Nevermind...

Jeg havde en idé om, at det kunne lykkes, dette her. At jeg igen kunne komme til at nedfælde mine tanker på skrift med jævne mellemrum - men en enkelt ting havde jeg ikke taget højde for.

Jeg troede at mine dage skulle fyldes med enkeltheder. Kählervaser, hjemmebag, humoristiske indslag og lidt strik i ny og næ. Se, dét er nemlig nemt at skrive om.

Hurtigt; arrangér en håndfuld cookies på smuk retrotallerken, *knips* i det rigtige lys, vedhæft opskrift - og vupti, var der et blogindlæg. Endda af den slags som er letfordøjeligt, både for afsender og modtager.

Sådan gik det bare ikke. Min hverdag har de sidste måneder været fyldt af andet og mere end hjemmebag og feel-good stilleben. Den er fyldt med bekymringer, ting jeg skal vænne mig til og en smule sorgfuldhed. Og det er de samme tanker mit sind kredser om, fra jeg vågner, til jeg lægger hovedet på puden igen om aftenen. U.Af.Brudt.

Min hverdag er fyldt med møder, netværksdannelse, omtanke, læring, koblen ender sammen, læsning ...og træden varsomt. Fordi jeg ikke vil overvælde verden eller Verdens Centrum med det faktum, at dette her fylder alverden for mig lige nu. Og sikkert kommer til det i lang tid endnu.

Jeg ved godt jeg lyder dybt kryptisk. Det undskylder jeg - men det handler ikke om mig, og således er det heller ikke min ret at udbasunere mine tanker for alle.

Det er jo ret beset hvad internettet er. A.L.L.E.

Jeg hverkan kan, må eller vil. Så langt er vi ikke endnu. Ting skal falde på plads, og der er en vis rækkefølge der skal følges, når skabe skal åbnes, og skeletter skal ud. De nærmeste skal have lov at hilse på først.

Jeg skal nok komme igen. Jeg skal også nok løfte sløret for hvad min vanvittige rablen handler om - men ikke endnu. Det bliver mere sådan á la Månedens Gæsteskribent ;-)

Men jeg kommer!

*Wroooum-wrooum!*

Nå.

For mere end en måned siden lovede jeg, at jeg ville skrive lidt om, hvordan det var at starte på nyt job dagen efter.

Så ved I dét. Jeg er åbenbart et lywsvin.

Jeg har ikke skrevet en skid. Jeg har heller ikke skænket det en tanke - så ikke nok med at jeg er et lywsvin, jeg er også en hjerteløs tøjte, uden tanke for de, der regner med mig. En af dem, der bare føjter omkring, kun med øje for det nye...

Åh gud, da. Skam med skam på!

.
.
.
.
.

Jeg skammer mig ikke. Sorry.

Jeg ærgres lidt - for jeg har da stadig alle gode intentioner, men... for pokker da; jeg havde jo glemt, hvor megen hjernekapacitet der skal bruges, når man starter op i noget nyt. Jeg skal forholde mig til køretid, borgere, praktikpladser, psykiatri, handleplaner, rusmiddelbehandlere, iPad-synkronisering, 800 nye kolleger, møder, engangsydelsesskemaer, udviklingsplaner, socialøkonomisk virksomhed, networking, virksomhedskonsulenter og-og-og-og-og....................

Jeg er s´gu pooped, når jeg kommer hjem. Men jeg er vild med det :-)

Jeg elsker at jeg er startet op på præcis den årstid der er allersmukkest, når jeg skal køre fra Herodes til Pilatus  Vejlerne til Saltum. Land og rige rundt, med udsigt til land, vand og by. Det er jo Jammerbugten, og det er dét vi har. Land, vand og by. Og ikke en helvedes masse mere. Men det er smukt, forblæst og sprængfyldt med farve og energi, når jeg kigger ud mens jeg kører. Og nu kender jeg snart min hjemkommune så godt som min egen bukselomme, for jeg har regnet det ud til, at jeg har kørt omkring 1.000 kilometer siden jeg startede.........

I weekenden tror jeg Søren får lov at snuppe førersædet, hvis vi skal nogle steder. Måske Vejlerne... ;-)

Det er sent...

Sent at skrive. Sent at komme i tanke om bloggen. Igen...

Jeg har stadig ikke vænnet mig til, at skrive igen. Før i tiden var dét at skrive blogindlæg så naturligt som at trække vejret. Det kom bare; tankerne skulle ligesom ud gennem fingrene, før de var reelle, virkelige, håndtérbare.

Nu er det lidt mere anstrengt. Jeg skriver "lidt", og mener "meget". Jeg glemmer simpelthen den er her. I er her. Jeg er "her".

Jeg vil jo gerne. Det skal bare læres igen. Vedligeholdes. Trænes op - ligesom når jeg pisker mig selv til at løbe hveranden dag, selvom jeg slet ikke gider.....

I morgen bliver der garanteret noget at skrive om. Jeg starter nemlig på mit nye job - så hvis jeg kan holde øjnene åbne, når jeg kommer hjem, så kan det da være, vi er heldige at jeg magter lidt træningstid.

;-)

I overhalingsbanen...

Mens I lige kiggede væk et øjeblik, kom jeg til at negligere bloggen igen - allerede inden jeg rigtig var begyndt...

Sjit happens. Jeg skal jo lige vænne mig, ser I. Huske, at I er her. At jeg skal give lyd fra mig med mellemrum.

Nåmmen, ser I; jeg har jo haft travlt.Jeg har for eksempel sagt mit job op. Det der job, som stressede mig lige rigeligt, og som gjorde, at jeg løb meget, meget stærkt h.e.l.e tiden, og eleverede min puls og min respiration.

Til gengæld starter jeg lige straks i et nyt! *indsæt selv ekstatisk smiley efter behov*

Ellers havde jeg helt ærligt ikke haft modet til at sige det første op... Fem ugers karantæne er jo ikke ligefrem noget jeg går og drømmer om - så havde jeg skullet vente, havde jeg da gjort det. Nu er jeg bare heldig i stedet, og starter d. 1. juni i noget der

• er tættere på
• er lidt mere fleksibelt i arbejdstid
• er knap så omskifteligt

...men til gengæld har lidt samme brugergruppe, og det er f***ing great! Dem er jeg nemlig lidt pjattet med; de socialt udsatte :-)

Jojo, vorherrebevares. Nogle er lidt småsære, drikker lidt rigeligt og bevæger sig i randområdet af, hvad "vi" synes er normal adfærd - men de er også meget ofte røvcharmerende, kalder en spade for en spade, og vil meget gerne have kontakt til nogen, der vil dem det godt.

Det vil jeg.

Lige om lidt skal vi lære hinanden at kende. Jeg glæder mig.

Kiks!

Jeg er blevet klippet. Fåk.

Det er eddermame heldigt, sådan noget garn gror ud igen.......

Kys det nu...

Jamen okay; jeg skal jo lige have lov til at vænne mig til, at dette her blog-noget igen er en realitet, ikke?! Og desuden, så er der et helt liv herude, på min side af skærmen, der også skal leves.

Lige nu er det lidt vildt, det liv.

Jeg har et job der kan være h.e.k.t.i.s.k. Uden at gå en helt masse i detaljer, er det noget med socialt udsatte, misbrugere, hjemløse og mennesker der lever generelt ret meget på kanten af det vi andre synes er okay og almindeligt. Nå. Og jeg har temmelig meget at lave i det dér lidt kaotiske miljø, der godt kan både smitte ens arousalniveau (arousal for begyndere, hér!), og få ens normalitetsbegreber rykket lidt ved...

Jeg er poop´ed for tiden. Som i; fuldstændig mat i koderne, færdig, udkørt og mat. Dét er der vist ikke noget mærkeligt i, men det jeg véd der er vigtigt, er at jeg husker at anerkende det. Det lyder utrolig pædagogisk, jeg ved det godt - men jeg må godt sige det højt.

Nu skal jeg så bare finde ud af, hvordan jeg håndterer det også. Hvordan jeg skruer ned, når jeg véd at jeg arbejdsmæssigt har en tendens til at gå all-in, "above and beyond the call of duty!"...

Jeg er ikke god til at sige nej. Jeg er ikke god til at bede om hjælp. Jeg er ikke god til at lægge tingene fra mig, når jeg går hjem.

Nu øver jeg mig (igen!), i at huske MIG - men mest når jeg har fri. Det ved jeg nemlig hjælper. En gåtur, alene med mig selv i solen, er ren Duracell for sjælen. En halv times motion giver plus på energikontoen. Et strikketøj mellem hænderne er guld.

Jeg øver mig i at trække vejret. At komme op efter luft, i de åndehuller jeg kan finde i løbet af dagen, hvor det rent faktisk kan handle om andet og mere end andres behov. Hvor det kan handle om det små i det store; om lys, luft, lyst, latter og liv.

Det er svært, når man skal indrømme det er svært - men for pokker, hvor er det fedt at have lov at skrive om det her. Og luksus at have muligheden for det. Det føles faktisk lidt som katharsis allerede.

Ikke ringe, Kirsten. Ikke ringe... :-)

"Det er lidt ligesom at cykle..."

Det er fandeme så misvisende, når folk siger sådan! Virkeligheden er altså, at selvom du én gang har lært noget, så kan det sagtens gå i glemmebogen igen.

Se nu for eksempel det der med blogs, ing´?! Altså, helt tilfældigt...

For gud-ved-hvor-længe-siden var blogindlæg noget mine tanker kredsede sig omkring hele tiden. Hele tiden. Ikke med en dårlig undertone, for det stressede mig på ingen måde. Det var mere noget med at give sig tid til at smage på ordene, lege med formuleringer og finde måder at lave et lækkert indlæg om noget der vel i virkeligheden ikke altid var et indlæg værdigt.

Dét kan man nemlig sagtens. It´s all about the wrapping, you know. Og det gør sig forøvrigt gældene i mange af livets aspekter....

Menaltså. Lige nu er det svært, for selvom jeg har før har skrevet så der sprøjtede med bogstaver, så er det svært at finde rytmen. Den hjernemæssige motorvej der var så flittigt benyttet, har jeg svigtet. Jeg har taget mange andre veje i årene der gik, og motorvejen er groet lidt til hist og her. Det er jo hvad der sker, når der ikke er nogen der kører derpå. Nu er den hullet og revnet, nogle steder slet ikke til at benytte og andre steder bedre farbar - men jeg kan s´gu ikke køre 130 derpå!

Nu skal jeg så lige op på den der metaforiske (motor)cykel igen. Den slingrer lidt, og hakker i gearene - men jeg tror, at når jeg har kørt et stykke tid, og er kommet lidt op i fart ...så skal det nok gå. Måske kan jeg også få kørt noget af det mos i smadder der er på vejen, få lagt cyklen ned i både sving og kurver, komme uden om huller og revner - og igen få øjnene op for alle de små ting, der er værd at skrive om. Og så skal i bare se løjer.

Velkommen tilbage. Også til mig.

Hallooooo.....??!

Er jeg tilbage? Er jeg tilbage? Sådan rigtigt?

Jeg tror det s´gu.

Nu er jeg bare spændt på, om jeg er den eneste - eller om der stadig skulle være en enkelt der stadig har mig i blogroll´et ved en fejl... ;-)

Float

Jeg skriver ikke herinde. Igen.

Det føles ikke som “mit sted” længere. Eller bare lige nu. Jeg ved det ikke.

Jeg er opfyldt af det derude hvor man rigtigt lever, ånder og trækker vejret; der hvor man også er ramt af juletravlhed, arbejdspres, hverdagslogistik og …bare, livet.

Det har jeg det rigtig godt med lige nu, og gider ikke gå rundt og have dårlig samvittighed over at jeg ikke lige får skrevet noget herinde.

Jeg tror bloggen dør snart. Måske genopstår den et andet sted, måske ikke. Mine tanker skal lige tage ordentligt form, for lige nu flyder det hele lidt sammen for mig.

Så lige nu tænker jeg lidt over det. Igen.

Og imens kan I jo tage lidt pausemusik…

Når ens næse føles som et sandt overflødighedshorn...

bli'r Kleenex og Hall's ens bedste venner.

Det er bare med dem, som med alle venner. Selvom man er nok så glad for dem, må de altså gerne forsvinde igen på et tidspunkt.

På nuværende tidspunkt føler jeg mig som "før"-billedet i en reklame for næsespray.  Komplet med svampet tud, rindende øjne og dækket af et mindre bjerg af snotklude,  Strepsils, tæpper og selvmedlidenhed...

