Jeg spiser aldrig igen!

Ord må være overflødige... Hvem kan nøjes med danske supermarkeder efter denne overflod?

Ting, man ville ønske man havde...

Man kan godt blive købelysten på sådan en tur til Frankrig. Jeg styrede mig dog, og købte kun en lillebitte smule med hjem til pigerne, og lidt gode madvarer til os andre. Det koster dog ikke noget at tage billeder, og lade sig inspirere...

Vi må have gang i lerværkstedet på arbejdet snart, for jeg må og skal have mig en omgang polkaprikkede krus.

Jeg har endnu ikke helt regnet ud hvordan jeg skal få lavet skoene... ;-)

Skiltet her var bare helt i min ånd, for det er da første gang jeg har set håndmalede skilte udover dem jeg selv laver. Det var bare så flot udført, at der kom en hel lille samling fotos med hjem af det, til fremtidig inspiration.

Stolene ville jeg gerne ha´ haft til haven, men jeg mente det var overflødigt at spørge bossen om de kunne være i bilen på vej hjem

;-)

Og apropos haven... Hvem ville ikke gerne ha´ denne her, som Van Gogh engang har malet så smukt??! Desværre blev det kun til et ganske kort besøg derinde, men dér kunne jeg altså godt have brugt en hel eftermiddag. Tænk, bare at sidde på en bænk og høre insekterne snurre omkring sig...

Derudover fandt jeg verdens unægteligt flotteste armbånd - som jeg selvfølgelig hverken købte eller tog billede af! Enkelt og smukt, i læder og sølv. Af den slags som ville have holdt i mange, mange år, og som ville have glædet mig hver gang jeg tog det på.

Dumme, dumme mig, der gik videre og glemte at vende næsen mod smykkeforretningen igen...

Blandet landhandel

Jeg fik en ven i Arles. We spoke the international language of loooooove... ;-)

Jeg nød udsigten ved boardwalken (eller hvad sådan en nu hedder på fransk) i St Maries de La Mer...

Og når jeg vendte mig om var der heller ikke særlig grimt...

Hjemvejen i Camargue var betagende, med et viltert og råt landskab. Og der var flamingoer, som man kan se (hvis man altså kniber øjnene rigtig godt sammen, og tilter hovedet lidt på skrå)...

Jaja, billederne er taget med en Nokia mobil, hvad pokker kan man forvente... ;-)

Le taureau est roi

Tyren er konge. I hvert fald i Camargue. Og det så vi som sagt alle vegne i påskedagene. Flot så det altså ud med de ryttere der stolt skridtede gaderne af inden det store tyreløb gik løs.

I starten var alt jo nogenlunde stille. Vi turister stod på den rigtige side af det store stålgitter der gjorde det ud for afskærmning, men de lokale tog det altså koldt og roligt. De virkede meget skråsikre på, at intet ville gå galt når tyrene blev sluppet løs, og rytterne skulle gelejde dem frem og tilbage i gaden.

Jeg var helt naiv. Jeg troede faktisk bare folk ville kigge på, men det gik relativt hurtigt op for mig, at sådan forholdt det sig ikke. De unge mænd var parate. Man kunne se, at nu skulle manddomstesten stå. Og det gjorde den så.

Et kæmpe kanonslag lød, og så gik det ellers løs...

Det hele gik ud på, at rytterne skulle få styr på tyrene - og alle andre skulle se hvad de kunne gøre for at få tyrene nedlagt. Det gik over stok og sten. Et utal af unge mænd (og purunge drenge) løb alt hvad remmer og tøj kunne holde, for at få fat i tyrenes haler og pels - og så satte de ellers bremserne i når det lykkedes dem. De fleste gange med det resultat at de halvstore tyre faktisk var nede at ligge på asfalten, mens mændene kæmpede af alle kræfter for at holde dem. Det lykkedes nu aldrig særlig længe, og så var tyren afsted igen, med en ny rytter eller to efter den.

Pludselig lød endnu et kanonslag, og så var det hele igen roligt. Rytterne tog på ny den sejrsrunde der tilkom dem, og poserede flot i centrum af det der før havde været så kaotisk. Musikken gjaldede igen, og det hele var forbi.

Og det var faktisk sjovt at se, uanset hvad diverse dyrerettighedsforkæmpere så må mene om den udtalelse...

Vive La France - eller, Hvordan man kan komme til at savne et almindeligt toilet

Det er ikke ofte (læs: aldrig!) jeg kan narre Søren med på en rejse. Så er det jo godt, at jeg har et arbejde med indlagt rejsetid 2-3 gange om året :-) På den måde får jeg styret min udlængsel lidt, og samtidig er der også de enorme goder i det, at jeg/vi/man får et meget bedre sammenhold med de unge på arbejdet - og jeg kommer også til at nå at savne min egen lille familie helt enormt inden vi kommer hjem igen, og det er faktisk en dejlig følelse, når alt kommer til alt.

Denne gang gik turen til Arles i Frankrig. Vi var 13 styk afsted; unge og gamle, tykke og tynde, glade og lalleglade. Ingen sure miner her. Vi stornød turen, og havde nogle skønne dage sammen.

Selv køreturen på knap 2000 km hver vej blev taget med højt humør, og så længe man er veludrustet med mp3´ere, gode bøger, strikketøj og Sudoku´er går alt jo godt. Der var ingen punkterede dæk, ingen nævneværdig "stau" på autobahn´en, og vi kom kun et par enkelte gange til at miskommunikere med GPS-Åse, så alt i alt gik det rigtig godt.

Indkvarteringen i Arles var lettere spartansk, men superhyggelig.

Mobilhomes er indrettede med kun det allermest nødvendige, men vi skulle altså også kun bo fire eller fem i sådan et, så det var rigtig fint. Vi havde tre styk på rad og række, og jeg var så heldig at bo i "centerhytten". Det var dén der blev udnævnt til samlingspunkt for måltider, almen hygge og tant og fjas - og det skortede ikke på nogen af delene :-)

Når man er afsted med seks unge mennesker i teenagealderen og lidt ældre er der altså liv omkring én. Og mine kolleger er bestemt heller ikke kedelige, så der var dømt sen hygge hver aften. Det var lidt småt med kortspil denne gang, men til gengæld oplevede jeg den lidt blandede fornøjelse det er, at have en "lille" vinbjergsnegl til at kravle fra næsespids til langt op i panden. Underholdning skulle vi altså nok finde ud af! Sjovt nok endte jeg med at være den eneste der prøvede det der med sneglen. *Kyllinger...!*

De lyse (og lune) dagtimer blev selvfølgelig brugt på at snuse rundt i Arles og de omkring-liggende byer. Jeg kan stadig høre musikken...

Det var jo påske, og i dén anledning skal jeg lige love for at der var liv i byen. Der var underholdning på mange planer, hvoraf de fleste indbefattede velvoksne tyre. Jojo, dem dér med horn i panden. Der var tyreløb i gaderne, tyrefægtning i arenaer og deslige - og så var der musik dertil. På hvert gadehjørne stod de, musikanterne. "Jeg elsker Carmen, Carmen elsker mig......" Det gjaldede ud overalt (på spansk og fransk, altså), og det i en grad så man på et tidspunkt overvejede flugtmuligheder. Længslen til flugt forsvandt dog igen, og så tog hyggen heldigvis over.Mest fordi man ikke kunne lade være med at skraldgrine så det kunne mærkes helt ned i maven, når de glade musikanter dansede rundt med instrumenterne, og til tider i Toreador-kostumer.

Måske handler det bare om at lade sig rive med, og lege franskmand. Tra-la-la-la-la-tra-la-la-la-la! :-)

Og så var der smukt. Amphithéâtre herunder lå i centrum af Arles, og det var blandt andet dér tyrefægtningerne fandt sted. Jeg gik ikke derind, sorry. Meget kan jeg tage, men jeg tror altså min grænse ville være nået der, selvom jeg er klar over at tyrefægtningerne er en del af deres kulturarv og alt det der. Det er bare ikke en del af min, så jeg ville alligevel hellere kigge på byen.

Og det gjorde jeg så. Personligt synes jeg nemlig man kigger helt vildt godt på sådan en by fra et lille bord på en herlig, fransk fortovscafé. Og dér var da hyggeligt.

Og der smagte også dejligt...

Det kan godt være kopperne ser små ud på billedet, men det var de altså ikke. Det var regulære baljer. Og uhmmm som det smagte. Hjemmelavet varm chokolade, lige til at smøre på sidebenene, dét kan vi lide.

Caféen havde desuden en ekstra sidegevinst, og ikke en uvæsentlig en når man er forvænnet dansker. De havde nemlig et rigtigt toilet. I ved, sådan et man kunne sidde ned på, med både bræt og alt muligt!!! Og papir til at tørre sig med bagefter! Og håndsæbe ved vasken til bagefter igen! Det var vi nemlig ikke forvænnede med fra campingpladsen. Eller fra de andre steder i byen hvor man kunne komme til at forvilde sig ind i jagten på le toilette.

De er s´gu sære, de franskmænd... ;-)

Så er roen forbi

Jeg er tilbage! Der har været stille her den sidste uges tid, men nu er det slut.

Næsten, altså. Jeg skal nemlig lige på arbejde i eftermiddag/aften/nat, men så er jeg altså også tilbage for fuld skrue i morgen, med billeder og ord fra en lille uge i Arles, Frankrig...

Dagen i dag gider jeg ikke bruge ved pc´en. Den skal bruges sammen med pigerne, for dem har jeg måttet undvære mens jeg var i Frankrig. I dag er pjækdag sammen med dem, indtil jeg skal på arbejde. Dét synes jeg sagtens jeg kan retfærdiggøre overfor børnehave og klasselærer :-)

Rødt

Jeg har det fineste lille "studie i rødt" til at stå på mit spisebord lige nu. Jeg elsker rød...

Indtil for cirka 1½ år siden, var hele stuen faktisk rød. Blodrød. Livmoderrød. Mørk rød. Sådan havde den været i omkring syv år, før jeg synes jeg ikke kunne holde det ud længere. Rød hang mig langt ud af halsen.

Nu kan jeg mærke den kommer snigende igen.

Måske er det bare påskepyntens skyld... :-)