søndag den 27. december 2009

Ro

Bassen er hjemme igen.

Efter 8 timers springtur på vinterkolde veje er han nu faldet halvkomatøs om på stuegulvet. Poterne er blodige, og han knurrer lidt når vi vil kigge på dem – men det er selvforskyldt, så han må bare bide det i sig, må han.

Der var ingen skænd da han kom. Kun klap og ros.

Nu kan vi endelig slappe af igen, og det er også tiltrængt. Søren har tilbragt omkring 4 timer “i marken” i dag, både til fods og i bil, men uden resultat. Klokken 23.30 gav han op, og kom ind i varmen.

En lille time efter han kom hjem kiggede jeg ud af vinduet. Bare hvis nu… og dér stod Jagger. Kold, våd, træt og forkommen. Han sover nu, og vi andre har smidt fødderne op på sofabordet og hældt kaffe i kopperne.

Se, dét kunne bringe julefreden tilbage i det lille hjem!

6 kommentarer:

DiSign-Keramik sagde ...

Dejligt at han er kommet hel hjem igen.

Der er simpelhen ikke noget værre end når ens hund smutter.
Man har bare ikke ro i kroppen før kræet er inde igen.

Vores gør det også engang imellem.
Og heldigvis er der ikke sket noget endnu. De plejer også lige at være væk 1½-2 timer, og så vender de lykkelige tilbage.

Hvad de får tiden til at gå med, må stå hen i det uvisse.

Mange hundeknus og hundetanker herfra.

Kirsten sagde ...

Det er også sådan det plejer at foregå her, DiSign. Bare ikke i går...

8 timer er altså rigtig, rigtig lang tid med uro i kroppen. Og om han var lykkelig da han kom hjem? Hmm... Nærmere udmattet, taknemmelig for at blive lukket ind, lidt skamfuld og m.e.g.e.t træt.

Vi har såmænd også regnet ud hvad han har lavet - og dét skal han ikke ha´ ros for, selvom han langtfra er den eneste hund der kunne finde på det:

Han har fundet sig et ådsel et eller andet sted. Og hvad skal man så?

Trin 1/ Lugte til det
Trin 2/ Rulle sig i det (det er han heldigvis sprunget over!)
Trin 3/ Æde, æde, æde...... *Uff!*

Velkommen hjem. Schweinhund.

;-)

Pernille sagde ...

Sikke noget, men dejligt det endte godt.
Håber poterne har det bedre :)

Kirsten sagde ...

Njaaaarh, Pernille. Dér er vi ikke nået til helt endnu. Han ømmer sig noget, den dumme hund - bare ikke når "lillebror" ser det, for man viser ikke svaghed, vel? ;-)

Tina - omme i London aka teeweewonders sagde ...

Elendige krae, saadan en hund havde vi ogsaa engang. Til trods for man bliver saa gal paa den, saa er det alligevel rart naar den kommer hjem igen. :)

Kirsten sagde ...

Præcis, Tina! Jeg var rødglødende de første par timer - men for filan, hvor blev jeg glad da han endelig stod ude foran døren igen. Jeg glemte helt at være sur :-)