Kepi døde i nat. Den lille fugl kunne åbenbart ikke mere, så nu skal den begraves i eftermiddag når pigerne kommer hjem fra skole.
Fed start på første skoledag, ellers. To stortudende piger i sofaen, der lige havde fået beskeden over telefonen, for Kepi havde tilbragt natten hos Astas bedsteveninde, der havde en halvpart i plejebarnet. Og må man i dén forbindelse have lov at takke sin gud og skaber for at den ikke var i vores varetægt, da den stillede sine bittesmå træsko…
Vi lader billedet stå et øjeblik, og nyder den tid vi havde med det lille kræ. Den var jo sød, altså.
5 kommentarer:
og det er jo godt, at man ikke fornemmer nogen form for lettelse hos skribenten...?
Klem fra
mette,
der også har været igennem flere plejedyr. Men det var før bloggens tid...
Aaarh, Mette... ;-) Jo, jeg er s´gu lidt lettet (og jeg véd du så det!). Flere spørgsmål havde allerede meldt sig hos mig, hvis det var lykkedes at holde den i live:
Hvordan lærer man sådan en fugl at flyve?
Kan den selv sørge for føde, når den skal sættes fri?
Kan pigerne give slip på den, når tiden er?
Ikke småting, min ven. Men den VAR sød, og jeg havde gerne set at det var lykkedes for dem/os. Ikke mindst for fuglens skyld.
På plussiden var det bedre at den døde nu, og ikke om en uge. Og nu ved jeg at pigerne er i stand til at passe den fugl Asta har snakket om længe, for omsorgen fejlede absolut ikke noget - men det tror jeg Kepi gjorde.
Fred være med det lille kræ. It was not meant to be.
Ja, det sidste har du da så absolut ret i! Der var jo en grund til at Kepis mor ikke beholdt den, tænker jeg...
(er dét noget, vi mennesker skal lære af vores dyre-venner? altså det med ikke at beholde vores syge børn?)
For kælling da osse! fristes man jo til at sige.
Jeg kan godt forstå du er både lettet og trist på pigernes vegne.
Mette: Jeg tror naturen har helt ret - syge børn skal man lade andre om at tage sig af....;)
Send en kommentar