Har I også set det? På en af de store sandwichkæder vi allesammen frekventerer når det skal gå ekstrastærkt og vi ikke lige har lyst til regulært fast food af værste skuffe (som eddermugme ellers smager godt, men vi gør det ikke, nej vi gør ej!!!), har de fået burger på menukortet. Én burger. “The Burger”.
Jeg tror statementet skal være at der kun er én, fordi det ikke skal antage form af fast-food-joint som alle de andre, men for mig virker det bare fladt.
“The Burger”. Burgeren. Jojo, det er en amerikansk kæde, men jeg føler mig altså åndssvag ved at skulle bestille “én The Burger, tak”. Ikke at jeg kunne finde på det, for hvis jeg vil have burgere går jeg sgudda på Mickey Dee´s eller nærmeste store konkurrent (hvis burgere forøvrigt smager meget bedre – og nu dukker jeg mig lige for incoming byge af svadaer omkring hvilken burger der er bedst!), og når jeg går på sandwichbar er det fordi jeg vil have en sandwich. Så´n!
Hm.
Men dét jeg egentlig ville sige, var:
Hvad er det lige med sproget? Hvorfor skal vi nu til at have vendt tungen helt forkert, og bestille “The Burger” når vi lige så godt kunne bestille “burgeren”?
Hm?
Jeg får lyst til at drille, og spørge de unge acnebefængte ansatte om ikke de ligger inde med en “The Birkes” eller “The Bolle” i stedet…… men det er nok bare mig der er blevet en sur, gammel dåse.
“The Dåse”.
3 kommentarer:
Ja det er næsten ikke til at holde ud nogle gange. Har faktisk taget mig selv i flere gange at bestille det, som jeg vidste, at jeg kunne udtale perfekt, selvom hensigten var at få noget helt andet fra start :)
Er med i dered reklame film for den omtalte burger! ;)
Eller " The Sild"!?
Send en kommentar