Jeg fik jo ret. Det blev en dejlig, dejlig aften :-)
Maden var som sædvanlig fantastisk! Hummer, havtaske og friske asparges på sprød salatbund... Grillspyd med hummerhaler, fulgt af appelsin-/fennikelsalat... Oksemørbrad med ovnbagte rodfrugter og kantarelsauce... Mmmmmmmh! Hvorfor den mand er pædagog, det forstår man ikke - eller, jo, det forstår man godt, for det er han også brandgod til :-)
Og der var bingospil med tilhørende pakker. Sjove, gode, hjemmegjorte, søde, skøre og praktiske pakker. Og helt ekstraordinært, kun én spiselig overraskelse i år. Underligt egentlig, for ved sådan et pakkespil plejer der da altid at være de obligatoriske Toffifee, After Eight og chokoladejulemænd i mindst en trediedel af de indpakkede hemmeligheder.
Underholdningen (igen) i år var quiz. Jeg har nævnt det før, men vi er altså quiz-folk derovre. Musik, film og jul i TV var nogle af kategorierne, og det var - som altid - en stor succes. Men holdopdelingen var højst unfair, og overdommeren var partisk. Og det siger jeg overhovedet ikke fordi vi tabte. Stort..... ;-)
Og så var der jo nissegættekonkurrencen! Ha. Ha. Ha. ....... Jeg vandt, gjorde jeg! Otte ud af ti rigtige, og der fulgte selvfølgelig præmie med. Jeg vandt et quizspil (selvfølgelig) om Danmark, og jeg skal nok få det indviet her i juledagene. Præmien er dog sekundær, for det jeg er mest tilfreds med, er at jeg nu har håneretten indtil næste år - og så skal jeg sørge for at have øjne og ører åbne igen.
Vi sluttede selvfølgelig aftenen af med "farvel, og god jul"-krammene, og et enkelt "farvel, og pas nu godt på dig selv, og lov at komme forbi en gang imellem"-kram...
Jeg håber de får en dejlig jul allesammen, og skal ikke glemme at sende både en kærlig tanke og en sms d. 24. En enkelt af de unge får jeg dog fornøjelsen af i julen, for han skal hjem til os juleaften, og det har vi glædet os til længe. I morgen skal træet hentes, bringes ind og pyntes, og det skal han selvfølgelig også være med til. Så mon ikke jeg skulle komme i gang med støvsugeren, egentlig...?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar