lørdag den 18. september 2010

Rent bord

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det…

005

For lidt over en time siden sad vi 13 mennesker omkring dette bord, og hyggede os med at fejre Agnes´ 7års fødselsdag – komplet med grovboller, sukkerboller, diverse oste, kaffe, øl og sodavand, chokoladekage med chokoladecreme og den obligatoriske brunsvier med slik.

En dejlig og hyggelig eftermiddag har det været …og alligevel spørger jeg mig selv hver gang de er taget hjem, hvorvidt det er rimeligt at det altid har taget dobbelt så lang tid at forberede besøget, som det tager at have det.

Pyt. Det er jo skønt, og vi ville ikke undvære det. Og en ekstragevinst ved sådan en fødselsdagsfest er jo gaverne – så nu behøver jeg ikke vaske tøj for Agnes i en uges tid.

004

Den unge dame fik intet mindre end fire komplette outfits, plus det løse. Derudover blev det til både Kidz Hits cd, dvd-film, WII-spil, vennebog – og en iPod der ankommer med posten en af de nærmeste dage.

Kom ikke her og sig at børn nu til dags er forkælede…

Nu slapper vi af. Søren henter pizza til pigernes aftensmad, jeg hækler mens jeg venter på at opvaskemaskinen bliver færdig første gang, pigerne spiller det nye WII-spil og roen er faldet på os. Totalt.

Og ved I hvad det fedeste er? Det er kun lørdag, så i morgen har vi fri! :-)

2 kommentarer:

Eva sagde ...

Der var engang, jeg prøvede at tælle op, hvor mange fødselsdage jeg har holdt med 4 børn og 2 voksne i huset. (Vi er 25 med kun de allernærmeste og så er det endda kun på "min side" af familien.) Jeg husker ikke, om jeg blev færdig med at tælle.
Man skal virkelig elske at holde fødselsdage, - det skal man... og det gør jeg vist også:)

Kirsten sagde ...

Det gør jeg også Eva. Kunsten er vist bare at huske det mens forberedelserne står på... ;-)