Jæhæi! Foråret er på vej, de første vintergækker titter frem ude i haven (selvom jeg ikke har fået fotodokumenteret dem endnu, betyder det altså ikke at de ikke er der...), fuglene kvidrer når jeg vågner om morgenen -og Operationen er skudt i gang hos Pernille. Foråret, og påsken, er nær :-)
Jeg skal være helt ærlig. Jeg er ikke sådan en der har det helt store, forkromede, følelsesladede forhold til påsken. Jeg pynter såmænd ikke engang særlig meget op med fine æg eller noget. Det bliver kun til det pynt pigerne kommer hjem med, men dét er altså også fint.
Nej, jeg er ikke religiøs. Ikke engang "kristen light", men vel nærmest ateist. Eller selvvalgt hedning, kald det hvad du vil. Påske for mig betyder hygge, tid, forårets komme, familie og chokolade! I rå mængder, altsammen.
Jeg har det ligesådan med alle de andre kristne højtider. For mig er det tradition, hygge og tid til, og med, familie og venner. Og derfor er jeg også så glad for at Operation Påskeglad tegner til at gå hen og blive netop dét - en tradition.
I år har jeg meldt mig til for første gang, og jeg tænketænketænker allerede, for jeg vil gøre en-eller-anden rigtig glad. Det har jeg bestemt mig for, og jeg håber du vil gøre det samme. Logoet ude i sidebaren er til for det samme. Klik på det, og tænk så over hvad du vil sende afsted. Måske til mig... :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar