Nu er der tomt i huset igen, bortset fra de faste beboere - og det er skønt.
De sidste fire timer har vi været belejret af 10 femårige og to syvårige, for der skulle holdes fødselsdag for Agnes igen-igen. Denne gang var det kammeraterne fra børnehaven der skulle festes med, og de to syvårige havde meldt sig som "tjenere" og generelle opsynsmænd for de små.
Hold da op, hvor sådan en flok kan larme. Skulle man på noget tidspunkt indenfor den sidste periode have været en smule skruk, skal jeg lige love for, at sådan en børnefødselsdag kan tage toppen af det! Hvor er jeg glad for, at vi kun har de sædvanlige to børn tilbage lige nu. Men det har nu altså været rigtig hyggeligt og sjovt, dét skal der ikke herske tvivl om :-)
Nu er der så gjort rent bord. Resten af kagemanden ligger i fryseren, og opvaskemaskinen kører i højeste gear - for om cirka 2½ time venter "High School Musical on ice" i Gigantium. Det er en ren gulddag for tøsebørnene, det her.
Jeg er bange for, at det eneste jeg får at se, er indersiden af mine øjenlåg...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar