På en helt almindelig søndag har der forvildet sig ét af naturens små vidundere ind på mit badeværelse.
Lillebitte, og ganske nem at overse. Men går man tæt på, er den så smuk at det næsten ikke er til at bære.
Måske er jeg naturignorant, eller måske giver jeg mig for sjældent tid til at se skønheden i de bittesmå ting – men jeg synes aldrig jeg har bemærket netop denne (og ganske sikkert helt almindelige) sværmer.
Den ville ikke sidde stille. Hele tiden virrede den med de fine følehorn og vippede med den endnu mindre snabel. Eller hvad sådan en nu hedder.
Men ved I hvad? Uanset hvor smuk man end er, så vil Verden på et tidspunkt tage pis på en.
I dette tilfælde nåede den smukke sværmer at sætte sig i toiletkummen et splitsekund før Agnes tissede…
1 kommentar:
HAHHAHAHHAHHAHHHA
Når jeg er færdige med at le, så vil jeg give dig ret! Hvor er den smuk!
Send en kommentar