Asta har fødselsdag på lørdag. Hun bliver otte år, og er ikke som de fleste piger på den alder. Vi har efterlyst fødselsdagsønsker længe, og det eneste hun åbenbart virkelig,virkelig ønskede sig var et trommesæt(!!!!!!!!) gudhjælpemig.....
Hun har gået til musik i den lokale musikskole i flere år, og er rigtig glad for det. Faktisk er hun glad for alt der har med musik at gøre; høre det, danse til det, spille det, synge (hun synger h.e.l.e...t.i.d.e.n). Det burde jo ikke være et svært valg for forældrene, at finde ud af hvad hun skal have i gave, vel?
Men det var det faktisk. Vi har ikke plads til et trommesæt - og derudover skal jeg også være helt ærlig: Jeg tror ikke jeg mentalt er klar til et trommesæt. Vi bor altså i et hus med ret få døre, og i mit hoved hænger trommer definitivt sammen med muligheden for at lukke af til omverdenen.
Nu har vi tænkt længe. Vi ville finde et alternativ til trommerne. Ét, der er lidt mere skånsomt for omgivelserne (læs: os), og ét der ikke fylder nær så meget rent fysisk. Som vi ser det, er hovedsagen at hun får lov til at lære at spille på et instrument, der er mere interessant for hende end den blokfløjte hun allerede er i gang med på musikskolen.
Søren har argumenteret for en guitar, og jeg har argumenteret for et keyboard - og efter rådgivning fra musiklæreren endte vi med i aftes at bestille en fed, laksort westernguitar over nettet, komplet med gigbag, stativ, lær-at-spille-westernguitar-dvd und der ganze schweinerei.
Heldigvis har Søren også spillet guitar i mange år, så der er selvfølgelig en grund til at han argumenterede for netop dét, omend han var stærk modstander af den klassiske spanske guitar. "Den har ingen klang, Kirsten! Den er flad og ucharmerende, og jeg ved da godt at strengene på westernmodellen er hårdere for fingrene, men så klarer hun nok også dét!" Ikke noget med at pylre om tøsen, nej.
Så hun får bling-bling-model på lørdag, og jeg tror faktisk hun bliver rigtig glad. Hun er jo trods alt kun (næsten) otte, og skifter ofte mening. Og sjovt nok er trommesnakken forsvundet lidt den sidste uges tid, og er blevet overtaget af, ja - guitarsnak. Måske det har lidt at gøre med forældrenes diskrete indoktrineringsmetoder. Vi har nemlig spillet rigtig meget musik med Sheryl Crow, Tina Dickow, Stevie Ray Vaughn, Johnny Cash, you-name-it den sidste tid ;-)
Og går det godt, og er hun god til at øve og holder ved, så kan vi da snakke tilbygning til huset om nogle år, hvis hun vender tilbage med trommesnakken..........
Det er Sour Cream & Onion der ligger der i forgrunden. Han venter bare på det magiske ord. "Værs´go!" ;-)
