Jeg har holdt weekend med weekend på.
Pigefødselsdag, bageri, WII-spil, flere legekammerater, selvbevidst zumba i stuen, Ikea-møbel-samleri, tøjvask, godt selskab og alt det løse er gået op i en højere enhed, og nu er jeg fyldt op. På den rare måde.
I de stille stunder har jeg siddet med Trines strik mellem hænderne, men det går ikke for hurtigt. Opskriften fejler ikke noget, men det gør jeg åbenbart. Jeg ved ikke om der findes en diagnose på “strikke-skulder”, men ellers stiller jeg gerne op som forsøgskanin. I hvert fald gør min højre skulder naller hver gang jeg har siddet en halv time med pindene. Og hvor kom dét lige fra??!
Nevermind. Jeg holder ved, gør jeg. Det er lækkert garn at arbejde med, og opskriften er fandenfiseme lige at gå til. Og nu er jeg såmænd snart 35 cm inde i ponchoen (på omkring 14 dage. Crap!!), så mon ikke jeg når målet lige pludselig?
Asta er allerede lidt misundelig over at den ikke er til hende, så hvis ellers skulderen vil samarbejde tror jeg der kommer en mere på pindene bagefter. Bare lidt større, forstås.
Og nu? Nu giver jeg den en skalle mere med garnet – og måske en god film dertil. Det sidste weekend skal nydes…
2 kommentarer:
Træls med sådan en skulder, sådan en døjer jeg desværre også med.
Hver gang jeg har siddet, enten strikket eller hæklet, så bøvler jeg med skulderen i et par dage bagefter.
Kh. Dianna
Uhhh, Kirsten! Ikke stresse, vel??!!!
VEL???
Blev der sagt!
Send en kommentar