Som før nævnt er vores bedagede Mazda stationcar ved at synge på sidste vers. Desværre går dét vers ikke stille af sig, men lyder i stedet i retningen af *klonkklonkklonkklonkklonkklonkkkkkkkkk*, med ekstra meget knald på når vi drejer til højre. Søren og de andre tekniske hoveder siger det er noget med trækakslen?!
Mig kan de i virkeligheden bilde alt ind. Jeg ved bare at lyden er pizzeirriterende, og at jeg efterhånden føler mig alt andet end sikker på, at bilen kan bringe mig fra A til B uden at give op halvvejs.
Så nu sjopper vi snart bil. Fandenfisemig.
Lige nu er vi igangværende med det stadie hvor vi kun kigger. Skiller skidt fra kanel, og prøver at blive kloge. I dén forbindelse tog vi jo så på rundfart den anden dag, bare for at prøvesidde x antal biler, og se hvilke vores langbenede tøsebørn ikke kunne være i, for eksempel.
I dén forbindelse rendte vi ind i John*.
John er bilsælger. Supersælger velsagtens, hvis du spørger John selv. Beklageligvis har John bare solgt biler på samme måde de sidste 15 år, så nu har han lidt svært ved at skrue ned for den jyske charme når der går et par dollartegn rundt og beser hans vognpark.
John startede for eksempel ikke roligt ud. Han spurgte os pænt om der var noget han kunne hjælpe med – og ignorerede i virkeligheden vores høflige “nej tak, vi skal bare lige kigge os omkring”.
Den næste time/halvanden var vi taget gidsler af John.
Han viste os a-l-t hvad en supersælgers hjerte kunne begære af ekstraudstyr, gejl og unødvendigheder. Han gjorde bestemt sit for at få os på vildspor, og havde en fabelagtig evne til aldrig at svare på det vi spurgte om, men i stedet tale upåvirket videre i samme rille som han var startet.
Men det værste… det allerallerværste, var at John på intet tidspunkt spurgte os (eller hørte efter når vi talte til hinanden) til vore navne, men i stedet insisterede på at titulere os Fatter og Mutter hele vejen rundt gennem biludstillingen! Bare sådan for nemheds skyld, tænker jeg – og fordi John selv synes det var åh, så jovialt og hyggeligt.
Dét syntes jeg overhelehovedet ikke det var. Tværtimod var jeg tæt på at få en nedsmeltning efter nogen tid, efter forgæves – og gentagne gange - at få John til at forstå at det var mig der kommer til at køre bilen hver dag. Alligevel insisterede supersælgeren på at åbne førersidedøren for Fatter hver gang, for derefter at forsøge at gelejde mig over mod passagersiden og, med galant fejende armbevægelse, byde Mutter sædet.
Jeg satte mig ikke på passagersædet én eneste gang.
John var rigtig god til at male billeder, siger jeg jer. Mentale billeder, igen med fejende armbevægelser, af “når Fatter lægger ne´ over Kasselbakken, så går´e altså godt i den hér! Og den opmærksomme bilist som Fatter er, har han se´føli lagt mærke til både klimaanlæg og gps. Så slipper Mutter også for at sidde mæ´ det kort, når det er svært at finde vej. Tø-hø.” Og det på trods af at vi fortalte John flere gange at vi aldrig kommer til at køre langt på ferie i bilen, og da ved gud slet ikke over nogen former for bakker eller alper.
Ved I hvad? Jeg kommer aldrig til at handle bil med John. Dét er et løfte!
__________________________________________________________
*Det rigtige navn er redaktionen bekendt. Vi synes bare John er sådan et fint bilsælgernavn. Lidt hen ad verdensherre, ikke sandt?! ;-)
