WwwwwaWROOOOOOMster

Om ganske få dage får jeg min Baby hjem…

Den vinder ingen skønhedskonkurrencer, men i høj grad på komfort og praktiske egenskaber. Og så er det ligesom med ægte kærlighed; den bliver smukkere og smukkere ved nærmere bekendtskab, og når man får øjnene op for dens indre kvaliteter.

Jeg glæder mig til en køretur uden indlagte benspænd. Uden lyde der ikke hører til, og ukontrollerede rysteture – og jeg tænker at den nok ender med at have kørt de første 5.000 km efter en uge, for jeg vil bo i den bil.

Nu skal vi bare sove fem gange mere…

Gris!

Det smager så godt – men føj, hvor det sviner. Og så er det sjovt, at hver gang jeg laver stegt flæsk, kommer jeg i tanke om hvorfor det sker så sjældent.

1. Det koster jo nærmest den bondegård grisen har boet på.
2. Holdnuop, hvor er det nærmest med livet og synsevnen som indsats! Det sprøjter jo flere meter væk, det skidt. Eksplosivt!
3. D e t  t a g e r  s å  f r i g g i n  l a n g  t i d . . . . . . .

Dérfor er det kun noget vi får ved ganske særlige lejligheder. Mindst to her i huset sværger til stegt flæsk med persillesovs når de selv må vælge.

I dag blev Søren udlært som murer, så gæt engang hvem der får sin nærmest-livret.

Det gør SVEND. Fandeme så :-)

Det bli´r en god dag...

...når man tænder bilradioen, og denne her toner frem.

Holidayhappiness.dk

Og i virkeligheden er det jo unødvendigt at sige mere …men jeg gør det lidt alligevel.

Tre uger. T-r-e uger. Prøv at smag på det engang.

*Mmmmmmmh…*

Det smager godt.

Tre uger. Og de starter godt, gør de. Med regn der renser luften, blomster der lyser op på terrassen, libanesisk spread galore i maven, familien i sofaen og masser af tid foran os.

Nåja. Og udsigten til endnu en lille ferie efter sommerferien. Vi skal bare lige nå at tage på arbejde hurtigere end du kan sige “Bispens gibsgebis” – og så holder vi en uge mere. Fordi vi kan, og fordi børnene aldrig har set det store udland før.

Så:

Før du smører dig en mad med et tykt lag misundelse når du ser hvad vi har i udsigt, så husk at vi er fire mennesker med sommerfugle i maven, i ren glædesrus over endelig at have fået muligheden for andet og mere end en telttur til Sdr. Røvhul.

Hér er forventningerne store, og vi glæder os som aldrig før. Heldigvis er der endnu et stykke tid til, for dén fornemmelse er slet ikke så tosset endda, så vi tåler godt at glæde os et stykke tid endnu.

Desuden skal der da vist også sys et stykke sommerklædning eller to inden vi tager afsted! Og skaffes hunde-, katte-, fugle- og hussitter. For filan da. Men det bli´r så godt, og jeg tror de har ret.

Det bliver dage vi aldrig glemmer.

Åkæj så…

Jeg har begået den monumentale utålmodighedsfejl at lægge ny neglelak umiddelbart inden jeg satte mig hér. Det kan så resultere i én af to ting;

1. Indlægget her bliver smaskfyldt med sære tyrkfejl grundet min særegne skrivestil (læs: tre-finger system med strit i alle retninger)
2. Et rigtigt ringe, sjusket, skrammet lak-look i morgen.

Umiddelbart er det ellers helt ok lige nu. Farven må I tænke jer til, for jeg har intet batteri i kamerate lige nu (hov – se selv! Pkt. 1. Jeg sagde det jo!), men navnet alene må gøre lidt for det mentale billede.

Dazzling Blue, kalder MaxFactor den. Så er det ikke helt tosset, vel? Og jeg der ellers ikke er til blå…

Men måske er jeg helt ovenpå efter sådan et par genopladende hjemmearbejdsdage?! Det har i hvert tilfælde været helt genialt.

Det korte af det lange er, at man skal lidt passe på med hvad man ønsker sig. Jeg ønksede (igen!) mig virkeligvirkleig (eih altså!) et job med indlagt kreativitet i. En værkstedstilling, komplet med pædagogik, fantasi, materialer og arbejde til både krop og sjæl. Og det fik jeg.

Verdens Bedste Job, med Verdens Bedste Kolleger og Verdens Bedste Brugere.

No shit. Og jeg behøver ikke engang lyve, for I N G E N af dem kender til bloggen her (såvidt vides…).

Den eneste lille catch ved sådan et værkstedsjob er, at der er utrolig lidt tid til at jeg kan være kreativ. Og det er fair nok. Tiden går jo med at hjælpe dem der hjælpes skal, med journalføring, status´er til diverse sagsbehandlere, nyindkøb af materialer, omsorg og ae-ae, lave kaffe og skære hjemmebag, hurtigt stoppe nogen inden de klipper nederdelen i smadder, “og kan du hjælpe mig med det her brev fra kommunen jeg ikke forstår?!”, med hyldeopfyldning, rengøring, inspirationsarbejde… Nej hov! Det er jo dét jeg sjældent når!

Men det har jeg nået i går og i dag. At blive nasset til af textillim og –farve, at smelte HAMA-perler i ovnen og smykkerere af dem, at masseproducere prototypehalskæder til inspirationsskabet, at sy testnederdel 50´er style, at farveteste til nyt patchwork, at teste hvor mange sprittuscher der skulle til for at stjæle idéer fra Austin Kleon, at finde gamle tegnemodeller frem så andre kan få gavn af dem – og meget, meget mere.

Og kom, lad os råbe i kor: D E T  H A R  V Æ R E T  F E D T ! ! ! !

Nu tror jeg s´gu jeg kan lidt igen. Nogle gange er det egentlig lidt fedt at være siddestillende – også selvom det var ufrivilligt. Og nu vil jeg sætte mig i sofaen og blive lidt klogere igen, for jeg har fileme også lige lidt let læsning det har kriblet for at få fingrene i.

God aften derude!

Men psst…! På minussiden har jeg dæleme ikke mærket meget til den sol de siger skinner nådesløst derude. Jeg regner med at tage revanche i weekend´en.

Gennembrud!

Jeg har i aften (for første gang i lang, laaaang tid!) fattet lærred og pensler – og det virker rigtigt. Nu håber jeg bare ikke jeg er gået hen og er blevet “rusten”… *indsæt selv præstationsangst her*

Jeg tror ikke jeg har været bevidst om hvor meget jeg har gået og savnet det. I mange år var det jo “min ting”, det med tegning, farver, komposition og udtryk. Først senere er det gået mere over i garn, tekstiler og det mere håndarbejdsprægede, og så gik tegneriet i glemmebogen. Eller… det blev negligeret, i hvert fald.

Nu fortryder jeg lidt. Jeg var faktisk rigtig god engang. Nu; not so much. Jeg har glemt rigtig meget af det rent tekniske, kan jeg mærke – og inden der nu sidder nogen derude og messer “kreativitet skal komme indefra, og teknik har ikke noget med sagen at gøre”, så tillad mig at sige: I beg to differ.

Kreativiteten kommer så meget nemmere, hvis basis er i orden. Hvis man ikke skal famle sig frem, og opfinde den dybe tallerken på ny hver gang, bliver det altså lidt sjovere. Måske mest fordi det så indbefatter succesoplevelser, i stedet for fiaskoer. Nå.

Egentlig pizzeligemeget. Jeg kan mærke at det kribler i mine fingre for at komme til lærredet igen. Lidt noget lort at det eneste jeg kan gøre lige nu, er at se på mens det tørrer mellem lagene…

Jackpot!!

Dagens ugens ÅRETS kup blev gjort i går.

Jeg havde i ånden allerede brugt i omegnen af 6-800 kroner på ny vinterjakke til Asta; Barnet der vokser med lynets hast, men…

Jeg skal måske lige ha´ flyttet en knap eller to, eller sætte et “pyntestykke” ind som ekstra rygvidde/dekoration…? Den er denondelynemig slimline, den jakke. Den passer hende lige præcis i livet (og knapt over brystet, som I kan se), men er godt lang på ærmerne – og jeg ved godt det er sådan den skal se ud, men det går altså ikke helt. Og hun er bestemt ikke tyk, barnet.

Nu bliver den customized, og det skal nok blive godt.

Tak til Mission Afrika, min lokale skattekiste af genbrug. Til 100 kroner kan det ikke være helt galt. Vel?

Psst…! Billedet snyder. Umiddelbart ser hun ikke begejstret ud – men der ligger et lillebitte smil på lur. Hun er så godt tilpas med at eje en rigtig, ægte skindjakke for første gang!

Ukrudtet vandt! Eller…

Egentlig er jeg vel på vej mod en sikker sejr mod ukrudtet – men det vandt da 1. prioriteten på den omfattende liste af gøremål der lå foran mig i formiddags.

Nu – adskillige timer og endnu flere trillebørefulde senere – er jeg omtrent halvt færdig med gårdspladsen. Det er fandeme en noget nær umulig opgave at holde det skidt pænt (og lad mig med det samme være den første til at indrømme at det har været meget slemt den sidste lange tid!!).

Min redning bestod i en allieret. Min søde og hjælpsomme mor kom pludselig forbi, helt uden opfordring, bevæbnet til tænderne med greb, skuffejern og rive. And can we get an Amen!? Dét var da for fedt, for er der noget der kan få mig i minus på overskudkontoen, så er det da udsigten til ukrudt ad libitum …alene.

En partner in crime var lige hvad jeg havde brug for, og det hjalp; både på overskuddet og på gårdspladsen.

Hip hip hurra for mødre!

Hvordan man gør en ganske almindelig onsdag meget gladere:

Man indtager i al hast en yderst akavet position, og forsøger at tage et billede af egne fødder iført spritnye Lola´er. Med lidet flatterende resultat, I might add. (Og så glemmer man forøvrigt alt om billedet indtil fredag eftermiddag, men altså…)

Så tripper man afsted på arbejde, og indkasserer en skamløs mængde smil og komplimenter for de prikkede skønheder. Og glæder sig til næste gang man skal have dem på!

Heldiggris!

Det er mig! En totalt groovy mama havde nemlig for nogen tid siden udskrevet Verdens Fedeste Give-Away. Den ultimative give-away, i samarbejde med Lola Ramona *suk*.

Og gæt engang, hvem der rendte afsted med Pippi sandalen her!

Yep! Moi!

Nu satser jeg på at Lola-trippe afsted as soon as possible i mine spritnye dejligheder – og jeg glæder mig helt vildt. Lola er for lækker, og Pippisandalen i særdeleshed.

I love it! Og opførte da også en fantastisk hoppeglædesdans midt i rengøringen, da det gik op for mig hvor latterligt heldig jeg havde været.

Tak til Trine og folkene bag Lola Ramona. I er s´gu for skønne :-)

*Lykkesuk!*

Vi havde en dejlig dag i går. Én af den slags man kan nyde længe, og gemmer allerinderst inde. En dag af det ægteste, pureste guld.

Vi var i Skandinavisk Dyrepark på Djursland. Syv timer fik vi til at gå, helt uden problemer – og da vi tog hjem til lukketid kunne vi sagtens have brugt længere tid. Hvis du ikke har været der, så kan det varmt anbefales!

Man får lykkelige børn, hvis de blot udstyres med et par foderposer hver og lukkes ind til en ordentlig røvfuld dådyr. Og lige så lykkelige forældre, for hvad er bedre end lyden af børnelatter og en syvårig der går rundt og taler gammelklogt med sig selv? “Det er jo mageløst. Maaaaageløst!”

Og hvad er bedre, og mere afslappende, end at gå rundt i et område på 450.000 kvm, i bragende solskin, og nyde synet af dådyr, vildsvin, brune bjørne, ulve, elge, røde ræve, sikahjorte, isbjørne, ildere, hugorme, moskusokser og meget, meget mere? I ro og mag, og uden hastværk. Og med iskoldt vand og madpakker.

Og hvad er bedre, end guider der altid har tid til at svare på spørgsmål, og glad og gerne fortæller om hvorfor de røde ræve ikke ligner hinanden, hvordan man kan genkende omegaulven i flokken, hvorfor man ikke kan få øje på egernet og hvordan man bliver guide i Dyreparken (bare sådan lige hvis man nu tilfældigvis var 10 år og synes det kunne være Verdens Fedeste Job).

Og hvad er sjovere, end frække geder der stanger hinanden på pandebrasken (og os i røven), i forsøget på at være den der får mest guf fra genkendelige, brune papirsposer? Ikke ret meget, skulle jeg hilse at sige!

Og findes der så forøvrigt et smukkere syn end hende her?

Det tror jeg faktisk ikke…

Vi sluttede dagen af herhjemme. I ro og mag, omkring bålet i haven. Først i tusmørke, og sidenhen i buldermørke og nattøj. Med varm kaffe, kolde sodavand, ristede marshmallows og bålpoppede popcorn. Under stjernerne.

Jeg tror ikke det bliver ret meget bedre.

My prescious… (part II)

Nu med billeder!!

Og ja; der roder lidt – men jeg er jo stadig ved at finde ud af hvad der skal være hvor, og om IKEA eventuelt skal raides yderligere for skuffeopdelingsdimsedutter og andet hejs.

Men der er fandeme fint!

My prescious…

Long time, no see. Men nu er jeg tilbage, i hvert fald for en stund. Dage, timer, minutter er gået med alt det sådan noget nu går med af løst og fast – og rigtig, rigtig meget med køkken. Men nu står det også næsten færdigt. Kun en gang vinduesmaling og lidt lister, gerichter og hygge mangler der derude og dét kan jo aldrig vare. Eller hvad?

Mangeårig erfaring viser at sådan noget med lister og maling godt kan have en arbejdstid på op til flere år, men det skal blive løgn denne gang, skal det. Det køkken er bare så lækkert nu, og det skal fileme være tip top i orden ASAP.

Og billeder? Dem får I da. Lige så snart jeg har fundet kameraet i bunden af en af bunkerne…

De naturlige rusmidler er alligevel de bedste!!

Jeg har haft én af den slags dage på jobbet man kan blive helt høj af. Den slags, hvor alting går op i en højere enhed og lykkes.

Jeg er glad med glad på.

Og fordi mit job er af den slags hvor man ikke udleverer info får I ikke mere end dét. Surt, hva´? ;-)

“Og det gi´r voksenpoint…”

Måske er det ikke lige din stil det her, men den kører på repeat herhjemme. Du burde gi´ den en chance. Dét er s´gu humor, sandhed og lyrik på højt plan – alt sammen udført af et par vaskeægte, næsten voksne, drengerøve.

Enjoy!

Just landet…

efter laaaaang og lettere kedsommelig dag (for kursusdage om MED-udvalg, personalepolitikker og paragraffer er bare ikke lige min kop the) kan jeg mærke at jeg trænger til at komme op i gear.

Jeg kan ikke komme på en bedre måde end denne…

Bare tag dem i en lind strøm – og klik dig ind på YouTube for flere perler. Så er der nostalgifest!!!

*SLAM!*

Dét var lyden af mig der ramte sofaen.

I dag har jeg zumba´et. Og zumba´et. Og zumba´et some more. I tre timer, mere eller mindre nonstop.

Det gik til et godt formål i det lille lokalsamfund, og arrangøreren kunne glad fortælle om et overskud på lige omkring kr. 20.000,-. Dét er fileme da i orden.

Også selvom jeg nu er fuldstændig flad, og mit tøj kan vrides. Virkeligvirkelig.

Kæft, jeg er træt. Men det var sjovt, og jeg gør det gerne igen. Bare ikke før i morgen…

Som en fisk i vand

Jeg trives. Næ, stortrives i det job jeg har fået mig. Jeg E L S K E R det, og glædes hver dag over mit held.

Tænk, at være så heldig at blive kastet ind i et nyt hus, kun for at opdage at man lynhurtigt bliver indlemmet som en helt naturlig del af en stor, rummelig personalegruppe med plads til forskellighed, tværfaglighed og professionalisme. For ikke at glemme næstekærlighed, respekt, humor, nytænkning, omsorg, idérigdom og hygge.

Det er jo stort!

Hver dag har jeg en følelse af at have gjort en forskel, at have gjort indtryk og at have gjort det godt når jeg går hjem. Men jeg er også træt, og har i dén grad tjent mine penge når vi når fyraften. Det gør ikke noget.

Der knokles – og hvis nogen skulle få den fikse idé nu at fyre guldkommentaren af, om at pædagoger bare sidder på deres flade r** og drikker kaffe dagen lang, så kan de pakke sig, kan de.

Jeg kan nemlig sagtens drikke min kaffe mens jeg karter rundt som en skoldet skid i et glas vand, og assisterer med både syning, møbelrenovering, smykkefremstilling og maleri, samt ajourfører fremmøde, læser journaler, koordinerer kalender og får en mere eller mindre alvorlig hyggesnak med både brugere og personale der kigger indenfor flere gange dagligt.

Ha!

Jeg elsker det. Især når kolleger får nye og spændende, tværfaglige idéer der også involverer mig og mine kompetencer, på områder jeg ikke før har betrådt.

Jeg håber det lykkes. Det kunne være så fedt.

Bring it on!

Bittersødt

Jeg har for første gang i lang tid sat mig ved symaskinen for at lave noget til mig selv. Fandt endda også et rigtig fint og nemt (læs: hurtigt) mønster i et af mine mange blade, og havde tillige lækkert stof på lageret der passede perfekt dertil.

Og nu? Nu sidder jeg her med en dejlig, casual, kimono-agtig kjole; lææækkerlækker, blød og enkel. Og mindst et nummer for stor.

Så. Bittert at have syet til mig selv, for så ikke at kunne bruge det. Men for fanden hvor er det da dejligt at det kun var fordi jeg havde miskalkuleret mine egne dimensioner i dén retning ;-)

På plussiden, så kender jeg én der garanteret gerne vil have modellen, og dét skal hun have lov til. Og så må jeg jo bare på´en igen!

Forbrugerinfo:

Aldi fører ikke natron i deres varesortiment. Netto fører ikke natron i deres varesortiment. Fakta fører ikke natron i deres varesortiment.

Og således gik det til, at Super Brugsen – Alle Dagligvarebutikkers Moder – blev min favoritbutik i dag. De havde nemlig natron.

Og havde det ikke været for de rare forretningsdrivende i Coop-koncernen, havde jeg således ikke kunnet bevise min tese; pebernøddebagning går på tværs af landegrænser, nedbryder barrierer og kan få selv de mest fysisk begrænsede kvinder sat i sving.

Dét var huggeligt. Det er nemlig pænt svært at sige “y”.