Gris!

Det smager så godt – men føj, hvor det sviner. Og så er det sjovt, at hver gang jeg laver stegt flæsk, kommer jeg i tanke om hvorfor det sker så sjældent.

1. Det koster jo nærmest den bondegård grisen har boet på.
2. Holdnuop, hvor er det nærmest med livet og synsevnen som indsats! Det sprøjter jo flere meter væk, det skidt. Eksplosivt!
3. D e t  t a g e r  s å  f r i g g i n  l a n g  t i d . . . . . . .

Dérfor er det kun noget vi får ved ganske særlige lejligheder. Mindst to her i huset sværger til stegt flæsk med persillesovs når de selv må vælge.

I dag blev Søren udlært som murer, så gæt engang hvem der får sin nærmest-livret.

Det gør SVEND. Fandeme så :-)

Slowfood

Det virker i virkeligheden helt åndssvagt, men… nogle dage, når man har allermindst overskud, er det helt rigtige at gøre, at gå i køkkenet og forberede en god gang slowfood.

Jeg brugte 15 minutter i formiddags, på at rense og snitte hvad-grøntsagsskuffen-bød-på, smide det hele i den store sorte med en omgang tomater, gode krydderier og rødvinsrester fra fryseren - og de sidste timer har der bredt sig den lifligste duft i hele huset.

Nu mangler jeg kun at tilsætte kødet og finde på lidt tilbehør, og så regner jeg med at hele familien bliver tilfredse i aften.

Og de næste aftener med, for der er rigeligt.

Nåja, og så har jeg småspist af dem her hele dagen.

Fordi det skal man. Det står selv i bogen…

Wroom-wroom!

(…og en hel del *klonkklonkklonkklonkklonkkkkkkkk*) er lydene jeg har hørt de sidste tre timer.

Takket være to børn på to forskellige håndboldhold (og en mindre horde af veninder der skulle have lift både frem og tilbage i carpool-ordningen) har jeg og den gamle Mazda siden kl. 16.40 tilbagelagt strækningen

Sdr. Saltum – Jetsmark – Pandrup – Saltum – Sdr. Saltum – Ingstrup – Jetsmark – Sdr. Saltum – Saltum – Jetsmark – Pandrup – Ingstrup – Sdr. Saltum

Hvor meget det er i kilometer aner jeg ikke, men bilen er på intet tidspunkt nået at blive kold, og jeg er lige kommet hjem for en lille halv time siden. Nu er der vist heldigvis også et stykke tid til at det igen er mig der skal flyve lavt over Vendsyssel, i forsøget på at få logistikken i U10 og U12 håndbold til at hænge sammen…

I skrivende stund står aftensmaden og simrer bulderkoger, og lige om lidt lander jeg langsomtlangsomt. Og senere, i aften, når jeg har bedre tid, skal I få at se en vaskeægte lækkerbidsken jeg har frembragt i dag.

Mmmmmmh…

For meget!!

…er når mand og barn synkron-prutter i sofaen, og selv synes de er monstersjove fordi de kan.

Jeg sad i midten. Men ikke særlig længe.

(Synes du også kvaliteten af indlæggene på bloggen disse dage er tænderskærende ringe?!)

Det bli´r en god dag...

...når man tænder bilradioen, og denne her toner frem.

Søndag. Eller: Hvordan man mister AL energi

Jamen, i dag er det jo ikke bare hvilkensomhelst søndag. Den er søndagEN. Den allerværste af dem alle. Dén, hvor det går op for én, at i morgen er det hverdag igen.

Sådan, rigtig hverdag; med madpakker, skoletasker, gymnastktøj, efter-skole aktiviteter der kører så skemalagt at man til tider skulle tro at vi alle bare var brikker i et lillebitte Ordnung Muss Sein logistik-spil, legeaftaler, helt faste arbejdstider, bogindpakning pik mig i øret!, forældrerådsmøder, kørselsordninger og turnusbagehelvede.

Og alt det andet.

Så i dag er det ikke bare søndag. Det er søndag med søndag på, og dét er da lige til at tude lidt over. Det ville bare være det eneste der ikke hjalp.

Nææh, du. Organize! Ret ryggen, kom i gear og få bagt det skide rugbrød. Få handlet til de madpakker og vasket det tøj. Hephephephephep!!!

Og lad være med at tro, at det hele ordner sig selv, bare fordi du smider røven i sædet og skriver overspringsindlæg på bloggen, hva´?!

Med sommerferien liiige om hjørnet…

sneg vi os udenfor i lækker, blid aftensol. Alle zusammen. Og nu er pigerne faldet i søvn med duften af bål-popcorn og ristede marshmallows i næseborene endnu.

Det smager da lidt af sommer…

Nyt fra Vestfronten

På plussiden…

• har jeg spist kager efter Blomsterbergs opskrifter. Århhvad, det var godt!
• har jeg spist kager efter alle andres opskrifter. Århhvad, det var godt!
• er jeg helt holdt op med at drikke kaffe, efter jeg opdagede PICKWICKs lakridsrodsthe. Nejnej. Jeg får ingenting for at nævne dem, men man kan jo altid håbe de sender et par kasser gratis. Som tak for de pæne ord og den fede font.
• har jeg en dejlig mand, der er blevet helt kåd og overstadig efter at han fik lov at brænde samme beløb af, som jeg har sparet efter jeg holdt op med at ryge. Fordi han ønskede sig nyt legetøj, og jeg ikke ville ane hvad jeg skulle bruge pengene på.
• var det så ½ år uden cigaretter, forøvrigt. Rygklap og rosende tale frabedes venligst, men bestemt. Jeg er kommet til den konklusion at jeg mere skammer mig over nogensinde at være begyndt.

På minussiden…

• kan resultatet af alle kagerne ses på badevægten - så nu tager jeg mig sammen, gør jeg! Farvel til sukker og lækker smag, goddag til streng diæt og spidskål.
• fik jeg lige lyst til at tabe min mobil på hårdt, hårdt flisegulv i fredags. Resultat: Smadret skærm, og moi med lånemobil.
• er der sparerunde på jobbet. Sur røv, nedgang i timetal og farvel til en god kollega. Pispispispispis!

Send flere penge, tak… Jeg lover ikke at brænde dem af på smøger og kager.

Nogle gange…

skulle man bare have holdt sin store k*** lukket. Eller tænkt sig om en ekstra gang, inden man svarede.

Denne gang lød spørgsmålet: “Moar… må jeg gerne flytte værelse til dét nedenunder?”. Gæt selv, hvad spaden svarede.

Nu sidder vi hér; søndag aften, fuldstændig fladmaste af weekendens strabadser – og vi er stadig ikke halvt færdige. Undertegnedes lager-over-alt-mellem-himmel-og-jord er blevet ryddet ud og ryddet op, og dét i sig selv er en opgave der automatisk burde udløse en-eller-anden form for tapperheds- og fortjenstmedalje. Det var bare det første der skulle gøres, for det var fandenpikkemig dér barnet ville flytte ind!

Så nu er det tomt. Og der dufter af maling. I morgen regner jeg med at starte på at male vinduer, dør, karme, lister og gerichter (crap), og så mangler vi jo bare at flytte Astas møbler ned. Og Agnes´ møbler ind på hendes nye værelse. Og vores soveværelsesmøblement ind på…………….. og… og… og… *phew*

Hvis vi er heldige, er vi nok allesammen på plads igen næste søndag aften, for der er nogen der påstår at vi også skal nå at gå på arbejde omkring 37 timer den næste uges tid.

Og hvad så med alt dét der var på værelset, spø´r I?! Jo, det var lige i pit på spisebordet, i vindueskarmene og rundt omkring på stuegulvet for en stund, men nu ser det ud til at det så småt har fundet plads på 1. salen. Og det bli´r lækkert! Meget, meget bedre end før, så vi kører ren win-win her.

I virkeligheden tegner det hele til at blive super – og tøsebørnene er mere end tilfredse med de løsninger vi har fundet frem til.

Nu vil det bare vise sig, om de gamle tøjskabe klarer en flytning op ad trappen… og om jeg når at slappe en lille bitte smule af inden en ny arbejdsuge starter.

Idiotens guide til Simple Living

Jeg har ikke alle grundprincipperne klar endnu, men jeg arbejder på dem. Jeg har dog Step 1 helt klar allerede.

Når du alligevel er i gang med at rydde op i ny og næ…

…så tag lige et dato- og relevanstjek på de papirer der hænger på opslagstavlen, ing´?

Spis nu brød til…

Jeg har holdt Store Bagedag i dag. Det fortjener vel i virkeligheden ikke et blogindlæg, men helt ærligt;

Er det ikke bare lidt en skam, at sådan nogle naan skal en tur i ovnen? De er så skide dekorative inden de bliver bagt!

Hvid yoghurt og sorte nigellafrø. Det bli´r sådan set ikke meget kønnere at se på, vel?

Og så var de i ovnen…

Først lige lidt koriander og hvidløg på, men ellers ganske plain – og de smagte fantastisch som supplement til aftenens menu.

Før vi spiste kogte Asta dem her…

og dem er der s´gutte noget dekorativt i før bagningen. Til gengæld er de noget så lækre at se på og sætte tænderne i bagefter. Kanelbagels er en topscorer her, men af en-eller-anden grund er det hundrede år siden vi sidst har lavet dem. Egentlig ærgerligt, for de er fileme nemme at lave.

Mmmmmh… Måske man lige skulle…? Bare en enkelt, med lidt kanelsukker på toppen, og en banan ved siden af…

Man skal ikke græde over spildt…

neglelak! Heller ikke selvom det var Max Factors fede guldfarvede. Og heller ikke selvom den endte sine dage ud over én kvm cremefarvet flise på køkkengulvet, helt uden nogensinde at have rørt en af mine negle.

Til gengæld har jeg nu guldglimmer laaaaangt op ad mit venstre ben, ud på foden og over det h-e-l-e på hænderne. Jeg kan altså åbenbart ikke tørre gulvet rent uden at bruge store dele hudflade også…

Crap.

Med held på…?

Søren kom hjem fra Kbh i aftes. Og vi har ekstraordinært fri i dag. Jeg tror ikke det var tilfældigt at jeg fandt Verdens Gladeste Lille Sten på gårdspladsen i morges…

Den gemmer sig lige dér. I nederste venstre hjørne af billedet. Og nej, det er ikke snyd, malet på eller fiksfakset på nogen måde.

Den er bare så glad!

Og det blev jeg også :-)

You´re NOT helping!

Kender I dét? Man har lige behov for at afreagere en lillebitte smule – bare lidt – og der er ikke et voksent menneske i miles omkreds. Hvad gør man så?

Man tyr til Facebook, gør man.

Og hvad er så det værste i h-e-l-e verden, når man bare havde brug for luft? Når man skriver

“synes det er SKOD, at komme hjem og opdage at der er gået en sikring omtrent kl. 07.17 i morges …så nu er der stadig 93 minutter tilbage før jeg kan hænge ungernes nattøj til tørre, og det er LÆNGE siden mælken passerede “temp.: lunken” inde i køleskabet!”

har man ikke fisket efter kommentarer i “se nu tingene i et større perspektiv”-kategorien. Slet ikke når ens mand er på rejsearbejde i Kbh, hunden lige har brækket sig over hele bryggersgulvet, græsset vokser i vildskab, plænetraktoren er død og barnet skal være til konkurrencedans 15 km væk lige om lidt!

Vel??!

Så vil man fandeme bare ha´ lov at brokke sig lidt. Jeg ved da godt at der er mennesker i Syrien og på det afrikanske kontinent der har det langt værre end mig.

Nogle gange er det også bare okay at være utilfreds med at have skedesvamp, selvom andre har ebola. Ing´?

Nåmmen, så sagde vi bare at jeg havde så´n en dag hvor jeg gerne VILLE tidligt i seng

Jeg véd godt at klokken i virkeligheden kun er lige omkring 13.15 nu, men indeni er det altså snart tid til at lave aftensmad. Mit indre ur er stået helt af, efter at være stået op klokken 04 på en mandag.

Jamen, hvorfor helvede gør man også dét??!

Fordi weekend´en var tæt pakket. Så tæt, at den korrekturlæsning der burde være fundet sted på arbejdsrelaterede papirer til dagens teammøde blev skubbet foran mig h-e-l-e tiden. Men så er det jo godt at hele verden sover klokken 04 på en mandag morgen. Så er der ro, blev der sagt!

Og nu? Mere kaffe…

Whoop whoop!

Fik jeg sagt at det er weekend nu? Og at årets Uldfestival i Saltum er lige om hjørnet? Og at solen skinner lidt, vi skal bage fransk æbletærte, hygge os sammen med dejlige mennesker? At jeg har lakridsthe i koppen, dejlig musik i ørerne og søde børn ved siden af mig i sofaen – og at livet i virkeligheden er herligt?

Not too shabby.

What´s new, pussycat?

Not much, really. Og vel egentlig slet ikke nok til at skrive et blogindlæg om det, men nu gør jeg det alligevel. Hvis mine børn engang fatter interesse for hvor actionpacked deres mors liv var som næsten-ung, kan de jo læse tilbage i skripterne, og få syn for sagen.

Og actionpacked, dét er det. Jeg har for eksempel bestilt uld til at filte tørklæder af i dag. Til jobbet ganske vist, men det tæller da alligevel, gør det ikke??!

Jeg tror også jeg har jokket et hundehår op i foden, og kan nu mærke det lille *prik* hver gang jeg tager et skridt. Alligevel har jeg zumba´et i dag. Livin´ on the edge. Jeg sagde det jo.

Nåja, og så holdt vi fest i lørdags. Dét er alligevel værd at få med! Selvom jeg jo faktisk lidt havde håbet på at være standervissen omkring klokken 11, og det så i stedet udviklede sig til sådan en ret stille fest. Med søde mennesker, god musik, masser af mad og drikke (Asti, jeg elsker dig!), grin og ballade. Og Gæt-og-grimasser. Ja. Vi er så nået dertil i vores liv, hvor vi tilhører det segment der faktisk kan få sjov ud af at kravle rundt på gulvet som Grethe Sønck* look-a-likes i vores salige minibrandert.

Ellers er vi just omtrent same old same old.

Hvis vi pludselig oplever noget á la million-Lotto-gevinst, en efternølers ankomst eller et jordskælv hører I fra mig igen. Og måske før. Men kun hvis jeg rent faktisk synes det er noget der er nogenlunde værd at skrive hjem om.

Deal?

*Forbrugerinfo til de der har forvildet sig herind ved en fejl, og eventuelt er født ultimo 1980´erne eller efter; Grethe var et lørdags-aftens ikon da mor var dreng. Send Onkel Google efter hende, så bliver du klogere.

Gennembrud!

Jeg har i aften (for første gang i lang, laaaang tid!) fattet lærred og pensler – og det virker rigtigt. Nu håber jeg bare ikke jeg er gået hen og er blevet “rusten”… *indsæt selv præstationsangst her*

Jeg tror ikke jeg har været bevidst om hvor meget jeg har gået og savnet det. I mange år var det jo “min ting”, det med tegning, farver, komposition og udtryk. Først senere er det gået mere over i garn, tekstiler og det mere håndarbejdsprægede, og så gik tegneriet i glemmebogen. Eller… det blev negligeret, i hvert fald.

Nu fortryder jeg lidt. Jeg var faktisk rigtig god engang. Nu; not so much. Jeg har glemt rigtig meget af det rent tekniske, kan jeg mærke – og inden der nu sidder nogen derude og messer “kreativitet skal komme indefra, og teknik har ikke noget med sagen at gøre”, så tillad mig at sige: I beg to differ.

Kreativiteten kommer så meget nemmere, hvis basis er i orden. Hvis man ikke skal famle sig frem, og opfinde den dybe tallerken på ny hver gang, bliver det altså lidt sjovere. Måske mest fordi det så indbefatter succesoplevelser, i stedet for fiaskoer. Nå.

Egentlig pizzeligemeget. Jeg kan mærke at det kribler i mine fingre for at komme til lærredet igen. Lidt noget lort at det eneste jeg kan gøre lige nu, er at se på mens det tørrer mellem lagene…

“Nogen” jeg kender…

blev otte år for et stykke tid siden. Derfor skal “Nogen” holde temmelig forsinket fødselsdagsfest i morgen. Og derfor står “Nogen”s mor nu i køkkenet og bager på livet løs.

“Nogen” har nemlig bestilt en flagermuseformet fødselsdagskage. Halloween in mind, og alt det dér.

Mens flagermusen køler af skal der foldes godteposer af fint papir og laves aftensmad, ryddes op og vaskes tøj.

Der´ altid nåed at gøre for en husmor…

Psst…! Hvis den der flagermus lykkes, bli´r I billedspammet i morgen. Needless to say; hvis der så ingen billeder er, så ved I med sikkerhed at den er blevet helt og aldeles ynkelig at se på.

Here I am!

Jeg er faldet i YouTube-fælden…

Og så kommer man jo ikke op lige foreløbig, vel?

Se bare hér! It´s all oldies but goldies:

Pas nu på. Hvis man først er faldet i gryden som barn er man hooked. Men der er fandeme hyggeligt på bunden…

Jeg tror ikke jeg kommer op igen i aften.