En tradition

Det er ikke ordentlig jul herhjemme, før tæppet er hængt op. Tæppet til adventspakkerne, altså. I sin tid lavede jeg det til Asta, i et anfald af almoderlig omsorg og gå-på-mod. Selvfølgelig skulle der være plads til 24 pakker derpå, for sådan skulle dét da foregå.

Det holdt indtil Agnes meldte sin ankomst. Jeg har aldrig fået syet et ekstra, og for at være helt ærlig, så har jeg heller ikke fantasi til at finde på 48 gode pakker hvert år.

Så: Nu deles de om det ene tæppe der er, og de får pakker lørdag og søndag. Og jo, jeg har godt bemærket at der ikke er pakker derpå endnu. Jeg har stadig ikke nået at pakke dem ind, kun dem de fik her i weekend´en, og de lå altså bare fra Nissen...

Jeg er glad for det tæppe. Jeg synes det er så fint - og så er en helhjertet genbrugsfreak som mig glad for at også dét kunne laves af materialer fundet på lageret-over-gammelt-lort-og-skrammel. Jeg mener at kunne huske, at det eneste jeg var ude at købe, var de små ringe til at fæstne gavebåndet i.

Det er ikke blevet alt for fint. Det bliver det aldrig her i huset. Der titter sømkanter op her og der, helt med vilje. Der er pladevat indeni, så tæppet er dejlig blødt at se på, og så er den hvide kant rundt om lavet af mine gamle gardiner.

Hjerterne der sidder hele vejen rundt er fyldt ud med ekstra pladevat, så de får en fin dybde, og de er lavet af alt, lige fra almindeligt bomuldsstof og til bredbanet fløjl fra en gammel ´70-er vest. Den fine blomsterkant ude til højre i billedet er sprættet af køkkengardinerne fra mit barndomshjem :-)

Jeg elsker det tæppe. Det har bare at holde i en evighed.