Jeg gik den sædvanlige morgentravetur med Jagger for 1½ time siden. Jaja, morgen og morgen, dét er vel så meget sagt, men jeg skulle altså lige have overstået madpakkefabrikken og have afleveret pigerne først.
Men altså: Det er rent cirkus, dette her. Det er det samme menageri hver dag, når den hund får remmen på. Vi to går pænt og nydeligt afsted - mens jeg hele tiden kan høres som et kasettebånd med sløjfe på "Plads!... Nej!... Hér!... Plads!!... Nej!, sagde jeg!" Han har tilsyneladende stadig svært ved at forstå at jeg faktisk mener det alvorligt, dét der med at gå pænt i stedet for at rive min venstre arm af led hver gang han opdager noget spændende. I hvert fald er remsen nødvendig, for så ved han jeg mener det, og så bliver traveturen god for os begge to.
Dét der gør turen sær er slet ikke ham. Heller ikke mig. Det er katten! Eller kattene, alt efter deres humør. Vi har nemlig altid mindst én stor, gråstribet hankat med når vi går tur. Han kan slet ikke lade være, torsken. Så vi trunter afsted, alle zusammen. Jagger og jeg forrest, og en eller flere katte som en fin hale efter os, hele vejen gennem byen.
Det syn har fået mangen en bilist til at tage farten af, rulle vinduet ned og strække hals for lige at kigge efter en ekstra gang... Men vi er altså også dygtige. Nu mangler jeg bare et tøndebånd og en sprechstallmeister, så er vi klar til at rejse med det. Jeg skal slet ikke være bange for at kattene ikke vil med - jeg skal bare sætte remmen på Jagger, så kommer de af sig selv ;-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar