You can feel it all ååååååuuuveeeer...

JA, for fanden! Jeg kan nærmest ikke sidde stille af bar begejstring!!

 

De der tåber; dem der si´r at teknologi er noget bras, og at man bare skal ud i den friske luft - de skal tage at holde deres forbandede k***, og åbne øjnene en gang.

 

Der er jo friggin´ koldt derude. Og sensommer; dét er det i hvert fald ikke. Det er vinter, er det - og lige om lidt er der garntrisse sne op under armhulen og blå, frosne tæer.

 

Og så skal de nok lære det, tåberne. Teknologien redder os. Så længe vi har Spotify kan vi hygge os der hvor husene er hule, stearinlysene tændte og theen rinder ad libitum. Og så holder vi fest. Døgnet rundt. For alle vores gamle venner gider godt spille op til fest, og jeg gider godt høre på dem.

 

Lige nu lytter jeg til denne her, hvis du ikke allerede havde fanget den...

 

Nåja. Og Marvin Gaye, hvis der skal romantik (eller bare lir) på drengen. Og rigtig høj punk når jeg skal af med aggressioner. Og meget, meget andet.

 

Og så er der jo det dér Netflix, nu vi er ved teknologien. Jamen, *halleluja* hvor er det dog fedt!

 

Giv os lige en lille måned (nåehja, det har de jo allerede gjort...), så tror jeg vi er klar til at sige tv-pakken op. Jeg har jo nærmest ikke lavet andet end at voldtæske de første mange afsnit af Prison Break igennem, siden vi bestemte os for at teste skidtet for en lille uge siden. Århhvad...

 

Jeg tror faktisk jeg kommer til at sidde og glæde mig en lille smule til det der vintervejr. Tænk, hvad det ikke kommer til at byde på af hygge. Indendørs.

 

Marvin Gaye og Wentworth Miller. Holy moly. Det må utvivlsomt ende med daglige, kolde brusebade....

Græskar-geek´ery

Mkay. Vi har altså ikke helt nået det dér med græskarlanterner endnu. Kun lige ét enkelt lille græskar er det blevet til, og dét var fordi Agnes gerne ville nå at deltage i en konkurrence hos vores lokale købmand.

Så hun (eller vi…) lavede ham her på rekordtid for nogle dage siden:

Aaaarhmen! Han er da simpelthen så friggin´ vakker, at vi bliver nødt til at have en hel lille enklave af bebrillede nørde-græskar nede ved postkassen i år!!

Måske det er dét weekend´en skal gå med?

Tak til Pinterest

…for inspirationen til dagens fedeste armbånd! I virkeligheden er det næsten totalt rip-off, men pyt. En gang imellem er det vel okay. Hvis ikke, har jeg svært ved at se hvem det så er der har patentet på ideen til alt det kumihimo der huserer på nettet lige for tiden.

Nåmmen, det var det armbånd vi kom fra!

68 sikkerhedsnåle, et par smykkekarabinhager, to stykker kraftig sølvtråd og et lille bjerg af perler gik der til det – men så endte det også med at se sådan her ud:

Mmmmmmmh…

Det er fileme ærgerligt at det skal bo i en udstillingsmontre i Aalborg, og ikke på min arm!

Ét af livets store spørgsmål

Hvådden ka´ det være, at Søren (min søde mand) og Usain Bolt (jamaicansk pragtstykke) er præcis lige høje og vejer præcis det samme - og der så alligevel er så stor forskel på deres fysiske fremtoning??!

Hm?!

My prescious…

Og så gør det pludselig ikke så meget, at skærmen gik i tusinde stykker på den gamle htc.

Jeg kan mærke der går teknologinørd i den lige om lidt… <3

Sommer på flaske

For første gang nogensinde er det i år lykkedes os at lave hyldeblomstsaft. Ikke fordi det før er mislykkedes, men simpelthen fordi jeg ikke har anet hvad jeg skulle gribe og gøre i.

Nu ved jeg det er det nemmeste i hele verden – og derfor står nu omgang nr. 3 og trækker i køleskabet.

Det dufter intet mindre end himmelsk – og smagen kommer næsten derop også. Jaja, jeg ved godt det burde følges, men selvom jeg har givet saften mindre sukker og ekstra citron synes jeg nu stadig hyldeblomstsaft er en pokkers sød fornøjelse.

Nu har vi snart omkring 14 liter i fryseren til det næste års tid, og mon ikke det også burde kunne gøre det. Blomsterne synger på sidste vers derude, men hvis jeg kan finde sølle 120 klaser mere, så gør jeg det!

Jeg har benyttet mig af et blandingsforhold der hedder

• 120-150 klaser hyldeblomst
• 6-9 økologiske citroner
• 6 l vand
• 1½ kg sukker
• 1 kg brun farin
• 2 breve citronsyre

Kog vand op med sukker, farin og citronsyre, og hæld den varme blanding over hyldeblomstskærmene og de skivede citroner. Lad det stå koldt under låg i omkring tre dage, og husk at røre lidt i det hver dag.

Så er der kun tilbage at si det, og hælde på flasker. Jeg er en doven skid, så jeg skolder gamle sodavandsflasker (helst plast, men de skal kunne klare varmen) og kommer hele herligheden i fryseren.

Og så er der sommer hele året rundt!

Holidayhappiness.dk

Og i virkeligheden er det jo unødvendigt at sige mere …men jeg gør det lidt alligevel.

Tre uger. T-r-e uger. Prøv at smag på det engang.

*Mmmmmmmh…*

Det smager godt.

Tre uger. Og de starter godt, gør de. Med regn der renser luften, blomster der lyser op på terrassen, libanesisk spread galore i maven, familien i sofaen og masser af tid foran os.

Nåja. Og udsigten til endnu en lille ferie efter sommerferien. Vi skal bare lige nå at tage på arbejde hurtigere end du kan sige “Bispens gibsgebis” – og så holder vi en uge mere. Fordi vi kan, og fordi børnene aldrig har set det store udland før.

Så:

Før du smører dig en mad med et tykt lag misundelse når du ser hvad vi har i udsigt, så husk at vi er fire mennesker med sommerfugle i maven, i ren glædesrus over endelig at have fået muligheden for andet og mere end en telttur til Sdr. Røvhul.

Hér er forventningerne store, og vi glæder os som aldrig før. Heldigvis er der endnu et stykke tid til, for dén fornemmelse er slet ikke så tosset endda, så vi tåler godt at glæde os et stykke tid endnu.

Desuden skal der da vist også sys et stykke sommerklædning eller to inden vi tager afsted! Og skaffes hunde-, katte-, fugle- og hussitter. For filan da. Men det bli´r så godt, og jeg tror de har ret.

Det bliver dage vi aldrig glemmer.

Nogle gange…

skulle man bare have holdt sin store k*** lukket. Eller tænkt sig om en ekstra gang, inden man svarede.

Denne gang lød spørgsmålet: “Moar… må jeg gerne flytte værelse til dét nedenunder?”. Gæt selv, hvad spaden svarede.

Nu sidder vi hér; søndag aften, fuldstændig fladmaste af weekendens strabadser – og vi er stadig ikke halvt færdige. Undertegnedes lager-over-alt-mellem-himmel-og-jord er blevet ryddet ud og ryddet op, og dét i sig selv er en opgave der automatisk burde udløse en-eller-anden form for tapperheds- og fortjenstmedalje. Det var bare det første der skulle gøres, for det var fandenpikkemig dér barnet ville flytte ind!

Så nu er det tomt. Og der dufter af maling. I morgen regner jeg med at starte på at male vinduer, dør, karme, lister og gerichter (crap), og så mangler vi jo bare at flytte Astas møbler ned. Og Agnes´ møbler ind på hendes nye værelse. Og vores soveværelsesmøblement ind på…………….. og… og… og… *phew*

Hvis vi er heldige, er vi nok allesammen på plads igen næste søndag aften, for der er nogen der påstår at vi også skal nå at gå på arbejde omkring 37 timer den næste uges tid.

Og hvad så med alt dét der var på værelset, spø´r I?! Jo, det var lige i pit på spisebordet, i vindueskarmene og rundt omkring på stuegulvet for en stund, men nu ser det ud til at det så småt har fundet plads på 1. salen. Og det bli´r lækkert! Meget, meget bedre end før, så vi kører ren win-win her.

I virkeligheden tegner det hele til at blive super – og tøsebørnene er mere end tilfredse med de løsninger vi har fundet frem til.

Nu vil det bare vise sig, om de gamle tøjskabe klarer en flytning op ad trappen… og om jeg når at slappe en lille bitte smule af inden en ny arbejdsuge starter.

Fyldt

Jeg har holdt weekend med weekend på.

Pigefødselsdag, bageri, WII-spil, flere legekammerater, selvbevidst zumba i stuen, Ikea-møbel-samleri, tøjvask, godt selskab og alt det løse er gået op i en højere enhed, og nu er jeg fyldt op. På den rare måde.

I de stille stunder har jeg siddet med Trines strik mellem hænderne, men det går ikke for hurtigt. Opskriften fejler ikke noget, men det gør jeg åbenbart. Jeg ved ikke om der findes en diagnose på “strikke-skulder”, men ellers stiller jeg gerne op som forsøgskanin. I hvert fald gør min højre skulder naller hver gang jeg har siddet en halv time med pindene. Og hvor kom dét lige fra??!

Nevermind. Jeg holder ved, gør jeg. Det er lækkert garn at arbejde med, og opskriften er fandenfiseme lige at gå til. Og nu er jeg såmænd snart 35 cm inde i ponchoen (på omkring 14 dage. Crap!!), så mon ikke jeg når målet lige pludselig?

Asta er allerede lidt misundelig over at den ikke er til hende, så hvis ellers skulderen vil samarbejde tror jeg der kommer en mere på pindene bagefter. Bare lidt større, forstås.

Og nu? Nu giver jeg den en skalle mere med garnet – og måske en god film dertil. Det sidste weekend skal nydes…

Agnes, 8 år…

Den skulle altså med på billedet, den nye mobil! Det er en stadig søvnig Agnes der poserer for fotografen, men smilet er da ikke til at tage fejl af: Den smukke, store pige var lykkelig for sin gave i morges.

Vi har taget det hele stille og roligt i dag, kun med besøg af Mormor. Resten af fødselsdagsgæsterne er slet ikke i Nordjylland lige nu; næh, de er at finde så vidt forskellige steder som Kbh og Las Vegas, så dét får vente, det store familie-ryk-ind.

Men selvfølgelig var flaget alligevel hejst i haven, og fødselsdagssangen afsunget. Derudover var der endda kommet både fødselsdagskort i postkassen, og tillykke-sms helt fra USA. Alt var godt. Og den store pige var pænt stolt da hun pludselig svansede ud af døren og kvidrede “Jeg går lige ned til Luna. Du kan bare ringe, når jeg skal komme hjem…”

Så vi har haft en dejlig dag, lige efter fødselarens hovede. Jeg kunne pludselig flexe i eftermiddags, så hun blev hentet to timer før tid på fritteren (yei!) – og så gik resten af eftermiddagen ellers med at lære den nye Sony Ericsson at kende. Og med at lave aftensmenuen; ris og boller i karry! For enhver ved jo at det står på side 1 i Fødselarens Regelbog at man må bestemme når man fylder år. Også over aftensmaden.

Jeg havde nu bestemt hvad desserten skulle være. Også selvom det i virkeligheden ikke passede en skid sammen med boller i karry.

Og tak til Fru Rønne! De vakte lykke, de gode flødeboller, blandt både børn og voksne.

Jeg troede helt naivt at hver mand kunne spise to hver, men dét blev løgn. Der er altså pænt meget gods i sådan en fætter med mokka-, hindbær eller lakridsskum, skulle vi hilse herfra og sige…

Tak for flødeboller. Tak for en dag med masser af smil. Og tusind, tusind tak for en dejlig pige på allerede otte år.

Som perler på snor

Jeg er blevet lidt bidt af at lave halskæder. Egentlig skulle det bare have været én, og det var kun fordi jeg lige stod og manglede en til en ny bluse. Som prikken over i´et, I ved.

Nu har jeg set mig lun på de lækre perler; i læder, sort/hvid, stram grafik og med et lille hint af farve og sølv.

Jeg elsker dem. Men jeg er ikke den eneste, så pigebørnene har allerede snuppet en hver. Deres er af åbenlyse grunde ikke kommet med på billedet, for de er ikke til at vride fra dem.

           

Jeg elsker farverne, og de runde, skarpe former. Jeg elsker lyden de laver når man bevæger sig rundt, og den stille pendulerende bevægelse der bare bliver ved og ved når jeg hænger dem fra mig. Og jeg elsker i særdeleshed den lille sort/hvide, zebrastribede perle der kan skimtes i baggrunden på billedet til højre.

Der kommer flere til, det kan jeg mærke. I rød, gul, lilla og orange måske, men hele tiden med det sort/hvide tema som basis.

Mmmmmmh…

Hvordan man gør en ganske almindelig onsdag meget gladere:

Man indtager i al hast en yderst akavet position, og forsøger at tage et billede af egne fødder iført spritnye Lola´er. Med lidet flatterende resultat, I might add. (Og så glemmer man forøvrigt alt om billedet indtil fredag eftermiddag, men altså…)

Så tripper man afsted på arbejde, og indkasserer en skamløs mængde smil og komplimenter for de prikkede skønheder. Og glæder sig til næste gang man skal have dem på!

Heldiggris!

Det er mig! En totalt groovy mama havde nemlig for nogen tid siden udskrevet Verdens Fedeste Give-Away. Den ultimative give-away, i samarbejde med Lola Ramona *suk*.

Og gæt engang, hvem der rendte afsted med Pippi sandalen her!

Yep! Moi!

Nu satser jeg på at Lola-trippe afsted as soon as possible i mine spritnye dejligheder – og jeg glæder mig helt vildt. Lola er for lækker, og Pippisandalen i særdeleshed.

I love it! Og opførte da også en fantastisk hoppeglædesdans midt i rengøringen, da det gik op for mig hvor latterligt heldig jeg havde været.

Tak til Trine og folkene bag Lola Ramona. I er s´gu for skønne :-)