Jeg skal til at tage mig sammen. Min vægt står stadig stille, og det er min egen skyld.
Jeg vil jo stadig gerne tabe mig – men det der skal til er at
1/ jeg strammer op omkring kosten igen! Ikke at jeg er gået amok i cheesecake og flødeskum, men jeg er ikke længere lige så standhaftig når der kommer dessert og kage på bordet. Hvor jeg før ville have sagt blankt nej, er jeg nu begyndt at snige et lille stykke over på tallerknen. Det er et “no go!”, og det skal være slut, skal det.
2/ jeg skal bevæge mig noget mere. Selvom jeg passer på med maden, står vægten altså for stille så længe jeg ikke kommer ud at… *ydrk* …løbe.
Fik lige en lille smule opkastsfornemmelse dér.
Jeg. Er. Ikke. Løber.
Det er ikke selve akten jeg er imod. Det er idéen om at nogen skal se det.
Jeg kan ikke gøre for det. Jeg kigger selv når Løberne kommer forbi, og er helt nådesløs i min indre vurdering – og jeg véd godt det er skidt, men jeg ved også at jeg gør det fordi jeg sammenligner med mig selv.
Jeg ser a.l.t.
Om dellerne hopper, hvordan løbestilen er, om løberen er fuldstændig koksrød i hovedet af anstrengelsen, om tempoet er højt eller lavt – og jeg føler mig sølle hver gang. Et skidt menneske.
Jeg ved nemlig godt at når jeg selv prøver at bevæge mig hurtigere end rask gang er jeg alt andet end elegant. Jeg føler mig dobbelt så tung som normalt, synes bryster og lår hopper og blævrer ukontrollabelt, kan mærke at ansigtet antager farve som friskkogt hummer og at sveden driver overalt. Og så er vi ikke engang kommet ind på hvordan jeg lyder!
Indtil nu har jeg prøvet at slippe udenom med dårlige undskyldninger. “Jeg har jo ikke tid”, “det passer dårligt i dag”, “jeg kan da få den motion med WII´en”, “jamen på et tidspunkt så køber jeg en cykel, og så starter jeg dér i stedet”, “jeg kan godt nøjes med kostomlægningen” og “jeg har ikke tid” (ja, den var der to gange, men dén har jeg altså også brugt lidt for flittigt). Det holder bare ikke. Nu bliver jeg nødt til at indrømme ærligt, at jeg har påtaget mig flere ting end nødvendigt for at slippe for den løbetur i al offentlighed. Af to onder ville jeg åbenbart hellere tage opvasken…
Men jeg bliver nødt til det. Det er en hurdle, men jeg skal over den. Og i dag er vel den bedste dag at starte, ikke?
Og tænk; måske kan jeg faktisk lide det. Efter de første 30-40 ture…
2 kommentarer:
Lykke til Kirsten. Men var det ikke deg som var så flink til å zuuumba? Det er jo mye morsommere (og litt dyrere-les forpliktende) enn å jogge ikke sant. Og synes du det er virkelig skidt så kan du jo alltids gå en time hver dag i godt tempo. En kvinne jeg kjenner til har gått ned 40 kg siden nyttår på den måten-inkl. kostomleggning og ikke drikke lettbrus fordi lettbrus trigger søthungeren. Lykke til, jeg heier på deg.
Knus Kristin
Jo, det var mig Kristin. Jeg elsker Zumba, og gad virkelig godt gå til det igen - men ved endnu ikke om det kan lade sig gøre denne sæson, hvis "mine" AOF-hold i patchwork og broderi bliver oprettet......
Og den kvinde du kender; hende har jeg stor respekt for! Hold da op, en selvdisciplin hun må have. Det er SÅ flot! :-)
Send en kommentar