Men hvorfor altid i ansigtet???

Agnes er ikke sit sædvanlige kønne selv i dag. Stille og trist er hun også, men dét er der ikke noget at sige til.

Lige da jeg hentede hende på skolen havde hun så travlt med at komme hen til mig, for at vise mig at hun havde fået klassebamsen Kvik med hjem på weekend – at hun i farten snublede i Kviks taske, og faldt lige så lang hun var på p-pladsen. Hun valgte desværre at afbøde faldet med ansigtet.

Nu sidder hun i sofaen. Asta og jeg har leget Florence Nightingale og har haft vaskeklude, tatoveringsplastre en masse og lommelygte (“pupiller? tjek!”) fremme – og nu spiser patienten is. Masser af is, for munden gik det selvfølgelig også ud over.

Knæene er ømme og skrabede, og hænderne ligeså. Overlæben er hævet op á la andenæb. Næsen er ridset både ovenpå og nedenunder. Panden har fået et laaaaangt skrab i venstre side, ligesom kindbenet i samme side – og jeg skulle gå meget galt i byen, hvis ikke jeg får ret i at hele området har antaget en nydelig blå farve lidt senere i dag.

Hun ligner én der har taget et par omgange mod Kessler.

Hun bli´r så fin at se på når hendes fødselsdagsgæster melder deres ankomst diverse dage i løbet af den næste uge…