Ode til min mand. Eller nå´ed…

Nogle kvinder er gift med romantiske mænd.

Mænd, der køber langstilkede, røde roser. Mænd, der dækker bordet med levende lys og spiller stille musik i baggrunden. Mænd, der gør sig umage for at fortælle deres kvinde hvor smuk hun er.

Jeg er gift med Søren.

Han er mere sådan typen der ikke kan køre op ad en rulletrappe i et stormagasin uden at indtage surferposition. Typen der tror at havetraktorakrobatik gør indtryk på en kvinde. Typen der kan trække en flabet kommentar frem i hvilken som helst sammenhæng. Typen der kalder mig sin “bitch” offentligt uden at fortrække en mine. Typen der finder guitaren frem efter aftensmaden, og synger mig en stille serenade.

Denne her, for eksempel.

Jamen, er der da noget at sige til at jeg elsker ham…………….?

Double jackpot!

Jowjow. Den var go´ nok. Nu har vi to stafylokok-inficerede børn i husstanden.

Til gengæld rendte Søren og Asta vist også ind i Nordjyllands mest grundige og behagelige vagtlæge, så nu er Asta sendt hjem med medicin til behandling af stafylokokkerne, Fucidin til sit eksem og gode råd omkring samme. Det betyder så også at hun i aften bliver sendt i seng med fed, hvid creme omkring øjnene, og bomuldshandsker på, så hun ikke kan kradse sig selv til blods i søvne. Stakkels barn…

Lad nu bare resten af søndagen blive nådig! Nu gør jeg i hvert fald mit, og kører lige straks ind og handler til en omgang hjemmebagte peanutcookies.

Hvis ikke nu – hvornår så?

Hvorfor ikke…?

Alt det sjove fortsætter i dag. I skrivende stund sidder Søren nu hos vagtlægen i Hjørring - denne gang med Asta, der vågnede op med gammelmandsrallende hoste, høj feber og blister ved munden.

Første tanke var helt logisk: Stafylokokker. Hvorfor ikke? Når Agnes nu fik dem konstateret i går, ville det være mærkeligt at det ikke er dem der også har bidt på Asta.

Det er jo en superweekend dette her.

Og jeg får let krampe i hænderne, af at gå med konstant krydsede fingre for ikke også at blive smittet. Jeg skal jo starte på job d. 9., for pokker!

Hm. Nu ved jeg i hvert fald hvad min sidste uge som ledig skal gå med, for stafylokokker er åbenbart så smitsomme, at Agnes ikke må komme i skole før engang onsdag eller torsdag – og nu må vi så se hvad dommen er med Asta.

Whoop-di-friggin-doo……

Som perler på en snor

Denne weekend er hidtil ikke gået helt som planlagt. Den skulle have været rolig, fyldt med nydelse og ingen stress og jag. En perfekt afslutning på en dejlig ferie.

Hø.

Det startede faktisk allerede i går. Vi kørte i samlet trop til Brønderslev for at vinterekvipere pigebørnene, og det var hyggeligt. Desværre fandt vi ikke andet end vinterjakkerne til dem, men de var altså også fine.

Kodeordet her er “var”. Pigerne fik dem nemlig på allerede i butikken, for de var helt forgabt i dem. Dét var der jo som sådan ikke noget galt i – bortset fra at vi på hjemvejen var så “heldige” at møde en omstrejfende hundehvalp som vi lige ville følge hjem til ejeren, så Søren og pigerne gik afsted, mens jeg blev ved bilen.

Små 15 minutter senere kom pigerne tilbage. Dækket fra top til tå i mudder – og Agnes med småbitte huller i den nye jakke. Stort set samme størrelse som småbitte hvalpetænder. Og mudderet var placeret i et mønster der grangiveligt kunne passe med hvalpepoter. Fra støvlespids til op på brystet.

Sjovt nok havde de hvalpen med tilbage, men ikke Søren. Han stod nemlig i mudder til anklerne, og hjalp hvalpens ejermand med at hive/skubbe/tvinge en fastkørt bil op ad selvsamme mudderpøl som tøserne nu havde halvdelen af på tøjet.

Okay så. Hjem og smide pigerne i bad, og de nye jakker (“Kr. 950,-“ - “*Gisp!* Bare på beløbet…”) i vaskemaskinen.

