Efterårshygge!
Der var frost på bilen i morges. Tænk, det kom faktisk helt bag på mig. Godt nok er jeg trukket i vinterstøvlerne forlængst, men at det nu skal til at være jakkevejr også, dét havde jeg ikke lige planlagt.
Det gør nu ikke noget. Jeg elsker sommeren, men jeg elsker også efteråret. Og vinteren. Og foråret. De sidste to får vente lidt endnu, men nu glæder jeg mig til alle de ting vi plejer at få efteråret til at gå med. Levende lys i vindueskarmene er altså brandhyggelige, og hører de mørke årstider til.
Jeg tror jeg skal have købt græskar ind til på lørdag. Pigerne og jeg kan snildt få en dag til at gå ved det store bord inde i stuen med at udhule, snitte ansigter, sætte lys i - og ikke mindst få saltristet græskarkernerne i ovnen bagefter. De skal have rigeligt med groft salt, så de bliver rigtig gode, og jeg ved af erfaring at lageret ikke kommer til at holde længe.
Efterårsferien venter lige om hjørnet, så en tur i Zoo skal det også nok blive til, og måske en tur i skoven efter mos og kogler. Og ned til genboen efter kastanier skal vi i hvert tilfælde også. De har det største, smukkeste kastanietræ lige i udkanten af gårdspladsen, og der er en veritabel overflod af flotte, skinnende kastanier hvert år, som jeg ved de gerne deler ud af. Jeg elsker kastanier.
Måske skulle vi også pakke os rigtig godt ind, og få tændt op i bålpladsen en dag. Varm cacao, ristede skumfiduser og røde kinder... Og lys i græskarlygterne.
Det bliver da skønt :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar