Jeg har gået og forberedt lidt til julens komme. Velsagtens ligesom resten af Danmark har jeg svinget støveklud og støvsuger (og nej, jeg har ikke vasket gulv i stuen, for dét gider jeg ikke før d. 23. december. Hundene sviner det bare til igen inden…) i håbet om at det hele bare skinner lidt mere inden pynten kommer frem.
Jeg synes bare det er… brunt.
Dét, mine damer og herrer, er hvad man får ud af at omgive sig med arvestykker og discount-pis. Et brunt hjem. Og uanset hvad og hvor meget man gør udi hvide duge, kulørte puder, levende lys og hygge, så vil det blive ved med at være brunt.
Ikke at det ikke også kan være hyggeligt nok. Lissom. Hvis man bare beskærer billederne lidt, så ser det da okay ud. I hjørnerne.
Og Koziol´en skal indvies i dag, så jeg skal lade være med at være en sur krampe. Det er jo fint nok. Lissom.
Men jeg lover, lover, l-o-v-e-r mig selv, at i det nye års komme, skal den store hvide møbelmalerpensel findes frem. Og nogle af møblerne skal simpelthen i nærmeste container, selvom der så måske bliver lidt tomt i stuen for en tid.
Det skal nok blive lyst og fint. Næste år. Og indtil da… tjooe, så indrømmer jeg det da; så synes jeg nu faktisk her er ret hyggeligt alligevel.
Gammelt lort til trods.
5 kommentarer:
Jeg kan nu ellers godt lide de der gamle arvesager, også selvom de har en tendens til at blive tunge og ... brune ... at se på.
Til gangæld er det tit lidt vildt hvor helt forandret de kan blive med en gang hvid maling.
God fornøjelse med penslerne :)
Tak, Penille. Jeg kan jo også godt lide dem, men en gang imellem synes jeg bare her bliver så s**** mørkt. Så jo, de skal være hvide. I hvert fald nogle af dem.
Hej Kirsten
Hvor pudsigt....vi står midt i at indrette med en masse arvegods og joo jeg dedikere også 2010 til malepenslens år :-) Kh.
Jeg synes da dine moebler er paene. Du kunne evt male endevaeggen en lys groen, lilla, eller maaske roed? (Jeg toer ikke foreslaa de mange flotte brune og beige farver...)
Hahaha... Tina, jeg maler IKKE endevæggen brun!
Og jeg elsker også mine møbler. Virkelig, virkelig meget. Især fordi de minder mig om de mennesker de engang stod hos, og det er utrolig meget værd. Dét kan ikke købes i Ikea.
Jeg mangler bare LYS - og for at få det må jeg re-opfinde de gamle møbler, så de får et lidt mere nutidigt udtryk. Men formen på dem kunne jeg aldrig drømme om at ændre på, den er som den er.
Det gamle bras som ikke har nogen nostalgisk værdi, dét ryger ud i det nye år - men arvestykkerne bliver. Det er sikkert!
(og Westmose: God arbejdslyst! ;-))
Send en kommentar