Vi fik en dejlig juledag i det lille hjem på landet. Som vanligt blev vi både mætte og begavede :-)
Dagen gik som sådan en nu gør, med masser af madlavning. Der skulle steges kalkun, som forøvrigt lignede Frankenturkey inden den kom i ovnen, for den var syet på både kryds og tværs, grundet en lidt uheldig udbening fra Sørens side. Den smagte dog, som altid, rigtig dejligt, så pyt med syningerne. Der skulle laves waldorfsalat, rødkål, brunede kartofler og hele balladen, så dagen gik da. Heldigvis havde mor lovet at tage ris á la mande og mandelgave med, så det skulle vi ikke tænke på.
Heldigvis. For så var tiden også til, at vi både kunne spille PlayStation med ungerne, og nå at se Disneys Juleshow. Uden Bambi & Stampe, Pinocchio, Chip & Chap, Anders And og alle de andre er det altså ikke rigtig jul, hvis I spørger mig!
Træet (eller: træerne) blev pyntet dagen før. Ikke fordi det er tradition herhjemme, men fordi det var dér tiden var til det. Jeg synes faktisk det blev rigtig fint. Ikke et overpyntet træ, og bestemt heller ikke et særlig kraftigt træ, men alligevel: fint. Det var ikke meget julepynt der var genbrug fra forgangne år, men jeg havde jo også sagt at der skulle lidt forandring til i år. Agnes tog billedet nedenfor, og hun er ikke så høj endnu, så derfor må I undvære toppen - og balancen kniber det vist også lidt med, for herhjemme står det altså lige ;-)
Inden aftenen for alvor gik løs, var gaverne pakket fint ind. Her sender jeg lige en tak og en kærlig tanke til en, der altid er god til at lægge små overraskelser ud på nettet, så vi andre også kan få glæde af dem. Hendes gavemærker fra sidste år reddede mig lige i en snæver vending, for de passede perfekt til alt det bånd jeg havde indkøbt til lejligheden. Skønne kvinde :-)
Apropos gaver, så nåede vi lige at mærke en snert af "lort og lagkage!" juleaften... Agnes var en kende overgearet ved udsigten til alt det gode, så inden vi skulle omkring træet, nåede hun i fuld fart at vælte en stor, flot pakke med sådan et rabalder inde i stuen. En pakke til min bror og hans kæreste, og en pakke de havde en mistanke om, indeholdt en temmelig bekostelig PH-standerlampe. Aaaargh!!!......................... Heldigvis skete der ikke anden skade, end at Agnes selv blev så forskrækket over at have væltet den, at hun løb på værelset. Tårer og snot stod til alle sider, og hun proklamerede at hun aldrig mere ville komme ned, og pyt med julegaverne og juleaften. Hun blev da heldigvis klogere efter ganske kort tid med trøst og knus.
Alle fik gode gaver. Calvin Klein, Hugo Boss og Donna Karan har ikke levet forgæves. Og så stod aftenen i Nintendo og High School Musicals tegn for pigernes vedkommende, så vi har ikke set meget til dem i dag. Der leges, gør der. Altså, når de kan få Nintendo´erne ud af hænderne på faderen og onkelen ;-)
Hvor er julen dejlig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar