De firbenede tornadoer kan give mig grå hår i hovedet fra tid til anden. Jeg satte mig for at det var tid til at tage bare et enkelt lillebitte fint billede af lillelorten (aka Rubuster), for det var efterhånden længe siden.
Jeg kom i tanke om hvorfor vi sjældent tager billeder af ham, da jeg fandt kameraet frem. Here´s why:
Billede 1 - Rub´ster der snapper efter den dersens spændende blitz-ting. Dén er da for fed! Gimme, gimme, gimme…
Billede 2-6 - Rub´ster der er travlt beskæftiget med at æde min højre hånd, mens jeg er travlt beskæftiget med at hvirvle kameraet rundt i luften med min venstre…
Og endelig, billede 7+8 – En velopdragen hund, der har valgt at høre efter “sit!”. Godtnok kun i det splitsekund det tog at fyre de to billeder af, men alligevel…
Aaaah… Så er det meget nemmere med storelorten (aka Jagger). Ham ved man hvor man kan finde – og han ved at det er strengt, strengt forbudt.
Den dårlige samvittighed, og et spinkelt håb, lyser ud af ham…
3 kommentarer:
He he- ja det kan være lidt en udfordring.. sikke flot en farve han har, ham lille lorten? Det er da nogle store hunde du har... når du skriver lillelorten tænker jeg en lille gnaven gravhund :-)
Hahahahaha! Du er så god til at få mig til at grine. Jeg er vild med din frække hund, som helt selv vil bestemme :o)
Christina - han ER flot! :-) Og nej, ikke særlig lille. Faktisk er han allerede næsten lige så høj som den karamelfarvede hyggegris i sofaen, men bli´r nu stadig kaldt lillelorten, pga alderen.
Mette B - hvem af dem? De vil s´gu bestemme begge to. De får bare ikke altid lov ;-)
Send en kommentar