Hmm… I et pludseligt anfald af overmod og legesyge fik jeg sagt ja, da jeg den anden dag blev spurgt om jeg ville deltage i en volleyball-turnering på det lokale stadion, i anledning af byens sommerfest. Nåja, og så er turneringen vistnok også en undskyldning for at få solgt nogle fadøl til det tørstige folk.
Tænk; man kan i et par dage gå og overbevise sig selv om at “det skal s´gu nok gå. Så dårlig kan jeg da heller ikke være – og det skal nok blive rigtig sjovt.”
Samtidig, for ligesom at helgardere mig, fik jeg sagt til mine medspillere at jeg virkelig, virkelig, virkelig er ringe til boldspil. Ikke kun volleyball. Næhnej. Alle former for boldspil. Tjek.
Diagnosticeret boldmongol, det er mig.
Men som sagt, jeg fik mig selv bildt ind at det nok ikke blev så slemt. Faktisk fik jeg næsten bildt mig selv ind at jeg nok nærmest stod til rygklapperi og ros fra mine medspillere bagefter.
Tøhø…
Dét skete så ikke lige.
Vi spillede da. Fire kvinder og to yderst pædagogiske mænd, for hvem sejren var langt udenfor rækkevidde allerede da de sagde ja til at være på hold med os andre.
Og vi vandt første kamp! Hey! Endda på trods af at Søren tørt kommenterede inden kampen blev fløjtet igang, at hvis man lagde samtlige modspilleres alder sammen, var de stadig ikke halvt så gamle som vores samlede alder. Kvindernes, altså. Tak, Bror Lort.
Næste kamp blev – selvfølgelig, for hovmod står for fald – en ydmygende oplevelse. I dén grad.
Undertegnede stod for kampens ringeste serv, af den slags hvor man ikke opnår andet end at slå huller i luften. Efterfulgt af latterbrøl fra dem der normalt kalder sig mine venner… Fedt.
Måske man skulle overveje at sige nej næste år… Men det ender sikkert med et ja alligevel, for det var da hylende morsomt – og jeg er i det mindste god til at hygge, drikke fadøl og ryge smøger bagefter. Brandgod.
1 kommentar:
Godt du kan grine af dig selv ;-))
Send en kommentar