Ha!

Idag fandt jeg den kalender der har været væk for mig i God-knows-how-long. Eller; faktisk ved jeg det også, for jeg kan se på datomarkeringen deri, at sidst jeg har bladret deri var i uge 25.

*Uff…*

Tør man mon kigge hvor mange fødselsdage, skolearrangementer og deslige der er glippet i mellemtiden? Jeg tror det ikke.

I virkeligheden er det lige i tide jeg finder den. De næste mange weekender er fuldt booket, og jeg er løbet tør for plads på whiteboardtavlen. Halleluja for Mayland med de mange, mange sider.

Jeg suger ekstra luft ind, og håber lungerne holder til de næste dage i full throttle. Lige om hjørnet venter nemlig kursus 1 (som jeg er med til afholde), 50års fødselsdag, kursus 2 (som jeg deltager i), almindeligt arbejde, frikadellestegning og kagebagning en masse og 2-3 dages fætter/kusine gensynsfest i weekenden (derfor frikadunser og kage, ing´?).

I skal ikke lige regne med en masse bevingede ord herfra de næste dage, m´kay? Men vi ses – lige pludselig…

Man har jo lov at være heldig

…og således har jeg i dag

1. oplevet at have en vaskemaskine der igen ser ud til at virke, efter en uges intensiv strejke
2. oplevet at pakke sommerens telt ned – og blive færdig to minutter før regnen piskede os om ørerne

Nu tror jeg fileme jeg vil tjekke gårsdagens Lottokupon!

Og så kom der besked om valg!

Om tyve dage, vel at mærke. Dét er vel ikke forbigået nogen. Det  ser jeg frem til, og håber i al stilhed at vi får Danmark tilbage (lissom i de gamle dage…. Natasja-style).

Men: Tyve dage. T-y-v-e dage!

Det betyder så også at vi kan se frem til uendelige mængder af bla-bla-bla og yadda-yadda-yadda i både bedste og værste sendetid – og dét har jeg aldrig forstået.

Kan det virkelig være rigtigt – i 2011 – at vi sidder i et Danmark hvor folket ikke allerede har bestemt sig for hvor krydset skal slåes?!

Det kan s´gu da ikke passe…

Tømmermænd? På en tirsdag?

Hvis jeg kunne, så ville jeg fotospamme jer for vildt lige nu. Men det kan jeg ikke, for jeg har haft alt, alt for travlt med at nyde, suge til mig (i mere end én forstand – tøhø!) og fordøje alle indtrykkene på det internat jeg lige er kommet hjem fra.

For det første blev jeg jo klogere. Jojo, for det kan man altid blive, og denne gang blev jeg så klogere på …mænd! En dygtig kultursociolog var indhentet for at lære os en ting eller to, og det lykkedes. Jeg deler ikke ud af visdomsordene hér, for det kan da ved Gud blive en lang og tør smøre at skulle igennem hvis det ikke lige tilfældigvis er i socialpædagogikken ens interessefelt ligger.

Men jeg deler glad og gerne ud af min viden om hvor mange glas vin (4? 5?!), fadøl (2!) og Lebanese Special Drinks (2!) der skal til før jeg selv mener jeg synger med den smukkeste, klare røst nord for Alperne. Jamen, det gjorde jeg altså! Og Signe spillede guitar til. I timevis…

Og jeg vil da også gerne dele med jer at en omgang vandpibe med æble-/mentholsmag godt kan holde en hel aften og lidt af natten med, hvis man blot er i godt selskab under stjernehimmel og med bål lige bagved. Og at man stadigvæk har både duft og smag til at hænge lidt på efterslæb dagen derpå – og at den så ikke bliver ved med at være lige så delikat når den kombineres med en let tømmermand, dér.

Kuren for tømmermændene deler jeg nu også gerne. “To panodiler og en frisk to-timers gåtur i Rold Skov, tak”. Det var så dejligt. Smukt og fredfyldt, selvom det nu ikke kun var fuglene der kvidrede i dag. Det var som om vi alle tyve stadig havde rigeligt med ord på kontoen efter gårsdagens fest og ballade …men jeg ved nu ikke helt hvor skidekloge vi var at høre på. What the hell. Vi følte os kloge, og hvis ingen siger andet højt, så passer det.

Nu er jeg tilbage i hverdagen. Agnes snakker nonstop, og dét giver ligesom en lille tømmermandsrevival. Not cool, men sådan set min egen skyld. Eller tjenerens, for det var ham der blev ved med at hælde vin i mit glas i aftes. Ja…! Ja, vi siger det var hans skyld. Meget bedre.

Fik jeg sagt at jeg overvejer at købe en vandpibe? Den ville passe så godt ind på en sommeraften ved bålstedet herhjemme…

Undskyld, Søren…

Jeg tager på internat med alle kollegerne i morgen. I løbet af de næste dage skal der proppes lærdom, teori og fagsprog ind i mit lille hovede, og jeg glæder mig. Voldsomt.

Det lyder måske …underligt. Mange af dem jeg kender ville hade de dage, og synes at al den teori var noget Fanden havde skabt – men jeg elsker det. Jeg bider ikke på det hele og falder ikke på hale over det halve, men jeg synes altid det er spændende at høre nye teorier, tilgange og metoder når det kommer til mit arbejde. Jeg forbeholder mig dog retten til at tage de kritiske briller på, og plukke ud hist og her som jeg synes jeg kan bruge det til. Det tror jeg er det bedste.

(Sakset på nedded et sted – jeg husker ikke hvor, men den er da meget rammende)

Dét er noget af det jeg elsker ved min “nye” arbejdsplads. Muligheden for at udvikle sig selv og sin fagviden er tilstede. Hele tiden. Det er bare et spørgsmål om at råbe op, og gøre opmærksom på at man gerne vil.

Nu får jeg så lov, og oven i købet med den samlede personalegruppe. Dét er da for fedt!

Men jeg må huske i aften at sende en uforbeholden undskyldning til Søren på forhånd. Han er nemlig ikke lige så skideinteresseret i pædagogiske teorier som jeg, og jeg véd at han over de næste dage kommer til at høre en hel masse om dem.

Stakkels mand…

Farver og striber

Jamen… Det var s´gu da meget bedre!

Ukrudtet vandt! Eller…

Egentlig er jeg vel på vej mod en sikker sejr mod ukrudtet – men det vandt da 1. prioriteten på den omfattende liste af gøremål der lå foran mig i formiddags.

Nu – adskillige timer og endnu flere trillebørefulde senere – er jeg omtrent halvt færdig med gårdspladsen. Det er fandeme en noget nær umulig opgave at holde det skidt pænt (og lad mig med det samme være den første til at indrømme at det har været meget slemt den sidste lange tid!!).

Min redning bestod i en allieret. Min søde og hjælpsomme mor kom pludselig forbi, helt uden opfordring, bevæbnet til tænderne med greb, skuffejern og rive. And can we get an Amen!? Dét var da for fedt, for er der noget der kan få mig i minus på overskudkontoen, så er det da udsigten til ukrudt ad libitum …alene.

En partner in crime var lige hvad jeg havde brug for, og det hjalp; både på overskuddet og på gårdspladsen.

Hip hip hurra for mødre!