Resten af fredagen gik uden problemer. Men så blev det lørdag.

Søren var ikke hjemme, så jeg troede (fejlagtigt) at pigerne og jeg bare skulle råhygge dagen væk.

Så brækkede Jagger sig tre steder på stuegulvet. Og mens jeg tørrede bræk op kunne jeg høre en meget tydelig, og velkendt, hyletone i det fjerne. Dén hyletone indikerer at stokerfyret er gået ud, såeeeeh… skulle jeg ikke lige tage at starte det igen også?

Jeg kom da ind igen. Kun for at kigge nærmere på Agnes´ snottede næse, og ringe til vagtlægen for at høre om ikke jeg kunne smøre hende i et-eller-andet.

“Det kunne godt lyde som stafylokokker… Vil du gerne have kigget på hende?”

Tjaaaah, hva´ tror du selv, Bette Mand?

Ud i bilen, afsted til Hjørring en time herfra, ind til vagtlægen for at få bekræftet og sendt en recept til Apoteket i midtbyen, drøne afsted inden apoteket lukkede 25 minutter efter endt lægebesøg, ende i trafikalt H E L V E D E i Metropol, nu kun 15 minutter før apoteket lukker, halvløbe gennem Østergade, et kort øjeblik panikke over kun at møde en låst dør, men derefter ved et rent svineheld finde en vagtluge i en lillebitte opgang jeg slet ikke anede fandtes…

*Og puuuuuuuuust ud igen, Kirsten…*

Nu er der ro på igen. Og jeg er stik mod alle odd´s i et dejligt humør.

Er det ikke fantastisk?

“Kom! Så tager vi røven på dig – med et smil…”

Er det bare mig, der synes der er noget lorent ved 97% af de reklamer der kører over TV-Shoppen? Lad nu bare være – du ser dem også af og til…

Helt ærligt; hvor mange plastic-fanden´er kan en helt almindelig husholdning i virkeligheden have brug for? Jojo, så kan de både snitte, hakke, findele og what have you - men det kan min køkkenkniv altså også, og den er både betydeligt billigere, og fylder langt mindre i mit miniputkøkken.

Dér blev jeg sidetracked for en stund. Sorry. Dét der egentlig fik mig til tasterne var nemlig noget der slår mig som et svindelnummer af de allerværste. Rent plattenslageri, og (i mit jyske sind) noget kun de allerdummeste falder for.

PostalGold!

Jowjow. Det er så nemt. Du sender bare dine værdigenstande afsted med posten til folk der smiler bredt på den tyske, synkroniserede, Werthers Echte måde, og så sender de dig penge tilbage for aaaalt dit guld. Måske.

Er jeg for kynisk?

Eller er det de mennesker der benytter sig af “tilbuddet” der er åbentsindede? Blåøjede? Naive? Eller har de bare god forretningssans?

En ny start

Jeg ryster stadig i hele kroppen. Tænk, at være så heldig!

Nu, uden overhovedet at have haft noget der bare lignede en mistanke om det da jeg vågnede i morges, starter jeg på et nyt kapitel i mit liv. Det lyder måske overdrevet, men det synes jeg ikke det er.

Ledighed kan være dræbende, langsommeligt, deprimerende, stressende og søvndyssende. Det rigtige arbejde kan være lykkegivende, udviklende, øjenåbnende, horisontudvidende og netværksskabende.

Jeg håber det er det rigtige arbejde for mig. Det tror jeg det er.

Jeg starter d. 9. november – og skal arbejde med flygtninge med PTSD*. Jeg er ansat som pædagog med ansvaret for de kreative værksteder, og skal arbejde med udredning og afklaring af de pågældende flygtninges fremtidige situation på arbejdsmarkedet.

Og jeg glæder mig!!! Det bliver garanteret hårdt, men det bliver også spændende, udviklende og garanteret fedt.

Hurra for mig! Og for hende der sprang fra.

*Post Traumatic Stress Disorder, for de af jer der måske ikke vidste det i forvejen

JAAAAAAAAAAAAA!!!

Hvad er odd´sene for dét???

Jeg fik det alligevel! Hun sprang fra! *størte, fedeste, lykkedirrende smiley in all of the motherfucking world!*