Agnes, 8 år…

Den skulle altså med på billedet, den nye mobil! Det er en stadig søvnig Agnes der poserer for fotografen, men smilet er da ikke til at tage fejl af: Den smukke, store pige var lykkelig for sin gave i morges.

Vi har taget det hele stille og roligt i dag, kun med besøg af Mormor. Resten af fødselsdagsgæsterne er slet ikke i Nordjylland lige nu; næh, de er at finde så vidt forskellige steder som Kbh og Las Vegas, så dét får vente, det store familie-ryk-ind.

Men selvfølgelig var flaget alligevel hejst i haven, og fødselsdagssangen afsunget. Derudover var der endda kommet både fødselsdagskort i postkassen, og tillykke-sms helt fra USA. Alt var godt. Og den store pige var pænt stolt da hun pludselig svansede ud af døren og kvidrede “Jeg går lige ned til Luna. Du kan bare ringe, når jeg skal komme hjem…”

Så vi har haft en dejlig dag, lige efter fødselarens hovede. Jeg kunne pludselig flexe i eftermiddags, så hun blev hentet to timer før tid på fritteren (yei!) – og så gik resten af eftermiddagen ellers med at lære den nye Sony Ericsson at kende. Og med at lave aftensmenuen; ris og boller i karry! For enhver ved jo at det står på side 1 i Fødselarens Regelbog at man må bestemme når man fylder år. Også over aftensmaden.

Jeg havde nu bestemt hvad desserten skulle være. Også selvom det i virkeligheden ikke passede en skid sammen med boller i karry.

Og tak til Fru Rønne! De vakte lykke, de gode flødeboller, blandt både børn og voksne.

Jeg troede helt naivt at hver mand kunne spise to hver, men dét blev løgn. Der er altså pænt meget gods i sådan en fætter med mokka-, hindbær eller lakridsskum, skulle vi hilse herfra og sige…

Tak for flødeboller. Tak for en dag med masser af smil. Og tusind, tusind tak for en dejlig pige på allerede otte år.

Hørt hen over spisebordet

(…i forbindelse med det snarligt upcoming valg)

Søren: Jeg ved s´gu snart ikke… Er det i virkeligheden de to kandidater der er at vælge imellem…?

Kirsten: Høh. Jeg ved hvad du mener. Det føles af og til sådan lidt “pest eller kolera” –agtigt, ikke?

…

Asta: Så skulle I da tage at vælge kolort, selvom det er ulækkert. Pest dør man jo af.

Dans, for satan!

Nu er sommerferien forbi! Eller; det har den jo egentlig været i et stykke tid, men:

Dansesæsonen startede i går. Pigernes, that is. Det er ren hygge, og de elsker det. Det gør jeg faktisk også, selvom (og måske endda netop fordi) det betyder omkring tre klokketimer i umiddelbar nærhed af et par temmelig store højttalere med noget á la…

I morgen ta´r vi lige to timer mere…

Wrooooooooum…!

Jeg har knapt nået at trække vejret i weekend´en – og den smule luft jeg fik i lungerne var fuld af udstødningsgasser. En lynhurtig pedal-to-the-metal-gennemgang må lyde noget i retningen af:

• Komme hjem fra arbejde fredag eftermiddag, bage peanutcookies en masse, stege frikadeller galore og vaske tøj i lynfart. Og huske at fredagshygge med ungerne!
• Sent i seng og tidligt op igen lørdag morgen.
• Børn i bad, voksne i bad, alle i pæneste tøj og ud af døren – avec peanutcookies, frikadeller, drikkevarer, volleyballnet, skiftetøj og overnatningsgear til alle.
• Ankomme til fætter-/kusinefest med omkring 30 voksne, middel og helt små familiemedlemmer fra nær og fjern - alle i gang med knusekramme “Aaaaaaaih, hvor er det bare længe siden, og hvor er det dejligt at se jer igen!!” (og det var det fandeme også!).
• Så omtrent et døgn med frokost/aften/brunch/hygge/lege arrangement med masser af snak (der skulle jo catche´s up for omtrent 15 år), farvelritual á la gensynsritual dagen før…
• …og direkte til Cool Car Race på Flyvestation Aalborg.
• Nu fire timer med *wroooum!*, røg, brændte dæk, Ferrari og Porche – og et utal af letpåklædte eventpiger, for det hører sig jo ligesom til. Siges der.

Jeg var eddermame smadret i aftes!

Nu er jeg så småt ved at komme mig lidt igen. Halleluja for ganske almindelige mandage, siger jeg bare…

Wonder Who

Jeg har i virkeligheden slet ikke tid til at sidde ved pc´en. Weekendens fætter-/kusinefest er lige om lidt, og jeg er i fuld gang med madlavning, cookiebagning og tøjvask – men!

Jeg blev gjort opmærksom på strik extraordinaire i dag. Dette her, det er der ikke meget knold i nakken over. Det er strik ophøjet til kunst, med anarki, kant og charme – og jeg bliver simpelthen nødt til at eje……… Priserne er lige i overkanten af mit budget for at sige det mildt, men så kan man jo lade sig inspirere, ikke?

Kender du Wonder Who? Hvis ikke, så gør du lige om lidt. Det er bare et klik væk…

Den smukkeste gave…

jeg nogensinde har fået, er denne her.

Jeg har fået den fra en af brugerne af mit værksted, og jeg knuselsker den! Giveren er en smuk og dejlig kvinde fra varmere himmelstrøg – og hun er fantastisk brodeuse.

Mønstret har hun i hovedet. Ingen tegninger at læne sig op ad, ingen diagrammer eller huskesedler. Hun kan bare. Og hun kan flere mønstre end dette her, det ene smukkere end det andet. Jeg ved det, for jeg har set sengetæpper, kjoler, puder og forklæder fra hendes hånd.

De er fantastiske. Farver og mønstre springer ud fra stoffet, væves ind i hinanden og kommer til forunderligt liv. Denne pude er et af de enkleste mønstre hun laver, men den er meget, meget smuk.

De småbitte sting fremstår kun som prikker når man kigger på puden i virkeligheden. Om jeg begriber hvordan hun kan sy så småt, og så hurtigt. Puden med de fjorten stjerner har taget hende tre-fire timer at lave…

Lige nu står den i udstillingsmontren udenfor mit værksted. Den skal ses, nydes og inspirere dem der går forbi. Men bagefter, så skal den hjem til mig og bo.

Jeg synes den er fantastisk! Og det er giveren også.

Puder, puder, puder…

Jeg er svineheldig. Jeg har et job der indbefatter at jeg med jævne mellemrum har noget der minder om fri leg. Den sidste uges tid har jeg leget med puder.

Den allerforreste forjener et indlæg for sig selv, for den kan jeg desværre ikke tage æren for. Den er til mig, og jeg er meget, meget glad for den.

Og hvorfor så så mange puder? Tjooe, et-eller-andet skal jeg jo finde på at lave til inspiration til syglade-men-ikke-så-drevne damer, og puder er jo taknemmelige. Der er plads til fri leg med former, farver og teknikker, og sværhedsgraden er ikke høj. Det er med andre ord et perfekt projekt til at lære en symaskine at kende.

Det kan være med småbitte stykker, masser af tålmodighed og alt godt fra restekassen…

(og ja, jeg ved godt jeg vistnok har vist et detaljebillede engang for længe, længe siden af den samme pude, men den fortjente en revival selvom den nu har stået i udstillingsmontren i et stykke tid)

Det kan være med barnligt udtryk og knald på farvepaletten – og man behøver ikke have en specielt god finmotorik for at få lavet noget pænt alligevel…

Eller det kan være til dem der ikke er tryg ved en symaskine, men hellere vil bruge ekstra tid på at sidde med nål og tråd ligesom i de gode, gamle dage…

Jaja. Den sidste fik først fyld efter jeg havde fundet tid til at sy knapperne i. Dette her er lidt ligesom tv-køkkenet. Jeg snyder. Knapperne ligger bare løst på på billedet, men nu står den i montren ude på gangen og pynter.

Jeg selv? Jeg sidder hjemme med et sygt barn i sofaen. Jeg burde egentlig sidde til en CETT konference i Vejle, men dét blev så ikke. Sådan kan vi så forsøge at lægge planer, indtil hverdagen kommer os i vejen.

Men jeg kunne jo prøve at udtænke nye idéer fra sofahjørnet. Det ville egentlig være ganske okay…