så bli´r det vist ikke mere wock´n´woll…
Fik jeg forresten sagt at der nu kun er fire dage til koncerten?
Jojo. Vist er det “bare” musik, og vist er det efterhånden tudsegammelt, men Baz Luhrmann havde alligevel fat i den lange ende da han holdt talen, dengang i 90´erne.
Lyt engang. Jeg bliver vist aldrig træt af den.
Jeg var jo lige ved at glemme at I skulle have en fredagssang – og det er endda én jeg har glædet mig til at dele hele ugen!
Hvis du er utryg ved tanken om at komme til at smånynne og være glad resten af dagen, så skal du ikke trykke på linket. Jeg siger det bare.
men den er nu alligevel ikke helt tosset på en dag som i dag.
Enjoy!
