*Wroooum-wrooum!*

Nå.

For mere end en måned siden lovede jeg, at jeg ville skrive lidt om, hvordan det var at starte på nyt job dagen efter.

Så ved I dét. Jeg er åbenbart et lywsvin.

Jeg har ikke skrevet en skid. Jeg har heller ikke skænket det en tanke - så ikke nok med at jeg er et lywsvin, jeg er også en hjerteløs tøjte, uden tanke for de, der regner med mig. En af dem, der bare føjter omkring, kun med øje for det nye...

Åh gud, da. Skam med skam på!

.
.
.
.
.

Jeg skammer mig ikke. Sorry.

Jeg ærgres lidt - for jeg har da stadig alle gode intentioner, men... for pokker da; jeg havde jo glemt, hvor megen hjernekapacitet der skal bruges, når man starter op i noget nyt. Jeg skal forholde mig til køretid, borgere, praktikpladser, psykiatri, handleplaner, rusmiddelbehandlere, iPad-synkronisering, 800 nye kolleger, møder, engangsydelsesskemaer, udviklingsplaner, socialøkonomisk virksomhed, networking, virksomhedskonsulenter og-og-og-og-og....................

Jeg er s´gu pooped, når jeg kommer hjem. Men jeg er vild med det :-)

Jeg elsker at jeg er startet op på præcis den årstid der er allersmukkest, når jeg skal køre fra Herodes til Pilatus  Vejlerne til Saltum. Land og rige rundt, med udsigt til land, vand og by. Det er jo Jammerbugten, og det er dét vi har. Land, vand og by. Og ikke en helvedes masse mere. Men det er smukt, forblæst og sprængfyldt med farve og energi, når jeg kigger ud mens jeg kører. Og nu kender jeg snart min hjemkommune så godt som min egen bukselomme, for jeg har regnet det ud til, at jeg har kørt omkring 1.000 kilometer siden jeg startede.........

I weekenden tror jeg Søren får lov at snuppe førersædet, hvis vi skal nogle steder. Måske Vejlerne... ;-)

Kiks!

Jeg er blevet klippet. Fåk.

Det er eddermame heldigt, sådan noget garn gror ud igen.......

Kys det nu...

Jamen okay; jeg skal jo lige have lov til at vænne mig til, at dette her blog-noget igen er en realitet, ikke?! Og desuden, så er der et helt liv herude, på min side af skærmen, der også skal leves.

Lige nu er det lidt vildt, det liv.

Jeg har et job der kan være h.e.k.t.i.s.k. Uden at gå en helt masse i detaljer, er det noget med socialt udsatte, misbrugere, hjemløse og mennesker der lever generelt ret meget på kanten af det vi andre synes er okay og almindeligt. Nå. Og jeg har temmelig meget at lave i det dér lidt kaotiske miljø, der godt kan både smitte ens arousalniveau (arousal for begyndere, hér!), og få ens normalitetsbegreber rykket lidt ved...

Jeg er poop´ed for tiden. Som i; fuldstændig mat i koderne, færdig, udkørt og mat. Dét er der vist ikke noget mærkeligt i, men det jeg véd der er vigtigt, er at jeg husker at anerkende det. Det lyder utrolig pædagogisk, jeg ved det godt - men jeg må godt sige det højt.

Nu skal jeg så bare finde ud af, hvordan jeg håndterer det også. Hvordan jeg skruer ned, når jeg véd at jeg arbejdsmæssigt har en tendens til at gå all-in, "above and beyond the call of duty!"...

Jeg er ikke god til at sige nej. Jeg er ikke god til at bede om hjælp. Jeg er ikke god til at lægge tingene fra mig, når jeg går hjem.

Nu øver jeg mig (igen!), i at huske MIG - men mest når jeg har fri. Det ved jeg nemlig hjælper. En gåtur, alene med mig selv i solen, er ren Duracell for sjælen. En halv times motion giver plus på energikontoen. Et strikketøj mellem hænderne er guld.

Jeg øver mig i at trække vejret. At komme op efter luft, i de åndehuller jeg kan finde i løbet af dagen, hvor det rent faktisk kan handle om andet og mere end andres behov. Hvor det kan handle om det små i det store; om lys, luft, lyst, latter og liv.

Det er svært, når man skal indrømme det er svært - men for pokker, hvor er det fedt at have lov at skrive om det her. Og luksus at have muligheden for det. Det føles faktisk lidt som katharsis allerede.

Ikke ringe, Kirsten. Ikke ringe... :-)

Float

Jeg skriver ikke herinde. Igen.

Det føles ikke som “mit sted” længere. Eller bare lige nu. Jeg ved det ikke.

Jeg er opfyldt af det derude hvor man rigtigt lever, ånder og trækker vejret; der hvor man også er ramt af juletravlhed, arbejdspres, hverdagslogistik og …bare, livet.

Det har jeg det rigtig godt med lige nu, og gider ikke gå rundt og have dårlig samvittighed over at jeg ikke lige får skrevet noget herinde.

Jeg tror bloggen dør snart. Måske genopstår den et andet sted, måske ikke. Mine tanker skal lige tage ordentligt form, for lige nu flyder det hele lidt sammen for mig.

Så lige nu tænker jeg lidt over det. Igen.

Og imens kan I jo tage lidt pausemusik…

Når ens næse føles som et sandt overflødighedshorn...

bli'r Kleenex og Hall's ens bedste venner.

Det er bare med dem, som med alle venner. Selvom man er nok så glad for dem, må de altså gerne forsvinde igen på et tidspunkt.

På nuværende tidspunkt føler jeg mig som "før"-billedet i en reklame for næsespray.  Komplet med svampet tud, rindende øjne og dækket af et mindre bjerg af snotklude,  Strepsils, tæpper og selvmedlidenhed...

Crap. Det bli'r vist en lang nat, når hele kraniet snotter til, hver gang jeg prøver at lægge mig ned...

Dance

Jeg har set ude i blogland at der er ganske delte meninger om denne her. Jeg skal være ærlig:

Jeg elsker den.

Selv med møgondt i halsen tog jeg mig selv i at synge meget højt i bilen, da tonerne lød.

Og hvis jeg selv skal sige det, så synger jeg den da næsten lige så godt som Tina selv. Selv med ondt i halsen.

Lige på vippen

Jeg har før stået overfor begivenheder i mit liv der har markeret en ændring; gode såvel som onde.

Jeg følte mig virkelig …mærkeligt til mode, da jeg fik min første menstruation. Ikke voksen, bare anderledes.

Jeg følte mig lidt mere voksen, da jeg gik fra tætsiddende sportstop til rigtig bh. Og vældig meget voksen (as if!), første gang jeg sådan rigtig sagde fra overfor min far.

Jeg blev rigtig voksen den dag jeg blev mor. Hvis man altså nogensinde bli´r det, sådan helt og aldeles.

Det var også en skelsættende begivenhed den dag vægten ændredes fra 69 til 70 kilo. Jeg var rædselsslagen. I dag (og ja, det er mange år senere) ved jeg at det skulle blive meget værre, og at jeg skulle ha´ haft en beroligende lussing dengang – men sådan bliver man jo klogere med alderen.

Det var blandt andet også skelsættende da jeg

• blev gift
• fik mit første rigtige job
• fik kørekort (hey, jeg har ikke lovet det blev i kronologisk rækkefølge, dette her. Jeg ranter jo bare…)
• første gang talte foran en større forsamling uden at blive ramt af kvalme og voldsom rødme
• oplevede en i nærmeste familie blive ramt af alvorlig sygdom
• endelig endte med ikke at være bange for min svigermor
• startede med at ryge
• stoppede med at ryge
• startede med at ryge. Igen
• stoppede med at ryge. Igen

Og nu? Nu tror jeg en ny tærskel venter.

Jeg er simpelthen begyndt at høre p4. Og tage bh´en af, når jeg kommer hjem efter fyraften.

Er otium´et så det næste??!

Pinlig power

Læste lige gårsdagens ord fra Fuhrmann. Kæft, hvor det bare ramte plet med hvordan jeg nogle gange synes hverdagen er.

Jeg gad helt vildt godt være sådan én der brød med alt det voksne og legede at jeg var Britney når jeg gik på Joe & The Juice. Hell; jeg gad bare godt være sådan én der gik på Joe & The Juice.

I stedet er jeg ret meget sådan én der bare lige tømmer opvaskeren, sætter en kulørtvask mere over og smider mig i sofaen til Grey´s Anatomy og Et umage par. Ikke at der er noget galt med hverken Meredith eller Dharma, men det ville da for fanden være befriende hvis man bare en gang imellem turde handle ind i Fakta sådan her...

Jeg har drømt om det mange gange, men har måske bare ikke modet. Eller én at være modig sammen med, som deler dén form for humor. I virkeligheden noget pjat, for jeg kan jo bare øve mig i det små...

Pinlig power, hedder det også - og det er helt klart noget jeg skal til at gøre noget mere i, og så bare skide hul i, hvad omgivelserne tænker om mig! Jeg burde måske bare være startet noget før, for jeg er gift med én der har udøvet kunsten i mange år, men uden at vide at det var dét han gjorde.

Jeg kan mærke at det første jeg bli´r nødt til at gøre, er at anskaffe mig et fake overskæg. Det er trods alt Movember, og alt er bare sjovere med moustache.

Også en tur i Fakta.



Der er ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget...

All in!

Jamen; jeg ved godt jeg har skrevet det før ...og i virkeligheden er min største frygt, at jeg er én af dem, der skal slås med yo-yo vægt hele mit liv* - men det skal blive løgn, skal det!

 

Så nu starter vi (læs; jeg) igen. Fordi jeg har prøvet kostomlægning, motion og alt det andet fornuftige så. mange. gange. før. - men jeg ender altid med at falde i vandet før eller siden, og tage nærmest det hele på igen.

 

Som regel er det noget med en sommerferie, en stribe af julefrokoster eller bare for megen travlhed der rammer mig, og så glemmer jeg al sund fornuft for en tid. Og når det første kilo alligevel er røget på, hvad skader det så med en lille pose lakrids, eller en cola efter aftensmaden? Hver aften... De næste fjorten dage...

 

*Flovhed...*

 

Man kunne ønske sig en rygrad af og til.

 

Nu har jeg gjort noget andet. Jeg har investeret i Bibelen.

 

 

Om det virker? Jamen, det må I da vente med at få at vide.

 

Normalt er jeg jo som sådan ikke typen der tror på at løsningen findes i en bog - men efter at være blevet mere end overbevist af Allan Carr, må jeg jo krybe til ikke-ryger-korset og erkende at en bog faktisk kan være vejen frem. Den 23. december kan jeg holde 1års jubilæum med ubesværet åndedræt, og jeg takker hr. Carr (og Inga, der anbefalede mig bogen) i mit stille sind hver gang jeg går gennem en ildelugtende røgsky.

 

Hvis den der med maven også virker, så bli´r jeg s´gu bibliotekar. Eller prædikant.

 

_____________________________________________________________________________

 

*...når man altså lige ser bort fra de ting jeg virkelig frygter; højder, alt for tidlig død, alt hvad der kan bringe farer i nærheden af mine kære - og stegt lever med bløde løg.

Nåmmen, så sagde vi bare at jeg var den eneste der stadig var ung…

Jeg var til jubilæum på min gamle folkeskole i lørdags. Christ. Jeg tror ikke helt jeg var forberedt…

Det var rigtig, rigtig hyggeligt. Og sjovt. Og fyldt til randen med whisky, dans, grin og nostalgi. Og så altså også rynker, vigende hårgrænser og folk der lignede deres fædre og mødre alt, a-l-t for meget.

I virkeligheden en øjenåbner af karat. Uanset hvad verden smider mod os af hårfarvningsprodukter, fitnesscentermedlemsskaber, designertøj og botoxbehandlinger, så er vi bare resultatet af meget stærke genblandinger i sidste ende. Vi kan da godt prøve at skjule eller omgås det, men det vil aldrig lykkes ret godt. Jeg har selv set det.

Altså; lige undtaget mig. Jeg er selvfølgelig den eneste der stadig ser utroligt ung ud, og overhelehovedet ikke ligner mine forældre. Min gamle matematiklærerinde (som jeg stadig kun tør kalde ved efternavn) kunne ikke kende mig – og jeg var ellers pænt dukset dengang, altså. Jeg trøster mig med at det ikke er fordi jeg er typen man nemt glemmer, men at hun selvfølgelig har haft flere elever gennem årene end rimeligt er.

Nu lever jeg højt på grinene fra den anden aften. På dansen, smilene, knusene, snakken om gamle dage og min nye viden om at det er gået alle okay. Alle dem jeg mødte, i det mindste.

Vi kunne mindes de gamle lærere. Både de, der indgød respekt og frygt, og de, der har gjort et uudsletteligt, godt minde. De, der for evigt sidder i baghovedet når man læser en bestemt bog, eller synger en stille strofe.

Vi kunne mindes lange eftermiddage på børne- og teenageværelser med snakke om kærester, venner, uvenskaber og mobberi. Om hvordan nogle havde haft det rigtig svært, og om andre der var stærkere end gennemsnittet. Om sjov, og om alvor. Om valg der blev truffet, fortrudt og gjort om. Og om de der var de helt, helt rigtige.

Det var en dejlig oplevelse, og jeg kan sagtens klare flere af slagsen.

Der er masser af ord tilbage i mig. I os. Lad os håbe vi snart får lejlighed til at tale igen.

Indeni mig er der en tynd pige der kæmper for at komme ud…

Lige nu har jeg allermest lyst til at stopfodre kællingen med chokolade, indtil hun holder kæft.

Men jeg gør det ikke-nikke-nej!

De sidste par uger er det nemlig gået helt fint med at holde mig fra alt det forbudte. I virkeligheden er det vel ikke så meget standhaftighed, som det er angst for at vise al mit mave-, røv- og lårflæsk ved en poolkant i Tyrkiet…

Nej!!, gu´ er det da ej mig! Jeg kunne aldrig drømme om at ta´ g-streng på uden matchende hofteholder!

Men altså, lige nu iggå´?! Der kunne jeg så nemt klare 200g lys Marabou…

What to do. And definately; what NOT to do.

I kraft af min stilling er jeg deltagende i et ansættelsesudvalg på jobbet, og har nu brugt en rum tid på at gennemlæse ansøgninger til en aktuel stilling.

Lad os nu lige lege, at I spurgte, og tillad mig så at give et par fif til jer derude, hvis I i nær fremtid skulle befinde jer i en situation hvor I skulle skrive en sådan.

Top 5 over ting, der får de små hår i nakken til at rejse sig på mig, når der skal hyres nye folk:

1. Åbenlyst misbrug af Google Translate. Jo, selvfølgelig skal du have en chance for at komme til samtale selvom du er fra Ukraine/Indien/Sverige – men så skriv dog ansøgningen på engelsk (eller modersmål, hvis du tror vi kan forstå det), hvis du ikke er en ørn til dansk. Det er s´gu okay. Det er ikke okay at skrive at man snildt kan begå sig på dansk udi journalføring o.lign., når ansøgningen skriger “Liar, liar – pants on fire!!!”
2. Fire-liniers ansøgninger uden vedhæftninger. Jeg ved da godt at du i virkeligheden ikke vil have jobbet, og at det er både din og min tid der bliver spildt. Blame it on the damn jobcenter, anden-skide-aktør og de andre kvikke ho´der der har sagt du skal skrive minimum to ansøgninger om ugen. Jeg synes også det er pizzeirriterende, men jeg synes det er endnu mere irriterende når jeg sidder med din skodansøgning. Undskyld.
3. Når du ikke engang gider gøre dig umage for bare at lege at du føler sig voksen og ansvarlig nok til at have et rigtigt job, der involverer rigtige mennesker. Lad være med at skrive din puttetrold123@gmail.komsåforhelvedeudafstarthullerne adresse på. Opret dog en ny til lejligheden, just for the hell of it. Måske kan det være dét der gør at du lige præcis krydser grænsen, så vi tager dig alvorligt.
4. Og nu vi er ved det der med at virke voksen: Jeg gider ikke kontakte din mor eller far for reference. Nej, heller ikke selvom du har arbejdet for dem i weekenderne efter gym-festerne. ´nuff said!
5. Det der numerologi, ikk´å?! Skal vi ikke nok blive enige om, at det gør vi ikke mere? Tak.

Gode intentioner

Jeg er alene hjemme denne uge, og har i dén forbindelse hørt at man bør gøre noget godt for sig selv. Sådan i afdelingen selvforkælelse - hen ad manicure/pedicure, karbad, tid ad libitum og et glas rødvin i ro og mag.

Nåmmen, så så man så mig vandre hvileløst rundt i gangene i Kvickly i går eftermiddags - på jagt efter lige dét der skulle gøre det ud for selvforkælelse pour moi.

Det er jeg bare sådan lidt fesen til, for jeg har intet badekar, bryder mig ikke om rødvin og har lige knækket to negle i sidste uge (jvf. brolægning og havearbejde extravaganza), så det dér med mani/pedi´en kunne sådan set også være lige meget.

Jeg endte med at gå ud fra Kvickly med en ny hulahoop-ring og en pose gulerødder. Sundhed galore.

*Klip!*

Fem timer senere var kassen med hulahoop´en stadig uåbnet, gulerødderne urørte - og jeg havde sukkerkvalme ovenpå for 30 kroner kunstige farvestoffer. Og lidt selvlede også, men dét feder i det mindste ikke.

I dag er hulahoop-dag. Og den er helt vildt sjov, helt vildt hård og helt vildt effektiv. Læs: Jeg sveder som et svin.

Så nu har jeg snuppet en håndbajer. Dét må cirka gå lige op.

Idiotens guide til Simple Living

Jeg har ikke alle grundprincipperne klar endnu, men jeg arbejder på dem. Jeg har dog Step 1 helt klar allerede.

Når du alligevel er i gang med at rydde op i ny og næ…

…så tag lige et dato- og relevanstjek på de papirer der hænger på opslagstavlen, ing´?

Åkæj så…

Jeg har begået den monumentale utålmodighedsfejl at lægge ny neglelak umiddelbart inden jeg satte mig hér. Det kan så resultere i én af to ting;

1. Indlægget her bliver smaskfyldt med sære tyrkfejl grundet min særegne skrivestil (læs: tre-finger system med strit i alle retninger)
2. Et rigtigt ringe, sjusket, skrammet lak-look i morgen.

Umiddelbart er det ellers helt ok lige nu. Farven må I tænke jer til, for jeg har intet batteri i kamerate lige nu (hov – se selv! Pkt. 1. Jeg sagde det jo!), men navnet alene må gøre lidt for det mentale billede.

Dazzling Blue, kalder MaxFactor den. Så er det ikke helt tosset, vel? Og jeg der ellers ikke er til blå…

Men måske er jeg helt ovenpå efter sådan et par genopladende hjemmearbejdsdage?! Det har i hvert tilfælde været helt genialt.

Det korte af det lange er, at man skal lidt passe på med hvad man ønsker sig. Jeg ønksede (igen!) mig virkeligvirkleig (eih altså!) et job med indlagt kreativitet i. En værkstedstilling, komplet med pædagogik, fantasi, materialer og arbejde til både krop og sjæl. Og det fik jeg.

Verdens Bedste Job, med Verdens Bedste Kolleger og Verdens Bedste Brugere.

No shit. Og jeg behøver ikke engang lyve, for I N G E N af dem kender til bloggen her (såvidt vides…).

Den eneste lille catch ved sådan et værkstedsjob er, at der er utrolig lidt tid til at jeg kan være kreativ. Og det er fair nok. Tiden går jo med at hjælpe dem der hjælpes skal, med journalføring, status´er til diverse sagsbehandlere, nyindkøb af materialer, omsorg og ae-ae, lave kaffe og skære hjemmebag, hurtigt stoppe nogen inden de klipper nederdelen i smadder, “og kan du hjælpe mig med det her brev fra kommunen jeg ikke forstår?!”, med hyldeopfyldning, rengøring, inspirationsarbejde… Nej hov! Det er jo dét jeg sjældent når!

Men det har jeg nået i går og i dag. At blive nasset til af textillim og –farve, at smelte HAMA-perler i ovnen og smykkerere af dem, at masseproducere prototypehalskæder til inspirationsskabet, at sy testnederdel 50´er style, at farveteste til nyt patchwork, at teste hvor mange sprittuscher der skulle til for at stjæle idéer fra Austin Kleon, at finde gamle tegnemodeller frem så andre kan få gavn af dem – og meget, meget mere.

Og kom, lad os råbe i kor: D E T  H A R  V Æ R E T  F E D T ! ! ! !

Nu tror jeg s´gu jeg kan lidt igen. Nogle gange er det egentlig lidt fedt at være siddestillende – også selvom det var ufrivilligt. Og nu vil jeg sætte mig i sofaen og blive lidt klogere igen, for jeg har fileme også lige lidt let læsning det har kriblet for at få fingrene i.

God aften derude!

Men psst…! På minussiden har jeg dæleme ikke mærket meget til den sol de siger skinner nådesløst derude. Jeg regner med at tage revanche i weekend´en.

You´re NOT helping!

Kender I dét? Man har lige behov for at afreagere en lillebitte smule – bare lidt – og der er ikke et voksent menneske i miles omkreds. Hvad gør man så?

Man tyr til Facebook, gør man.

Og hvad er så det værste i h-e-l-e verden, når man bare havde brug for luft? Når man skriver

“synes det er SKOD, at komme hjem og opdage at der er gået en sikring omtrent kl. 07.17 i morges …så nu er der stadig 93 minutter tilbage før jeg kan hænge ungernes nattøj til tørre, og det er LÆNGE siden mælken passerede “temp.: lunken” inde i køleskabet!”

har man ikke fisket efter kommentarer i “se nu tingene i et større perspektiv”-kategorien. Slet ikke når ens mand er på rejsearbejde i Kbh, hunden lige har brækket sig over hele bryggersgulvet, græsset vokser i vildskab, plænetraktoren er død og barnet skal være til konkurrencedans 15 km væk lige om lidt!

Vel??!

Så vil man fandeme bare ha´ lov at brokke sig lidt. Jeg ved da godt at der er mennesker i Syrien og på det afrikanske kontinent der har det langt værre end mig.

Nogle gange er det også bare okay at være utilfreds med at have skedesvamp, selvom andre har ebola. Ing´?

Gennembrud!

Jeg har i aften (for første gang i lang, laaaang tid!) fattet lærred og pensler – og det virker rigtigt. Nu håber jeg bare ikke jeg er gået hen og er blevet “rusten”… *indsæt selv præstationsangst her*

Jeg tror ikke jeg har været bevidst om hvor meget jeg har gået og savnet det. I mange år var det jo “min ting”, det med tegning, farver, komposition og udtryk. Først senere er det gået mere over i garn, tekstiler og det mere håndarbejdsprægede, og så gik tegneriet i glemmebogen. Eller… det blev negligeret, i hvert fald.

Nu fortryder jeg lidt. Jeg var faktisk rigtig god engang. Nu; not so much. Jeg har glemt rigtig meget af det rent tekniske, kan jeg mærke – og inden der nu sidder nogen derude og messer “kreativitet skal komme indefra, og teknik har ikke noget med sagen at gøre”, så tillad mig at sige: I beg to differ.

Kreativiteten kommer så meget nemmere, hvis basis er i orden. Hvis man ikke skal famle sig frem, og opfinde den dybe tallerken på ny hver gang, bliver det altså lidt sjovere. Måske mest fordi det så indbefatter succesoplevelser, i stedet for fiaskoer. Nå.

Egentlig pizzeligemeget. Jeg kan mærke at det kribler i mine fingre for at komme til lærredet igen. Lidt noget lort at det eneste jeg kan gøre lige nu, er at se på mens det tørrer mellem lagene…

Here I am!

Jeg er faldet i YouTube-fælden…

Og så kommer man jo ikke op lige foreløbig, vel?

Se bare hér! It´s all oldies but goldies:

Pas nu på. Hvis man først er faldet i gryden som barn er man hooked. Men der er fandeme hyggeligt på bunden…

Jeg tror ikke jeg kommer op igen i aften.

Advarsel! Surt, urimeligt, infantilt (og heldigvis kort) indlæg forude!

Véd I hvad jeg ikke tåler??!

Nåmmen så skal jeg da hellere end gerne fortælle jer det – når I spø´r så pænt: Når “folk” (læs; professionelle mennesker, selvbestaltede eksperter o.lign.) i medierne ikke formår at kalde tingene ved deres rette navn.

I dag har jeg for eksempel både på tv og i radioen hørt to voksne danskere sige “bedler”. Det hedder billeder!, for fanden. Det andet der er ikke engang et ord.

Jeg får røde knopper i nakken når “folk” laver det nummer!

Ligeså får jeg det af (forkert udtalte) ord som “psykriater”, “trælst”, “skelrose” og “hångklæde”. Men bedler er altså et af de værste – og desværre også et af de mest udbredte.

Hvad fanden sker der?