Da vi stod op i morges, var al sneen væk. Det er altså et trist syn, når man nu har længtes efter jomfrueligt, hvidt landskab. Når man har glædet sig til endnu en dag med røde kinder og løbende næser. Når man kørte hele vejen til Aalborg i går, for at købe nye bobslæder til ungerne! Akkeja, hvor naiv kan man være...
Vi håber det kommer igen. Det er så smukt, og det er så sjovt at lege i - for både børn og voksne, mennesker og dyr. Så må dagen i dag i stedet bruges på anden hygge, for hygges igennem dét skal der. Ferien synger på sidste vers, og vi vil presse de sidste dråber feriehygge ud af citronen inden hverdagen for alvor melder sig igen.
Søren er taget til herrefrokost, for en god ven fylder 40 i morgen, og han skulle overraskes i dag. Vi andre i husstanden nyder bare tilværelsen; Agnes er ude at lege med sin "allerbe´ste beninde i hele varden", Asta spiser det sidste fredagsslik og ser sin nyindkøbte dvd med Charlie & Chokoladefabrikken for første gang - og jeg kigger lidt med, bare fordi det er hyggeligt, og fordi Johnny Depp er eminent som Willy Wonka. Åh ja, og så prøver jeg at tage mig sammen til at af-jule hjemmet her, og klargøre til hverdag igen. Det går ikke for godt, det der med at tage sig sammen.
Pyt. Hvad er det i virkeligheden jeg skal nå? Jeg fik jo en dejlig overraskelse, da jeg ville update den nye kalender. Mødetider, aftaler, fødselsdage og andet skulle føres ind i 2009´eren, og hovsa! Den døgnvagt jeg troede jeg havde i morgen, viste sig i virkeligheden at være en aftenvagt, så dér faldt lige lidt ekstra hyggetid med familien lige ned i skødet på mig.
Heldige kartoffel :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar