Paillethelvede tur/retur

Vi var til konkurrencedans i går, for allerførste gang. Asta skulle deltage i kategorierne disco duo og disco solo, og vi var helt spejlblanke udi hvad det var der skulle foregå.

Dét var de fleste andre altså ikke. Vi stod i kø udenfor Ry-hallen, omgivet af småpiger med beautyboxe, dragtposer og højt, højt hår. Og mødre med stressede øjne og semiskingre stemmer.

Okayokay, ret skal være ret; sådan var de heldigvis ikke allesammen – men det var altså dem der gjorde det største indtryk. Á la familien Fredie-Pedersen.

Men bortset fra dét, så var vi selvfølgelig dem med allermindst tjek på tingene. Vi startede med at komme i sidste øjeblik, grundet dækskift (ikke vores, men vores kortege-kumpaners), motorvejskø og udueligt Krak-kort. Yep. Hele tre ting på én gang. Hvis man skal gøre noget, kan man nemmerlig lige så godt gøre det grundigt.

Men vi havde husket sikkerhedsnålene! Til rygnumrene, forstås. Jowjow, dét havde vi styr på. Og tøjet. Pigerne skulle jo danse duo, og så skal man være ens, synes de – så H&M var blevet raid´et i sidste uge, hvor mødrene sad udenfor prøverummet i knap 1½ time, mens hønsene kaglede i kor indenfor.

Det der konkurrencedans bliver altså aldrig rigtig mig. Selvfølgelig tager jeg med mine børn, selvfølgelig klapper jeg og selvfølgelig smiler jeg bredt og opmuntrer til det hele. Hvis de selv vil.

Men den konstante *ufti, ufti, ufti!* discorytme der gjalder ud i hallen, og det totale overload af 8-13 årige piger med Sidney Lee kulør, lakhår, fjer, pailetter og stretchstof i neonfarver – dét bliver aldrig mig!

Jeg synes faktisk det var rigtig, rigtig fint, at en vaskeægte bonderøv i tøj fra H&M kunne ende at rende med en guldmedalje i hendes solo-gruppering ;-)