Jeg føler mig gammel af og til. Mine led værker, og jeg humper rundt så jeg ligner noget der er løgn. Det er leddegigt, og jeg har vænnet mig til det, for jeg fik det allerede som barn. "Fik det allerede som barn" - dét lyder jo nærmest som en flot gave i glittet papir, ikke sandt? Det føles bare ikke sådan.
Jeg mærker ikke meget til det mere. Da jeg var barn og ganske ung var det rigtig, rigtig slemt, men nu kommer smerterne kun ganske få gange om året. Heldigvis.
I dag har været en af gangene. Et pludseligt, skærende jag har meldt sig i hoften når jeg har sat mig, rejst mig, taget et skridt, bukket mig for at tage støvler på, sat mig på hug for at hjælpe pigerne med noget, drejet kroppen o.s.v., o.s.v., o.s.v. Det har været sur røv, har det.
Jeg er principielt imod smertestillende stærkere end Panodil, men det er mest fordi jeg igennem årene har fået så forbandet meget af det. Gider ikke mere. Heldigvis kan man altså godt klare sig igennem med selvsamme Panodil, når det ikke er oftere der er behov for det. Nå ja, og så lidt varmebehandling. Og ro.
Jeg lyder som en gammel kone nu, jeg véd det godt. "Varmepude og benene op, bette ven. Så går det nok, skal du se." Tøhø...
Heldigvis er jeg ikke kun gammel og grå. Jeg er nu også ganske frisk og sprød at se på. Jeg har nemlig benyttet lejligheden (når jeg nu alligevel var bedst stillet med bare at sidde...) til en tur til svigermor - så nu er jeg nyklippet, og med hele tre forskellige farver i håret. Yeeeehaaaarh! :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar