Kælepot II

Det var egentlig aldrig meningen, at han skulle have været indenfor. Bølle-Bob, altså.

Han er p.t. den eneste killing på matriklen, og det er nok alligevel derfor det er gået galt. Han er simpelthen bare for yndig. Han er ikke til at tage ordentlige billeder af, for øjnene lyser i blitzen, og han sidder ikke stille længe nok til at man kan nå at fokusere ordentligt, så dette er hvad I må nøjes med.

Normalt kommer der ikke katte ind i huset. Her bor vi nemlig, og Jagger. Og selvom sidstnævnte er en overordentlig sød og rar skabning, er det altså ikke en god kombination med ham og katte sammen.

Han er ikke grim ved dem, overhovedet ikke. Faktisk synes han selv, at han er deres allerbedste ven. Det synes de bare ikke. Han jagter dem. Pisker afsted, pivende og gøende når han ser sit snit til det. Men han vil bare lege. Får han dem trængt op i en krog, bliver de slikket, puffet rundt og - en gang imellem - trådt lidt på. Bare for sjov, tror jeg han tænker. Kattene synes det er ufedt. De synes han et stort, dumt drog.

Jeg vil ikke have den fangeleg inde i huset. Jeg ved jeg ville få det, hvis han så en kat herinde. Så derfor er reglen nu: Hvis Bølle-Bob er inde, skal Jagger blive i bryggerset. Det fungerer ok. Indtil videre. Katten får lov at komme ind en gang imellem, får sig en godbid ude på køkkengulvet, og lægger sig derefter godt tilrette på et varmt skød i en times tid. Og så er det ud igen.

Vi burde jo bare lade ham blive derude, men han er alt, alt for charmerende. Går der og miaver, kigger op og smyger sig om benene på os. Han vil kæles, vil han - og pigerne især kan slet ikke stå for det.

Det kan jeg nu heller ikke.