mandag den 11. maj 2009

Zombie-mor

Som forældrer kan man i perioder fint sætte sig ind i, hvordan det må være at blive tortureret. Kinesisk vandtortur har jeg nu altså ikke prøvet (endnu), og vi forfalder heller ikke til vold herhjemme - men berøvelse af søvn, dét kender vi til!!!

Agnes er nu hjemme fra børnehaven på *tælle-tælle-tælle*....... ottende døgn. De første fire-fem stykker var med høj feber, og derefter har det handlet om forkølelsessår. I munden. For catan da osse...

Hendes immunforsvar har ganske givet været totalt i bund ovenpå feberen, så de to små blister hun havde på tungen udviklede sig lige pludselig til sår. På tungen. I kinderne. På gummerne. Überalles. Og det gør ondt.

Nu består hendes indtag af mad i blødt brød (minus skorpe) med koldt smør, isterninger, en smule yoghurt i ny og næ, lunkne mosede kartofler med lunken sovs, og alt andet der kan fortæres uden for megen smerte forbundet med det. Jeg har højt og helligt lovet hende kartoffelsuppe til aften, for det elsker hun - og med lidt held, og en hel del afkølingstid kan hun også spise det.

Hun er faktisk temmelig sej. Hun piver ikke alt for meget over det, kun hvis hun kommer til at bide sig selv hvor det gør allermest ondt, eller hvis der kommer noget hårdt derpå. Tandbørstningen er forfærdelig, men nødvendig.

Næh, dét der i virkeligheden tager pippet fra os, er nætterne. Hun sover inde hos os, for hun giver lyd fra sig mindst en gang i timen, når munden bliver for tør eller hun kommer til at gøre et-eller-andet der gør ondt. Hun vågner ikke. Hun klynker, piber og græder bare. Helt igennem hjerteskærende. Og nu, når jeg er vågen, synes jeg det er forfærdelig synd for hende - men i nat nåede jeg "Så stopper du altså!"-punktet. Dét har jeg selvfølgelig dårlig samvittighed over nu, men lur mig lige, om det ikke gentager sig i nat, hvis jeg ikke snart får en lille morfar på sofaen.

Jeg hverken kan eller vil sende hende i børnehave før hun er i stand til at spise nogenlunde normalt. P.t. kan hun ikke få nok ned til at opretholde et ordentligt energiniveau, og dét har hun altså brug for derinde. Så nu er de varskoet om at der nok går en dag mere før de ser hende - og herhjemme prøver vi at tilrettelægge hverdagen så alt går op i en højere enhed.

Det er ikke helt nemt. *Gaaaaaaaab!*

2 kommentarer:

Pernille sagde ...

Jeg har været der engang... det var frygteligt, jeg føler med hende, den stakkel!

Så vidt jeg husker er amitterisikoen ret høj, så må hun overhovedet komme i børnehave, før alle blister ar væk?

Rigtig god bedring, både med hensyn til mund og søvn :)

Kirsten sagde ...

Jeg ved det faktisk ikke, Pernille - og jeg er også fløjtende ligeglad!

Hun skal ikke afsted før hun er okay igen, for hun er overhovedet ikke sig selv disse dage. Og lige nu foregår der så meget omkring hende i børnehaven (som forøvrigt er en helt anden, og meget længere, historie...), så hun skal være HELT på toppen før hun igen kommer derind. Det er ikke fair overfor "det bette pus" at gøre det på anden måde.

Det er bare planlægningen i det der efterhånden volder problemer. Men det er ikke fordi vi ikke har prøvet det før; Asta har såmænd været samme omgang igennem da hun var helt lille, så vi véd, at der intet andet er at gøre, end at vente... :-(