Den lille forskel

I teorien ville jeg gerne lige nu kunne smøre madpakker, vaske læssevis af tøj, lægge ditto sammen, lave aftensmad, pakke overnatningstasker til både mig og pigerne, fodre hunde og gøre rent i fugleburet. Alt sammen helst inden kl. 20, så der er gjort nogenlunde rent bord når tøsebørnene er lagt i seng, for i morgen tager jeg på Traumecenterlandsmøde – og jeg vil egentlig gerne kunne slappe af i aften, og sætte hjernen i dvaletilstand inden jeg skal proppes fuld af lærdom om neuropsykologi, PTSD og smerteforskning de næste dage.

I praksis føler jeg mig lidt som en flue der er fanget i en flaske. Jeg summer rundt og rundt, panikker en smule og drejer titusind gange om min egen akse i forsøget på at nå det hele. På den halve tid.

Lige om lidt…

er det weekend. Dét er nu ikke så ringe endda. Jeg er en kende “brugt” ovenpå en uge med både velkendte og nye klienter, praktikant på værkstedet, idé- og opstartsfase af tværfagligt gruppeforløb – og møder, møder, møder en masse.

Don´t get me wrong. Det er for fedt! Jeg elsker det og ville ikke være foruden – men mine weekender er tiltrængte. Der er brug for dem for at lade op, lægge tankemylderet på hylden og bare være.

Det bliver skønt.

Både lørdag og søndag er helliget Røvpropel-land, og dét er lige hvad jeg har brug for. Sjov, ballade og fysisk aktivitet. Hvis jeg er superduperheldig kunne det endda være jeg kunne finde tid til en omgang “klip, farv og aftensmad” hos Svigermor, for det er en anden ting jeg efterhånden har hårdt brug for. Håret har fået sit eget liv p.t., og det har så åbenbart bestemt sig for at ville leve som irsk ulvehund. Jeg kunne godt være kommet i tanke om andre racer der var mere klædelige, men so be it. Den skal bare aflives, den ulvehund – og helst meget, meget snart.

Det ville jo heller ikke gøre noget at se bare lidt effen ud til zumbaopvisning i weekenden. Vel? Når nu man har propellerne, kan det vel ikke skade at prøve at se et minimum af frisk ud…

R

Jeg så filmen i fredags. Ikke som sådan en skal ses, i biografen – men bare herhjemme, komfortabelt placeret i sofaen.

Det var jeg glad for.

R står for Rune. Det kunne lige så godt stå for Rashid.

Eller Rangorden. Råt. Raseri. Realisme. Racehad. Rabiat. Rengøring (WTF!??). Råstyrke. Ragnarok.

Rørende.

Og smækfyldt af Råddenskab.

Søndagsstrøtanker

Jeg synes…

• et ord som “røvpropel”* burde kunne implementeres mere i det danske sprog. Det ville bare blive mere farverigt. Og nu vi er ved emnet, så burde der egentlig også være flere røvpropeller i gadebilledet.
• præpubertet skulle forbydes ved lov. Enten dét, eller så skulle der i hvert fald opfindes en form for vaccine så forældre til præpubertære børn kunne finde sig i stand til at tage imod alle former for verbale udgydelser med et oprigtigt smil.
• der skulle være vintergækker året rundt. Og frisk, sprødt græs (som så ikke skulle gro nævneværdigt i løbet af året – bare så´n for tidsbesparelsens skyld).
• Bingo Banko på tv er noget af det mest åndsforladte l*** jeg nogensinde har set, og idémagerne burde skydes on sight. Mest fordi jeg oprigtigt overvejer at printe en plade ud til på lørdag, bare for præmiernes skyld. Kald mig bare naiv.
• eddermame det er for dårligt at man (læs: jeg) pludselig rammer muren, når man (læs: jeg) har tabt sig omkring 15 kilo. Vægten står bare stille ligegyldigt hvor meget jeg prøver at smide de sidste 10 kilo der var målet. Er der nogen der kan sige “Estrella ad libitum, por favor?!”, fordi så kan det fandeme også bare være ligemeget. Blev der sagt!!!
• jeg trænger til en kærestedag! Bare mig og Søren – helt uden børn, hunde, rengøring, køkkenrenovering, vasketøj, to-do-lister og madlaving. It´s been to long…
• det er skræmmende, så nemt man kan kende sine lus på travet. For eksempel, så synes jeg tit bloggere laver bla-bla-bla i punktform når de i virkeligheden ikke har en skid at skrive om.

Og lad så dét være det sidste ord i denne omgang.

*Røvpropellen er den strop der sidder bagpå de fleste zumbabukser. Når hofterne svinger, opfører røvpropellen sig omtrent ligesom de glimmerkvaster der af og til sættes på brystvorterne af “kvinder af en vis status”…

Som en fisk i vand

Jeg trives. Næ, stortrives i det job jeg har fået mig. Jeg E L S K E R det, og glædes hver dag over mit held.

Tænk, at være så heldig at blive kastet ind i et nyt hus, kun for at opdage at man lynhurtigt bliver indlemmet som en helt naturlig del af en stor, rummelig personalegruppe med plads til forskellighed, tværfaglighed og professionalisme. For ikke at glemme næstekærlighed, respekt, humor, nytænkning, omsorg, idérigdom og hygge.

Det er jo stort!

Hver dag har jeg en følelse af at have gjort en forskel, at have gjort indtryk og at have gjort det godt når jeg går hjem. Men jeg er også træt, og har i dén grad tjent mine penge når vi når fyraften. Det gør ikke noget.

Der knokles – og hvis nogen skulle få den fikse idé nu at fyre guldkommentaren af, om at pædagoger bare sidder på deres flade r** og drikker kaffe dagen lang, så kan de pakke sig, kan de.

Jeg kan nemlig sagtens drikke min kaffe mens jeg karter rundt som en skoldet skid i et glas vand, og assisterer med både syning, møbelrenovering, smykkefremstilling og maleri, samt ajourfører fremmøde, læser journaler, koordinerer kalender og får en mere eller mindre alvorlig hyggesnak med både brugere og personale der kigger indenfor flere gange dagligt.

Ha!

Jeg elsker det. Især når kolleger får nye og spændende, tværfaglige idéer der også involverer mig og mine kompetencer, på områder jeg ikke før har betrådt.

Jeg håber det lykkes. Det kunne være så fedt.

Bring it on!

Uhmmm…!

Måske er jeg gået helt vildt sukkerkold. Måske er det kedsomhed. Måske er det bare længslen efter sol, sommer og godt selskab i haven…?

For to sekunder siden sad jeg stille og svømmede hen i tanker og drømme om en hyggelig eftermiddag i haven når det bliver lidt varmere. Eller, okay, noget varmere så.

Der skal være mennesker. Mange mennesker. Søde mennesker. Sjove mennesker. Glade mennesker. Og lange borde med hvid dug på. Men vi skal slet ikke sidde der, for vi placerer os på plænen, med bare tæer i nyklippet græs. Der bliver nemlig ikke plads til at sidde ved bordet, for dér skal stå

• Daim-islagkager
• jordbærtærter med marcipanbund
• bagte rabarber med kokoslåg
• fuldfede chokolademuffins med flydende midte
• peanutcookies
• homemade kransekage
• espressobrownies
• jordbærkoldskål med crunch på toppen
• masser af lækker frugt til alt det søde

….og måske en enkelt god sandwich eller to, fordi man muuuuligvis får brug for andet end sukker i løbet af en lang eftermiddag. Og ellers bli´r der s´gu forberedt lækre tapas til aftensmaden!

Men helt definitivt vil der være Asti, jordbærcider og kolde øl, for selvfølgelig kan man drikke en kold øl på en varm sommerdag.

Også selvom man lige har fyldt maven med kage en masse. Dét skider vi på!

Drømme har vi nemlig nok af. Og lækkersult, åbenbart…

*Host!*

Igen-igen. Der har været usandsynligt stille på bloggen den sidste uges tid, og dét er så grunden. Ikke at man ikke kan ramme tasterne når man hoster, men mere fordi det er svært at skrive i søvne. Noget fornuftigt, i hvert fald.

Jeg har sovet det meste af fire-fem dage væk. Har lignet udskidt æblegrød, og haft konstant feber. Og nåja, så har jeg hostet. “Og nydt nissom nem ner i nen nye nOK nekname…”

Nu hoster jeg bare. Og nyder at jeg kan begynde at lægge lidt tøj sammen, eller lave aftensmad, uden at blive fandens forpustet af det.

Jeg bliver hjemme i morgen med, men dét er en længe planlagt omsorgsdag. Det føles fuldstændig åndssvagt at tage sådan en ovenpå en uges sygdom, men sådan må det være for Asta har en tid hos hudlægen. Halleluja. Jeg håber det er en kompetent én af slagsen; én, der tager os alvorligt og giver gode, brugbare råd til bedring af problemet.

Billederne? De har ikke en skid med noget som helst at gøre. De er blot en markering af at vi endelig har fået opladt batteriet til kameraet – og en lillebitte fejring af at jeg kunne genoptage hækleriet i går, ovenpå mine sovedage.

Ååårh, okay så! De er s´gu også sat på fordi jeg føler mig lidt selvfed over overhovedet at være kommet så langt med tæppet. Dette her kunne faktisk ende med at blive et færdiggjort projekt…… om små 500 farveskift mere. Hrmpf.

Nåårh! Mors lille sortseer…

*Suk*

Okay så. Nogle mennesker ser glasset som halvt fyldt. Andre som halvt tomt. Gæt engang hvilken slags Agnes er.

For at gøre en lang historie kort: 1. klasse er i gang med at lære om historier, forfattere og bøger som helhed, og har i dén forbindelse fået til opgave at skrive hver deres bog i dansktimerne. Emne; valgfrit.

Jeg har selvfølgelig spurgt jævnligt. “Hvad skriver du så om, Tulle?” Nope, intet svar. Det var hæm´lit.

I går havde hun så bogen med hjem, for at arbejde videre på den herhjemme.

WTF??!

“Agnes´ forfærdelige liv” !!!

Jamen, er det kun mig der allerede hér er begyndt at øve forsvarstalen til når de sociale myndigheder kommer og ringer på?

And so it begins. Lige fra da hunden døde…

…hen over de mindre og større drabelige begivenheder i en 7-årigs liv…

(og hvor er jeg dog glad for at pigebarnet trods alt har skrevet nedenunder hvad der foregår på billedet, for ellers synes jeg da grangiveligt det ser ud som om jeg tæsker hende!)

Som i enhver bestseller sprøjter blodet når vi nærmer os klimaks…

………

Hun har stadig tre blanke sider i bogen. Jeg tør ikke spørge hvad de skal fyldes ud med…

Bittersødt

Jeg har for første gang i lang tid sat mig ved symaskinen for at lave noget til mig selv. Fandt endda også et rigtig fint og nemt (læs: hurtigt) mønster i et af mine mange blade, og havde tillige lækkert stof på lageret der passede perfekt dertil.

Og nu? Nu sidder jeg her med en dejlig, casual, kimono-agtig kjole; lææækkerlækker, blød og enkel. Og mindst et nummer for stor.

Så. Bittert at have syet til mig selv, for så ikke at kunne bruge det. Men for fanden hvor er det da dejligt at det kun var fordi jeg havde miskalkuleret mine egne dimensioner i dén retning ;-)

På plussiden, så kender jeg én der garanteret gerne vil have modellen, og dét skal hun have lov til. Og så må jeg jo bare på´en igen!

Lillefredag - jeg elsker dig!

Jeg véd godt det sikkert er lidt forkælet at sige det ovenpå en ni dage lang vinterferie i sidste uge, men jeg er altså glad for at det er weekend lige om lidt.

Jeg er færdig som gårdsanger!

Det er fandenhug´me svært at komme op i gear ovenpå en ferie – og når man så oven i købet skal hugges direkte fra 1. og op i 5., så kan det lissom godt mærkes, ikk´?

I går tog jeg fra arbejde, hjem og vende tidsnok til at få træningtøjet på, afsted til 1½ times zumba (og hvordan jeg skal komme i form til 3 timers zumba i rap midt i april, dét ved jeg s´gu ikke!!?) – og så hjem og sy fastelavnskostume til Agnes, som hun skulle bruge i aften. Med understregning under “skulle”, for klokken 9 i formiddags ringede hendes klasselærer til mig på arbejdet; barnet er selvfølgelig blevet sygt igen, og kom så ikke afsted til fastelavnsfest alligevel.

Fik jeg sagt at vi selvfølgelig stadigvæk ikke har noget køkken, at jeg har haft tæsketravlt på arbejdet denne uge og at bilen skal til pladesmed for at gå gennem syn? Nå, ikke?

Jamen, halleluja.

Nu hygger vi stille og roligt, mens Asta er afsted. Imens håber jeg at Agnes er frisk igen i morgen, og ellers har vi allieret os med Bedstemor. Hip hurra for dén slags, der altid træder til når livet smider grus i maskineriet.

Og lige om lidt er det fredag. Det er de små ting i livet vi skal være taknemmelige for :-)

I´m in the mood

…for some cross-stitch with attitude!

Coming soon, to a theatre near you…