Crap. Det bli'r vist en lang nat, når hele kraniet snotter til, hver gang jeg prøver at lægge mig ned...

The act of killing

Jeg har set film i dag.

En af de mest absurde, uhyggelige beretninger jeg nogensinde har set - om et samfund med en fuldstændig forvrænget virkelighed.

Om magthavere gennemsyret af råddenskab, og om at man kan konstruere et lands historie som man vil - hvis bare man har våben, muskelmasse og penge nok.

Om et ødelagt normalitetsbegreb, afstumpede voksne og børn der udsættes for forfærdelige syn og oplevelser.

Og så var det ikke en gang fiktion.

Jeg ved ikke rigtig om jeg vil anbefale The act of killing.

Den er grum. Den er grim. Den er grotesk.

Du kan ikke undgå kvalme, tårer og en trang til at forlade filmen inden du har set halvdelen.

Og så er den vel egentlig også på sin vis nødvendig, i denne sære verden.

Det ville jeg ønske, den ikke var.

Dance

Jeg har set ude i blogland at der er ganske delte meninger om denne her. Jeg skal være ærlig:

Jeg elsker den.

Selv med møgondt i halsen tog jeg mig selv i at synge meget højt i bilen, da tonerne lød.

Og hvis jeg selv skal sige det, så synger jeg den da næsten lige så godt som Tina selv. Selv med ondt i halsen.

Indbydende

Mit broderigarn har ligget i en stor, sammenfiltret klump a.l.t for længe, og det har bestemt ikke indbudt til kreativitet.  Jeg har simpelthen ikke orket at skulle bruge minimum 30 minutter på at redde lidt garn fra filten, inden jeg kunne komme ordentligt i gang.

Nu er der anderledes styr på det. Takket være Pinterest, hvor ideen her var lige til at hapse.

Nu virker det hele pludselig anderledes indbydende - og jeg skulle tage meget fejl, hvis ikke jeg hopper i et broderi igen meget, meget snart...

Lige på vippen

Jeg har før stået overfor begivenheder i mit liv der har markeret en ændring; gode såvel som onde.

Jeg følte mig virkelig …mærkeligt til mode, da jeg fik min første menstruation. Ikke voksen, bare anderledes.

Jeg følte mig lidt mere voksen, da jeg gik fra tætsiddende sportstop til rigtig bh. Og vældig meget voksen (as if!), første gang jeg sådan rigtig sagde fra overfor min far.

Jeg blev rigtig voksen den dag jeg blev mor. Hvis man altså nogensinde bli´r det, sådan helt og aldeles.

Det var også en skelsættende begivenhed den dag vægten ændredes fra 69 til 70 kilo. Jeg var rædselsslagen. I dag (og ja, det er mange år senere) ved jeg at det skulle blive meget værre, og at jeg skulle ha´ haft en beroligende lussing dengang – men sådan bliver man jo klogere med alderen.

Det var blandt andet også skelsættende da jeg

• blev gift
• fik mit første rigtige job
• fik kørekort (hey, jeg har ikke lovet det blev i kronologisk rækkefølge, dette her. Jeg ranter jo bare…)
• første gang talte foran en større forsamling uden at blive ramt af kvalme og voldsom rødme
• oplevede en i nærmeste familie blive ramt af alvorlig sygdom
• endelig endte med ikke at være bange for min svigermor
• startede med at ryge
• stoppede med at ryge
• startede med at ryge. Igen
• stoppede med at ryge. Igen

Og nu? Nu tror jeg en ny tærskel venter.

Jeg er simpelthen begyndt at høre p4. Og tage bh´en af, når jeg kommer hjem efter fyraften.

Er otium´et så det næste??!

Pinlig power

Læste lige gårsdagens ord fra Fuhrmann. Kæft, hvor det bare ramte plet med hvordan jeg nogle gange synes hverdagen er.

Jeg gad helt vildt godt være sådan én der brød med alt det voksne og legede at jeg var Britney når jeg gik på Joe & The Juice. Hell; jeg gad bare godt være sådan én der gik på Joe & The Juice.

I stedet er jeg ret meget sådan én der bare lige tømmer opvaskeren, sætter en kulørtvask mere over og smider mig i sofaen til Grey´s Anatomy og Et umage par. Ikke at der er noget galt med hverken Meredith eller Dharma, men det ville da for fanden være befriende hvis man bare en gang imellem turde handle ind i Fakta sådan her...

Jeg har drømt om det mange gange, men har måske bare ikke modet. Eller én at være modig sammen med, som deler dén form for humor. I virkeligheden noget pjat, for jeg kan jo bare øve mig i det små...

Pinlig power, hedder det også - og det er helt klart noget jeg skal til at gøre noget mere i, og så bare skide hul i, hvad omgivelserne tænker om mig! Jeg burde måske bare være startet noget før, for jeg er gift med én der har udøvet kunsten i mange år, men uden at vide at det var dét han gjorde.

Jeg kan mærke at det første jeg bli´r nødt til at gøre, er at anskaffe mig et fake overskæg. Det er trods alt Movember, og alt er bare sjovere med moustache.

Også en tur i Fakta.



Det bugter sig i bakke, dal…

Både gamle Danmark, livet generelt og mit energiniveau. Nåja, og kreativiteten.

Jeg er muggen røv lige nu.

Jeg har været i gang med et patchwork-juletræstæppe i nogen tid nu; en gave til min fars søde kone (nej, vi bruger ikke “hustru” herude på landet) som jeg har lovet hende er færdigt senest d. 16. december. Det skal jo lige nå at komme under træet, ikke?

Nåmmen, der har såmænd været pænt meget klippe-skære-sy-presse arbejde allerede. Og det ligner LORT. Jo, gu´ gør det så.

Så nu starter jeg forfra. Crap. Med nye stoffer, nyt design, nye mønsterdele, ny idé. Men samme grundform og samme farver.

Crap igen.

Det skulle jo bare ha´ kørt som pik i Grethe. Og det gjorde det vel egentlig også – det blev bare ikke æstetisk flot, som jeg havde forestillet mig det. Det blev rodet, meget lidt kønt og overheleho´det ikke julet.

*Hrmpf*

Nu skider jeg det hele et stykke i aften og i morgen, og så kan jeg starte igen søndag. Det burde være tidsnok – og hvis jeg tager fejl, må jeg jo bare knokle igennem de sidste dage inden tæppet skal være færdigt. Jeg har jo så ofte bildt mig selv ind at jeg arbejder bedst under pres…

Nu kan jeg hælde en kop the op til mig selv, og ramme sofahjørnet sammen med Agnes. Netflix er altid villig til at underholde mig, og i morgen tidlig tager jeg på smykkekursus. Så skulle jeg nok være distraheret fra det skide tæppe så længe!

Har du talt med din hjemløse i dag?

Hvis ikke, så véd jeg hvad du skal i morgen. Eller i overmorgen, eller…

Du véd jo godt hvor han står, din lokale “Hus Forbi” sælger, ikke? Gør lige ham – og dig selv – en stor tjeneste, og køb 2013-kalenderen, næste gang du ser ham.

Jeg har læst mig frem til, at fyren på forsiden her er Arne. Arne er 61 år gammel, og bor i et af de skæve huse på Svenstrupgård. Jeg tror ikke Arne har det nemt, men jeg ved at han garanteret har det en hel del nemmere end den fyr jeg købte kalenderen af. Han var nemlig ikke så heldig, at han kunne få lov at sove under et tag hver nat.

“Det er ikke så slemt”, sagde han. “Man skal bare have godt med varmt tøj på – og så håbe at det ikke regner eller blæser for meget. Det er dét der gør at det bli´r koldt nogle gange…”

Han var lykkelig for at sælge en kalender.

Tænk, for hver kalender han sælger, får han lov at beholde den svimlende sum af 30 kroner til sig selv. Så kan han købe sig et pakke rugbrød, en billig spegepølse og en håndbajer i Fakta.

Jeg får en kalender til 50 kroner, en mulighed for at blive klogere på nogle af livets skyggesider og chancen for at gøre en uheldig mand glad.

Mine børn får åbnet øjnene for det faktum, at ikke alle her i Danmark er lige godt stillet, og de får lysten til at læse om Arne og alle de andre på Svenstrupgård. Men det kan godt være de ikke får både chips og chokolade fredag aften, for de penge har deres mor soldet op på en kalender med en gammel, tynd mand på forsiden.

Det er i virkeligheden ikke nogen dårlig handel, synes jeg.

………………………………………………………………………

Og forresten: Hvis du nu ikke får købt hverken kalenderen eller denne måneds Hus Forbi (avisen), kan du jo overveje om du har muligheden for at donere et beløb til sælgerne af den udmærkede udgivelse. De har brug for varmt overtøj og solide støvler, for de er jo ganske givet at finde på vejene både dag og nat – og det er altså snart vinter.

Støt de hjemløse med et bidrag på konto 9541-10155088 i Danske Bank. Så tror jeg, jeg skulle hilse og sige tak!

You can feel it all ååååååuuuveeeer...

JA, for fanden! Jeg kan nærmest ikke sidde stille af bar begejstring!!

 

De der tåber; dem der si´r at teknologi er noget bras, og at man bare skal ud i den friske luft - de skal tage at holde deres forbandede k***, og åbne øjnene en gang.

 

Der er jo friggin´ koldt derude. Og sensommer; dét er det i hvert fald ikke. Det er vinter, er det - og lige om lidt er der garntrisse sne op under armhulen og blå, frosne tæer.

 

Og så skal de nok lære det, tåberne. Teknologien redder os. Så længe vi har Spotify kan vi hygge os der hvor husene er hule, stearinlysene tændte og theen rinder ad libitum. Og så holder vi fest. Døgnet rundt. For alle vores gamle venner gider godt spille op til fest, og jeg gider godt høre på dem.

 

Lige nu lytter jeg til denne her, hvis du ikke allerede havde fanget den...

 

Nåja. Og Marvin Gaye, hvis der skal romantik (eller bare lir) på drengen. Og rigtig høj punk når jeg skal af med aggressioner. Og meget, meget andet.

 

Og så er der jo det dér Netflix, nu vi er ved teknologien. Jamen, *halleluja* hvor er det dog fedt!

 

Giv os lige en lille måned (nåehja, det har de jo allerede gjort...), så tror jeg vi er klar til at sige tv-pakken op. Jeg har jo nærmest ikke lavet andet end at voldtæske de første mange afsnit af Prison Break igennem, siden vi bestemte os for at teste skidtet for en lille uge siden. Århhvad...

 

Jeg tror faktisk jeg kommer til at sidde og glæde mig en lille smule til det der vintervejr. Tænk, hvad det ikke kommer til at byde på af hygge. Indendørs.

 

Marvin Gaye og Wentworth Miller. Holy moly. Det må utvivlsomt ende med daglige, kolde brusebade....

Mon man nogensinde bli´r rigtig voksen…

…når “man” konsekvent fanger muligheden for fri leg, hver gang “man” finder hår- og skægtrimmer frem?

Så kan man jo lege at man er sherif i Tombstone for en stund…

…og sådan en smiler aldrig. Han prøver at holde masken hele tiden. Også selv om han har Søren Brun hår på toppen.

Og bagefter, når man ikke længere kan lade være med at grine, og forøvrigt hygger sig med at synge højt og falsk på badeværelset, kan man jo også lege hyggelig Bent Betjent. Ikke?!

Avec komplet nørde-look.

Gudskelov ligner han sig selv igen nu. Jeg ville sgu blive lidt skræmt over at vågne ved siden af både den ene og den anden i morgen tidlig.

…!

……?

………?!

Crap. Kom i skrivende stund i tanke om, at det er movember lige om lidt. Bare han nu ikke var i gang med at varme op til endnu et underligt overskæg??

Sagen og tanken er jo god nok, ingen tvivl om dét – men synet! Oh, the horror…

Græskar-geek´ery

Mkay. Vi har altså ikke helt nået det dér med græskarlanterner endnu. Kun lige ét enkelt lille græskar er det blevet til, og dét var fordi Agnes gerne ville nå at deltage i en konkurrence hos vores lokale købmand.

Så hun (eller vi…) lavede ham her på rekordtid for nogle dage siden:

Aaaarhmen! Han er da simpelthen så friggin´ vakker, at vi bliver nødt til at have en hel lille enklave af bebrillede nørde-græskar nede ved postkassen i år!!

Måske det er dét weekend´en skal gå med?