Denne weekend er hidtil ikke gået helt som planlagt. Den skulle have været rolig, fyldt med nydelse og ingen stress og jag. En perfekt afslutning på en dejlig ferie.
Hø.
Det startede faktisk allerede i går. Vi kørte i samlet trop til Brønderslev for at vinterekvipere pigebørnene, og det var hyggeligt. Desværre fandt vi ikke andet end vinterjakkerne til dem, men de var altså også fine.
Kodeordet her er “var”. Pigerne fik dem nemlig på allerede i butikken, for de var helt forgabt i dem. Dét var der jo som sådan ikke noget galt i – bortset fra at vi på hjemvejen var så “heldige” at møde en omstrejfende hundehvalp som vi lige ville følge hjem til ejeren, så Søren og pigerne gik afsted, mens jeg blev ved bilen.
Små 15 minutter senere kom pigerne tilbage. Dækket fra top til tå i mudder – og Agnes med småbitte huller i den nye jakke. Stort set samme størrelse som småbitte hvalpetænder. Og mudderet var placeret i et mønster der grangiveligt kunne passe med hvalpepoter. Fra støvlespids til op på brystet.
Sjovt nok havde de hvalpen med tilbage, men ikke Søren. Han stod nemlig i mudder til anklerne, og hjalp hvalpens ejermand med at hive/skubbe/tvinge en fastkørt bil op ad selvsamme mudderpøl som tøserne nu havde halvdelen af på tøjet.
Okay så. Hjem og smide pigerne i bad, og de nye jakker (“Kr. 950,-“ - “*Gisp!* Bare på beløbet…”) i vaskemaskinen.
Resten af fredagen gik uden problemer. Men så blev det lørdag.
Søren var ikke hjemme, så jeg troede (fejlagtigt) at pigerne og jeg bare skulle råhygge dagen væk.
Så brækkede Jagger sig tre steder på stuegulvet. Og mens jeg tørrede bræk op kunne jeg høre en meget tydelig, og velkendt, hyletone i det fjerne. Dén hyletone indikerer at stokerfyret er gået ud, såeeeeh… skulle jeg ikke lige tage at starte det igen også?
Jeg kom da ind igen. Kun for at kigge nærmere på Agnes´ snottede næse, og ringe til vagtlægen for at høre om ikke jeg kunne smøre hende i et-eller-andet.
“Det kunne godt lyde som stafylokokker… Vil du gerne have kigget på hende?”
Tjaaaah, hva´ tror du selv, Bette Mand?
Ud i bilen, afsted til Hjørring en time herfra, ind til vagtlægen for at få bekræftet og sendt en recept til Apoteket i midtbyen, drøne afsted inden apoteket lukkede 25 minutter efter endt lægebesøg, ende i trafikalt H E L V E D E i Metropol, nu kun 15 minutter før apoteket lukker, halvløbe gennem Østergade, et kort øjeblik panikke over kun at møde en låst dør, men derefter ved et rent svineheld finde en vagtluge i en lillebitte opgang jeg slet ikke anede fandtes…
*Og puuuuuuuuust ud igen, Kirsten…*
Nu er der ro på igen. Og jeg er stik mod alle odd´s i et dejligt humør.
Er det ikke fantastisk?
3 kommentarer:
Nogen gange bider alle ulykkerne ligesom bare ikke på:)
God (og rolig) aften
Husk nu at nyde lørdag aften i fulde drag med et godt håndarbejde og noget ukompliceret tv.
Og hvis søndag viser sig ligeså udfordrende så skriv dig endelig ud af det igen i morgen. Det er virkelig underholdende læsning.
Imponerende at du ikke sidder og skumler i en krog. Jeg ville nok være gået ud som et lys nu.
God søndag.
Hilsen Kirsten
Pyha, sikke dog en dag.. kender det alt for godt det med at sådan en stile dag pludseligt ændrer sig til noget helt andet.. hen over sommeren var det lige før de oprettede egen hotline hos vagtlægen til os.. :))
Jeg har lagt et link til dit græskarindlæg inde hos mig i det nyeste indlæg, du kan jo kigge ind hvis du har lyst.. :)
Go week...
Send en kommentar