En kærlighedsaffære

Min mandag starter dejligt. Mens resten af verden kører forbi med tuneren sat på P3 og Medina starter jeg dagen op med en gammel kærlighed. For fuldt drøn.

Det går lang tid tilbage. Helt til dengang cd-afspilleren lige kom på markedet i lille Danmark.

Jeg fik mit første stereoanlæg; postkasserødt plast med radio og cd. Det var c.o.o.l – og fik selvfølgelig hæderspladsen på mit værelse hjemme hos mor og far. Men cd´er havde jeg ingen af i starten, så jeg ønskede mig dem til fødselsdag og jul.

Helt naivt havde jeg bare skrevet “cd´er”, uden at skrive kunstnere på. Jeg gik da nok ud fra at dem der så min ønskeliste vidste nogenlunde hvad en ung pige ville høre (åh, som de Wham-drenge gjorde mig rød i kinderne…), men dér tog jeg så fejl. Grueligt fejl.

Jeg fik én cd det år. Med Johnny Cash.

Jeg skal være helt ærlig her. Jeg havde aldrig hørt om manden, men kunne allerede da jeg pakkede ud se at den ikke fik mange chancer, den cd. Selvom moster Ellen gjorde alt hvad hun kunne for at overbevise mig om at han var helt fantastisk, og en af de største kunstnere i vor tid.

Yeah right. Jeg spillede den et par gange, og selvom jeg godt kunne lide musikken en lillebitte smule, endte Johnny Cash cd´en alligevel sine dage som kastestjerne-attrap i skolegården. Ingen pis. Og undskyld, moster Ellen. Men det var bare ikke i orden at ligge inde med en Johnny Cash cd, når nu alle de andre havde Bros og Duran Duran, vel?

Årene gik, og han hang et eller andet sted ude i periferien, ham Johnny-boy. Jeg vidste ikke det var ham jeg så nådesløst havde været med til at slagte i skolegården, ejheller at jeg skulle gå rundt og fortryde henettelsen mange år efter.

Nu elsker jeg ham, og har gjort det i lang tid. Uforbeholdent. Nu er det ham der starter min dag på lydstyrke lort når pigerne køres i skole. Mens resten af verden kører forbi med P3 og Medina.

De ved ikke hvad de går glip af.