Nåmmen, så sagde vi bare at jeg var den eneste der stadig var ung…

Jeg var til jubilæum på min gamle folkeskole i lørdags. Christ. Jeg tror ikke helt jeg var forberedt…

Det var rigtig, rigtig hyggeligt. Og sjovt. Og fyldt til randen med whisky, dans, grin og nostalgi. Og så altså også rynker, vigende hårgrænser og folk der lignede deres fædre og mødre alt, a-l-t for meget.

I virkeligheden en øjenåbner af karat. Uanset hvad verden smider mod os af hårfarvningsprodukter, fitnesscentermedlemsskaber, designertøj og botoxbehandlinger, så er vi bare resultatet af meget stærke genblandinger i sidste ende. Vi kan da godt prøve at skjule eller omgås det, men det vil aldrig lykkes ret godt. Jeg har selv set det.

Altså; lige undtaget mig. Jeg er selvfølgelig den eneste der stadig ser utroligt ung ud, og overhelehovedet ikke ligner mine forældre. Min gamle matematiklærerinde (som jeg stadig kun tør kalde ved efternavn) kunne ikke kende mig – og jeg var ellers pænt dukset dengang, altså. Jeg trøster mig med at det ikke er fordi jeg er typen man nemt glemmer, men at hun selvfølgelig har haft flere elever gennem årene end rimeligt er.

Nu lever jeg højt på grinene fra den anden aften. På dansen, smilene, knusene, snakken om gamle dage og min nye viden om at det er gået alle okay. Alle dem jeg mødte, i det mindste.

Vi kunne mindes de gamle lærere. Både de, der indgød respekt og frygt, og de, der har gjort et uudsletteligt, godt minde. De, der for evigt sidder i baghovedet når man læser en bestemt bog, eller synger en stille strofe.

Vi kunne mindes lange eftermiddage på børne- og teenageværelser med snakke om kærester, venner, uvenskaber og mobberi. Om hvordan nogle havde haft det rigtig svært, og om andre der var stærkere end gennemsnittet. Om sjov, og om alvor. Om valg der blev truffet, fortrudt og gjort om. Og om de der var de helt, helt rigtige.

Det var en dejlig oplevelse, og jeg kan sagtens klare flere af slagsen.

Der er masser af ord tilbage i mig. I os. Lad os håbe vi snart får lejlighed til at tale igen.