Udenfor står det efterhånden helt klart, at sommeren definitivt er ovre. Alting ser bare så meget mere faldefærdigt, trist og slidt ud på en regnvåd efterårsdag.
Lige nu er solen brudt en smule igennem, men alligevel ikke helt nok til at illusionen om sensommer kan opretholdes. Jeg er slet ikke klar til efterår endnu, så det gør mig trist til mode.
Indenfor er varm cacao, kortspil, omsorg og huslige pligter hvad min dag består af på denne blæsende tirsdag.
Asta er syg. Hun snotter, hoster og taler med en stemme som henleder tankerne på grønne Cecil og Johnny Walker – så vi har spillet 500, set tegnefilm og hygget. Langsomt.
Agnes har været i skole, men er nu blevet hentet igen – kun for at gøre mig klart at dagen i dag bliver som den i går… Hun har et slemt anfald af “Moooooooooaaaaaaaaar!?!” lige for tiden, og mener bestemt ikke at jeg skal være længere væk end en armslængde. Hele tiden. Hun er ikke ked af det, heldigvis. Hun er bare opmærksomhedskrævende, men dét kan såmænd også være opslidende nok. For os begge.
Selv opvasken kan være en prøvelse (som om det ikke var nok at maskinen stadig er i stykker, og mine hænder efterhånden er lige så rynkede som min gamle farmors var), for det er altså åbenbart ikke holdbart for den unge dame at jeg står knap otte meter væk, bøjet over køkkenvasken.
“Mooooooooooooaaaaaaaaar!?! Kan du lige hjælpe mig med…? Og vil du lige komme?!! Og vil du lige finde……?? Mooooooooaaaaaar!!?”
Jeg tror godt jeg vil bede om en trylleknap der kan nulstille sådan en tirsdag. En ommer ville ikke gøre noget nu.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar