Mine arme er lange som en orangutangs i aften. De sidste dage er gået med rent og skært knokkelarbejde (helt efter planen), og det kan mærkes.
I går reddede jeg Sørens sjælero en smule, da jeg rensede cirka 300* gamle mursten for lige så gammelt cement, mørtel and what have you. Desuden reddede jeg et pindsvin fra hunden og fem frøer fra havetraktoren.
It´s all in a days work. Don´t thank me.
I dag har jeg så som sagt reddet mig et par lange arme – ved at slæbe en pæn sjat af de sten på billedet ovenfor – og desuden en nydelig hummeragtig kulør på det meste af kroppen, efter en eftermiddag i selskab med buskrydder (Nej. Ikke “bus-krydder”) og ufremkommeligt krat.
Jeg reddede mig også en lækkerlækker frokost… *Uhmmmm!* Ingen billeder, for jeg inhalerede den lige så hurtigt som den landede på bordet foran mig. Men den var smuk! Scrambled eggs med babyspinat, mexikansk krydret laks, honningristede valnøddekerner, lækker pølse, grøn salat og tomatsalat in all its glory. Han forkæler mig, min dejlige mand.
Nu er jeg lidt træt, men meget veltilpas. Og i morgen tænker jeg at jeg bevæger mig ligesom min ven her…
*og nej, det er ikke bare et tal jeg slynger ud for at overdrive. Trehundrede! er mange – og der ligger omtrent lige så mange derude endnu og venter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar