Uldfestivalen i Saltum er slut. Da jeg kørte gennem byen her til morgen, lignede alt sig selv igen. Teltene er pillet ned, flagene er væk, ja selv de kilometervis af fingerstrik der prydede gaderne er borte… Men det var dejligt mens det stod på :-)
Jeg styrede mig i voldsom grad. Jeg kom hjem med
- en samling af visitkort
- en masse praktiske informationer
- svar på alle mine mere eller mindre dumme spørgsmål
- en enkelt porcelænsperle der skal sættes på en kraftig lædersnøre og sidenhen om min hals
- en masse billeder i kameraet
- en dejlig mavefornemmelse, efter at have genset og hyggesnakket lidt med Liselotte, og hilst på Anne
- et par krøllede cirkusbilletter
- …og et par meget trætte piger
Vi brugte hele dagen derinde i går. Eller, næsten hele dagen, for jeg skulle lige nå hjem og have lidt aftensmad, inden jeg skulle på arbejde i aftes. Jeg var temmelig godt brugt, men for pokker hvor havde vi hygget os :-)
Øjnene kunne ikke få nok i går. Der var farveglade høns til at varme æg og kaffe med…

Der var fine kjoler, og helt uundværlige tasker til strikkegrejet…


Der var Cathrines fantastiske gakkede høns til både stearinlys og grønt pynt…

Der var Birthe Sahls smukke keramikbrocher og knapper *note til selv: må til Halvrimmen snart!* …

Og der var garn. I massevis, men jeg fik hverken billeder eller poser fyldt, for det var ikke til at afgøre hvor man skulle starte eller stoppe.
Og så var der det absolutte højdepunkt. De Jydske Helte.

Jeg havde faktisk bestemt mig for, at dét måtte Agnes gå ind og se alene, for cirkus… Det er altså ikke lige mig.
Jeg endte med at gå med ind alligevel, for hun var ikke tryg ved at skulle derind alene, og jeg fortrød det ikke. Jeg græd af grin. Bogstavelig talt.




Jeg ved ikke bedre, end at kalde det dogme-cirkus. Tre mand, en stabel gamle sodavandskasser, en udtjent knallert, en ordentlig røvfuld musikinstrumenter, tonsvis af charme, ordekvilibrisme extraordinaire, og en udtalt evne til at underholde :-)
Jeg kan ikke forklare hvad der lige skete, så jeg vil ikke forsøge – men kun sige, at hvis De Jydske Heltes Solskins Cirkus nogensinde skulle komme i nærheden af dig, så må du ikke snyde dig selv. Gå derind sammen med ungerne. Du fortryder det ikke :-)
Jeg glæder mig allerede til næste år. Til det hele.