onsdag den 1. august 2012

Gode intentioner

Jeg er alene hjemme denne uge, og har i dén forbindelse hørt at man bør gøre noget godt for sig selv. Sådan i afdelingen selvforkælelse - hen ad manicure/pedicure, karbad, tid ad libitum og et glas rødvin i ro og mag.

Nåmmen, så så man så mig vandre hvileløst rundt i gangene i Kvickly i går eftermiddags - på jagt efter lige dét der skulle gøre det ud for selvforkælelse pour moi.

Det er jeg bare sådan lidt fesen til, for jeg har intet badekar, bryder mig ikke om rødvin og har lige knækket to negle i sidste uge (jvf. brolægning og havearbejde extravaganza), så det dér med mani/pedi´en kunne sådan set også være lige meget.

Jeg endte med at gå ud fra Kvickly med en ny hulahoop-ring og en pose gulerødder. Sundhed galore.

*Klip!*

Fem timer senere var kassen med hulahoop´en stadig uåbnet, gulerødderne urørte - og jeg havde sukkerkvalme ovenpå for 30 kroner kunstige farvestoffer. Og lidt selvlede også, men dét feder i det mindste ikke.

I dag er hulahoop-dag. Og den er helt vildt sjov, helt vildt hård og helt vildt effektiv. Læs: Jeg sveder som et svin.

Så nu har jeg snuppet en håndbajer. Dét må cirka gå lige op.

3 kommentarer:

Lena sagde ...

Uhhh din stakkel!!! Vent du bare til du ser/mærker dine ribben imorgen.. Mine var BLÅSORTE i 14 dage efter den første halve time.. Nu står hulahopringen så i skammekrogen ude i laden!!;-)

Eva sagde ...

Uh, jeg var så dygtig til hulahop engang, men der var der også en "bane" (læs:talje) den kunne køre i. Det er der ikke mere, så jeg tror, den vil falde ned, hvis jeg prøver....
Hører vi lige om det virker?

Moster Munter sagde ...

SKÅL! Håber hullahopperiet virker!