torsdag den 1. november 2012

Har du talt med din hjemløse i dag?

Hvis ikke, så véd jeg hvad du skal i morgen. Eller i overmorgen, eller…

Du véd jo godt hvor han står, din lokale “Hus Forbi” sælger, ikke? Gør lige ham – og dig selv – en stor tjeneste, og køb 2013-kalenderen, næste gang du ser ham.

001

Jeg har læst mig frem til, at fyren på forsiden her er Arne. Arne er 61 år gammel, og bor i et af de skæve huse på Svenstrupgård. Jeg tror ikke Arne har det nemt, men jeg ved at han garanteret har det en hel del nemmere end den fyr jeg købte kalenderen af. Han var nemlig ikke så heldig, at han kunne få lov at sove under et tag hver nat.

“Det er ikke så slemt”, sagde han. “Man skal bare have godt med varmt tøj på – og så håbe at det ikke regner eller blæser for meget. Det er dét der gør at det bli´r koldt nogle gange…”

Han var lykkelig for at sælge en kalender.

Tænk, for hver kalender han sælger, får han lov at beholde den svimlende sum af 30 kroner til sig selv. Så kan han købe sig et pakke rugbrød, en billig spegepølse og en håndbajer i Fakta.

Jeg får en kalender til 50 kroner, en mulighed for at blive klogere på nogle af livets skyggesider og chancen for at gøre en uheldig mand glad.

Mine børn får åbnet øjnene for det faktum, at ikke alle her i Danmark er lige godt stillet, og de får lysten til at læse om Arne og alle de andre på Svenstrupgård. Men det kan godt være de ikke får både chips og chokolade fredag aften, for de penge har deres mor soldet op på en kalender med en gammel, tynd mand på forsiden.

Det er i virkeligheden ikke nogen dårlig handel, synes jeg.

………………………………………………………………………

Og forresten: Hvis du nu ikke får købt hverken kalenderen eller denne måneds Hus Forbi (avisen), kan du jo overveje om du har muligheden for at donere et beløb til sælgerne af den udmærkede udgivelse. De har brug for varmt overtøj og solide støvler, for de er jo ganske givet at finde på vejene både dag og nat – og det er altså snart vinter.

Støt de hjemløse med et bidrag på konto 9541-10155088 i Danske Bank. Så tror jeg, jeg skulle hilse og sige tak!

2 kommentarer:

Johanne sagde ...

TAK for en god, kærlig, meget konkret (og en lillebittebitte smule skrap) påmindelse :-)

Lydert sagde ...

Hus Forbi køber jeg altid for en 50'er, når jeg kommer forbi en af sælgerne.
Det er en rigtig god idé med en ekstra donation, det gør jeg gerne