Jeg klarede det s´gu! Jeg kom ind i det trafikale helvedes forgård de kalder Aalborg C - og jeg kom ud igen. Med livet i behold.
Decemberkaos...
Nå. Men altså: Bortset fra at det tog 45 minutter at finde en p-plads, og bortset fra at folk opfører sig som vilde dyr bag et rat i kampen om samme p-plads, så er jeg nu en tilfreds kvinde.
Gaverne er stort set i hus, nu mangler kun en til svigermor og tre styk til nogle søde unger i nabolaget. Jeg tror jeg har styr på det hele.
Ikke at der var megen tid til at nyde turen i Aalborgs julesmukke gader i dag. Jeg tror jeg mentalt var sat i 6. gear, og havde GPS´en slået til. Min indre Åse (for det hedder hun altså, efter at Liselotte har døbt GPS´en i hendes bil sådan - jeg kan ikke få det navn ud igen!) var tastet ind til "Next stop: Fætter BR!"... "Next stop: GAD´s boghandel!"... "Next stop: H&M!"...
Det var svært at argumentere med IndreÅse. Jeg var ellers tæt på at få hende overtalt til en kop kaffe på Baresso, men så kom hun med den overbevisende pointe at vi jo var færdige med indkøbene, og bilen var i en helt anden retning. Ergo: Ingen kaffe. Kun indkøb, og så ellers bilen i 5. gear igen, og ud ad motorvejen indtil jeg nåede ud på landet igen.
Det der med julehygge, varm cacao, brændte mandler, fine julelys, æbleskiver på rådhuset og butiksoseri, dét får vente til en anden dag. En dag, hvor vi kan tage afsted hele familien, og hvor der ikke skal købes gaver.
Og så lader vi IndreÅse blive hjemme!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar