onsdag den 15. juni 2011

Black power!

Dagens absolut bedste grin so far indtraf fem minutter efter jeg var mødt ind på arbejde.

Huset var helt stille, og der var ikke et menneske i sigte. Meeeeget mærkeligt, for der plejer at summe af liv allerede fra morgenstunden. Da jeg bestemte mig for at gå op i administrationen så jeg hvorfor.

Vi fik leveret nyt kaffeaggregat i går. Af dén slags der kan levere både café au lait, cappucino, latte, chocolat og espresso – ad libitum! Og foran vidunderet stod til morgen husets samlede bestand af socialkonsulenter, fysioterapeuter, administrationspersonale plus det løse, mens de “iiiiiiih”´ede, “ååååh”´ede og “neeeeeej!”´ede sig igennem sortimentet.

Jeg kunne ikke lade være. Jeg lagde mig midt på gulvet, i noget der skulle ligne næsegrus beundring for den nye altertavle. I kan selv tænke jer til reaktionen…

Jamen for fanden da. Ikke at en ny kaffeautomat ikke er fed, men at den i dén grad kan samle en flok voksne mennesker i benovelse havde jeg ikke lige set komme. Man kunne få tanken, at det kunne have set ligesådan ud da den første telefon blev sat op engang. Det var lige før jeg forventede at en-eller-anden ærbødigt lænede sig frem og halvt hviskede til automaten:

“Latte, tak…”

;-)

1 kommentar:

Kirsten sagde ...

Jeg kan lige se det for mig :-)