Fik jeg forresten nogensinde sagt…

at det der volley, ikk´oss´?? Ikke just min spidskompetence.

Jeg kan ryste ræv i et par zumbabukser. Jeg kan danse virkelig grimt i min egen stue. Jeg kan til nød vise mig i en svømmehal, hvis mine børn spørger mig rigtig, rigtig pænt. Men al anden sportslig udfoldelse…?

Not really me.

Jeg er sygt bange for holdsport.

For det første er jeg altid en af de ab-so-lut ringeste. Virkelig. Virkeligvirkelig. Jeg er en af dem der panikker og messer *nejnejnejnejnej* når bolden kommer hen mod mig – hvis jeg altså ikke når at dukke mig først. Du vil aldrig høre mig råbe ting som “jeg har!” eller “spil mig!”. Aldrig. Jeg går i flyverskjul længe før, og hvis jeg hører nogen råbe mit navn vil jeg til hver en tid reagere ved at kigge mig forvirret rundt og glemme alt om den skide bold. Ikke sådan et super hit hos medspillerne, vel?

For det andet (og som en direkte virkning af det første) er min selvtillid langt under nul på en boldbane. Any boldbane. Jeg véd jeg ikke kan serve en volleball. Jeg véd jeg skyder lortet langt uden for banen – hvis jeg rammer. Og jeg véd at når mine meget overbærende og pædagogiske medspillere siger ting som “godt kæmpet, Kirsten – du får den næste gang…”, så tænker de i virkeligheden *Fuck dét lort! Ku´ hun for helvede da ikke ha´ været på et andet hold!!*. Eller; det er så min below-zero-confidence der ved dét. Jeg selv ved jo godt at det er søde og rare mennesker jeg har med at gøre, og at de i virkeligheden er både overbærende og pædagogiske. Og bare synes det er vigtigt at ha´ det sjovt.

Men jeg ved også at de synes det kunne være fedt at vinde.

Det synes jeg også. Og jeg er ellers aldrig konkurrenceminded. Jeg ville bare gerne kunne det her, for det er jo skidesjovt og jeg griner mere end jeg spiller. Måske i virkeligheden dét der er galt…

I aften træner vi igen. Og måske lykkes det mig at serve ordentligt allerede første gang. Eller bare syvende. Det ville også være okay.