Jeg havde en idé om, at det kunne lykkes, dette her. At jeg igen kunne komme til at nedfælde mine tanker på skrift med jævne mellemrum - men en enkelt ting havde jeg ikke taget højde for.
Jeg troede at mine dage skulle fyldes med enkeltheder. Kählervaser, hjemmebag, humoristiske indslag og lidt strik i ny og næ. Se, dét er nemlig nemt at skrive om.
Hurtigt; arrangér en håndfuld cookies på smuk retrotallerken, *knips* i det rigtige lys, vedhæft opskrift - og vupti, var der et blogindlæg. Endda af den slags som er letfordøjeligt, både for afsender og modtager.
Sådan gik det bare ikke. Min hverdag har de sidste måneder været fyldt af andet og mere end hjemmebag og feel-good stilleben. Den er fyldt med bekymringer, ting jeg skal vænne mig til og en smule sorgfuldhed. Og det er de samme tanker mit sind kredser om, fra jeg vågner, til jeg lægger hovedet på puden igen om aftenen. U.Af.Brudt.
Min hverdag er fyldt med møder, netværksdannelse, omtanke, læring, koblen ender sammen, læsning ...og træden varsomt. Fordi jeg ikke vil overvælde verden eller Verdens Centrum med det faktum, at dette her fylder alverden for mig lige nu. Og sikkert kommer til det i lang tid endnu.
Jeg ved godt jeg lyder dybt kryptisk. Det undskylder jeg - men det handler ikke om mig, og således er det heller ikke min ret at udbasunere mine tanker for alle.
Det er jo ret beset hvad internettet er. A.L.L.E.
Jeg hverkan kan, må eller vil. Så langt er vi ikke endnu. Ting skal falde på plads, og der er en vis rækkefølge der skal følges, når skabe skal åbnes, og skeletter skal ud. De nærmeste skal have lov at hilse på først.
Jeg skal nok komme igen. Jeg skal også nok løfte sløret for hvad min vanvittige rablen handler om - men ikke endnu. Det bliver mere sådan á la Månedens Gæsteskribent ;-)
Men jeg kommer!
tirsdag den 4. august 2015
onsdag den 8. juli 2015
*Wroooum-wrooum!*
Nå.
For mere end en måned siden lovede jeg, at jeg ville skrive lidt om, hvordan det var at starte på nyt job dagen efter.
Så ved I dét. Jeg er åbenbart et lywsvin.
Jeg har ikke skrevet en skid. Jeg har heller ikke skænket det en tanke - så ikke nok med at jeg er et lywsvin, jeg er også en hjerteløs tøjte, uden tanke for de, der regner med mig. En af dem, der bare føjter omkring, kun med øje for det nye...
Åh gud, da. Skam med skam på!
.
.
.
.
.
Jeg skammer mig ikke. Sorry.
Jeg ærgres lidt - for jeg har da stadig alle gode intentioner, men... for pokker da; jeg havde jo glemt, hvor megen hjernekapacitet der skal bruges, når man starter op i noget nyt. Jeg skal forholde mig til køretid, borgere, praktikpladser, psykiatri, handleplaner, rusmiddelbehandlere, iPad-synkronisering, 800 nye kolleger, møder, engangsydelsesskemaer, udviklingsplaner, socialøkonomisk virksomhed, networking, virksomhedskonsulenter og-og-og-og-og....................
Jeg er s´gu pooped, når jeg kommer hjem. Men jeg er vild med det :-)
Jeg elsker at jeg er startet op på præcis den årstid der er allersmukkest, når jeg skal køre fraHerodes til Pilatus Vejlerne til Saltum. Land og rige rundt, med udsigt til land, vand og by. Det er jo Jammerbugten, og det er dét vi har. Land, vand og by. Og ikke en helvedes masse mere. Men det er smukt, forblæst og sprængfyldt med farve og energi, når jeg kigger ud mens jeg kører. Og nu kender jeg snart min hjemkommune så godt som min egen bukselomme, for jeg har regnet det ud til, at jeg har kørt omkring 1.000 kilometer siden jeg startede.........
I weekenden tror jeg Søren får lov at snuppe førersædet, hvis vi skal nogle steder. Måske Vejlerne... ;-)
For mere end en måned siden lovede jeg, at jeg ville skrive lidt om, hvordan det var at starte på nyt job dagen efter.
Så ved I dét. Jeg er åbenbart et lywsvin.
Jeg har ikke skrevet en skid. Jeg har heller ikke skænket det en tanke - så ikke nok med at jeg er et lywsvin, jeg er også en hjerteløs tøjte, uden tanke for de, der regner med mig. En af dem, der bare føjter omkring, kun med øje for det nye...
Åh gud, da. Skam med skam på!
.
.
.
.
.
Jeg skammer mig ikke. Sorry.
Jeg ærgres lidt - for jeg har da stadig alle gode intentioner, men... for pokker da; jeg havde jo glemt, hvor megen hjernekapacitet der skal bruges, når man starter op i noget nyt. Jeg skal forholde mig til køretid, borgere, praktikpladser, psykiatri, handleplaner, rusmiddelbehandlere, iPad-synkronisering, 800 nye kolleger, møder, engangsydelsesskemaer, udviklingsplaner, socialøkonomisk virksomhed, networking, virksomhedskonsulenter og-og-og-og-og....................
Jeg er s´gu pooped, når jeg kommer hjem. Men jeg er vild med det :-)
Jeg elsker at jeg er startet op på præcis den årstid der er allersmukkest, når jeg skal køre fra
I weekenden tror jeg Søren får lov at snuppe førersædet, hvis vi skal nogle steder. Måske Vejlerne... ;-)
søndag den 31. maj 2015
Det er sent...
Sent at skrive. Sent at komme i tanke om bloggen. Igen...
Jeg har stadig ikke vænnet mig til, at skrive igen. Før i tiden var dét at skrive blogindlæg så naturligt som at trække vejret. Det kom bare; tankerne skulle ligesom ud gennem fingrene, før de var reelle, virkelige, håndtérbare.
Nu er det lidt mere anstrengt. Jeg skriver "lidt", og mener "meget". Jeg glemmer simpelthen den er her. I er her. Jeg er "her".
Jeg vil jo gerne. Det skal bare læres igen. Vedligeholdes. Trænes op - ligesom når jeg pisker mig selv til at løbe hveranden dag, selvom jeg slet ikke gider.....
I morgen bliver der garanteret noget at skrive om. Jeg starter nemlig på mit nye job - så hvis jeg kan holde øjnene åbne, når jeg kommer hjem, så kan det da være, vi er heldige at jeg magter lidt træningstid.
;-)
Jeg har stadig ikke vænnet mig til, at skrive igen. Før i tiden var dét at skrive blogindlæg så naturligt som at trække vejret. Det kom bare; tankerne skulle ligesom ud gennem fingrene, før de var reelle, virkelige, håndtérbare.
Nu er det lidt mere anstrengt. Jeg skriver "lidt", og mener "meget". Jeg glemmer simpelthen den er her. I er her. Jeg er "her".
Jeg vil jo gerne. Det skal bare læres igen. Vedligeholdes. Trænes op - ligesom når jeg pisker mig selv til at løbe hveranden dag, selvom jeg slet ikke gider.....
I morgen bliver der garanteret noget at skrive om. Jeg starter nemlig på mit nye job - så hvis jeg kan holde øjnene åbne, når jeg kommer hjem, så kan det da være, vi er heldige at jeg magter lidt træningstid.
;-)
lørdag den 9. maj 2015
I overhalingsbanen...
Mens I lige kiggede væk et øjeblik, kom jeg til at negligere bloggen igen - allerede inden jeg rigtig var begyndt...
Sjit happens. Jeg skal jo lige vænne mig, ser I. Huske, at I er her. At jeg skal give lyd fra mig med mellemrum.
Nåmmen, ser I; jeg har jo haft travlt.Jeg har for eksempel sagt mit job op. Det der job, som stressede mig lige rigeligt, og som gjorde, at jeg løb meget, meget stærkt h.e.l.e tiden, og eleverede min puls og min respiration.
Til gengæld starter jeg lige straks i et nyt! *indsæt selv ekstatisk smiley efter behov*
Ellers havde jeg helt ærligt ikke haft modet til at sige det første op... Fem ugers karantæne er jo ikke ligefrem noget jeg går og drømmer om - så havde jeg skullet vente, havde jeg da gjort det. Nu er jeg bare heldig i stedet, og starter d. 1. juni i noget der
Jojo, vorherrebevares. Nogle er lidt småsære, drikker lidt rigeligt og bevæger sig i randområdet af, hvad "vi" synes er normal adfærd - men de er også meget ofte røvcharmerende, kalder en spade for en spade, og vil meget gerne have kontakt til nogen, der vil dem det godt.
Det vil jeg.
Lige om lidt skal vi lære hinanden at kende. Jeg glæder mig.
Sjit happens. Jeg skal jo lige vænne mig, ser I. Huske, at I er her. At jeg skal give lyd fra mig med mellemrum.
Nåmmen, ser I; jeg har jo haft travlt.Jeg har for eksempel sagt mit job op. Det der job, som stressede mig lige rigeligt, og som gjorde, at jeg løb meget, meget stærkt h.e.l.e tiden, og eleverede min puls og min respiration.
Til gengæld starter jeg lige straks i et nyt! *indsæt selv ekstatisk smiley efter behov*
Ellers havde jeg helt ærligt ikke haft modet til at sige det første op... Fem ugers karantæne er jo ikke ligefrem noget jeg går og drømmer om - så havde jeg skullet vente, havde jeg da gjort det. Nu er jeg bare heldig i stedet, og starter d. 1. juni i noget der
- er tættere på
- er lidt mere fleksibelt i arbejdstid
- er knap så omskifteligt
Jojo, vorherrebevares. Nogle er lidt småsære, drikker lidt rigeligt og bevæger sig i randområdet af, hvad "vi" synes er normal adfærd - men de er også meget ofte røvcharmerende, kalder en spade for en spade, og vil meget gerne have kontakt til nogen, der vil dem det godt.
Det vil jeg.
Lige om lidt skal vi lære hinanden at kende. Jeg glæder mig.
mandag den 13. april 2015
onsdag den 8. april 2015
Kys det nu...
Jamen okay; jeg skal jo lige have lov til at vænne mig til, at dette her blog-noget igen er en realitet, ikke?! Og desuden, så er der et helt liv herude, på min side af skærmen, der også skal leves.
Lige nu er det lidt vildt, det liv.
Jeg har et job der kan være h.e.k.t.i.s.k. Uden at gå en helt masse i detaljer, er det noget med socialt udsatte, misbrugere, hjemløse og mennesker der lever generelt ret meget på kanten af det vi andre synes er okay og almindeligt. Nå. Og jeg har temmelig meget at lave i det dér lidt kaotiske miljø, der godt kan både smitte ens arousalniveau (arousal for begyndere, hér!), og få ens normalitetsbegreber rykket lidt ved...
Jeg er poop´ed for tiden. Som i; fuldstændig mat i koderne, færdig, udkørt og mat. Dét er der vist ikke noget mærkeligt i, men det jeg véd der er vigtigt, er at jeg husker at anerkende det. Det lyder utrolig pædagogisk, jeg ved det godt - men jeg må godt sige det højt.
Nu skal jeg så bare finde ud af, hvordan jeg håndterer det også. Hvordan jeg skruer ned, når jeg véd at jeg arbejdsmæssigt har en tendens til at gå all-in, "above and beyond the call of duty!"...
Jeg er ikke god til at sige nej. Jeg er ikke god til at bede om hjælp. Jeg er ikke god til at lægge tingene fra mig, når jeg går hjem.
Nu øver jeg mig (igen!), i at huske MIG - men mest når jeg har fri. Det ved jeg nemlig hjælper. En gåtur, alene med mig selv i solen, er ren Duracell for sjælen. En halv times motion giver plus på energikontoen. Et strikketøj mellem hænderne er guld.
Jeg øver mig i at trække vejret. At komme op efter luft, i de åndehuller jeg kan finde i løbet af dagen, hvor det rent faktisk kan handle om andet og mere end andres behov. Hvor det kan handle om det små i det store; om lys, luft, lyst, latter og liv.
Det er svært, når man skal indrømme det er svært - men for pokker, hvor er det fedt at have lov at skrive om det her. Og luksus at have muligheden for det. Det føles faktisk lidt som katharsis allerede.
Ikke ringe, Kirsten. Ikke ringe... :-)
Lige nu er det lidt vildt, det liv.
Jeg har et job der kan være h.e.k.t.i.s.k. Uden at gå en helt masse i detaljer, er det noget med socialt udsatte, misbrugere, hjemløse og mennesker der lever generelt ret meget på kanten af det vi andre synes er okay og almindeligt. Nå. Og jeg har temmelig meget at lave i det dér lidt kaotiske miljø, der godt kan både smitte ens arousalniveau (arousal for begyndere, hér!), og få ens normalitetsbegreber rykket lidt ved...
Jeg er poop´ed for tiden. Som i; fuldstændig mat i koderne, færdig, udkørt og mat. Dét er der vist ikke noget mærkeligt i, men det jeg véd der er vigtigt, er at jeg husker at anerkende det. Det lyder utrolig pædagogisk, jeg ved det godt - men jeg må godt sige det højt.
Nu skal jeg så bare finde ud af, hvordan jeg håndterer det også. Hvordan jeg skruer ned, når jeg véd at jeg arbejdsmæssigt har en tendens til at gå all-in, "above and beyond the call of duty!"...
Jeg er ikke god til at sige nej. Jeg er ikke god til at bede om hjælp. Jeg er ikke god til at lægge tingene fra mig, når jeg går hjem.
Nu øver jeg mig (igen!), i at huske MIG - men mest når jeg har fri. Det ved jeg nemlig hjælper. En gåtur, alene med mig selv i solen, er ren Duracell for sjælen. En halv times motion giver plus på energikontoen. Et strikketøj mellem hænderne er guld.
Jeg øver mig i at trække vejret. At komme op efter luft, i de åndehuller jeg kan finde i løbet af dagen, hvor det rent faktisk kan handle om andet og mere end andres behov. Hvor det kan handle om det små i det store; om lys, luft, lyst, latter og liv.
Det er svært, når man skal indrømme det er svært - men for pokker, hvor er det fedt at have lov at skrive om det her. Og luksus at have muligheden for det. Det føles faktisk lidt som katharsis allerede.
Ikke ringe, Kirsten. Ikke ringe... :-)
fredag den 13. marts 2015
"Det er lidt ligesom at cykle..."
Det er fandeme så misvisende, når folk siger sådan! Virkeligheden er altså, at selvom du én gang har lært noget, så kan det sagtens gå i glemmebogen igen.
Se nu for eksempel det der med blogs, ing´?! Altså, helt tilfældigt...
For gud-ved-hvor-længe-siden var blogindlæg noget mine tanker kredsede sig omkring hele tiden. Hele tiden. Ikke med en dårlig undertone, for det stressede mig på ingen måde. Det var mere noget med at give sig tid til at smage på ordene, lege med formuleringer og finde måder at lave et lækkert indlæg om noget der vel i virkeligheden ikke altid var et indlæg værdigt.
Dét kan man nemlig sagtens. It´s all about the wrapping, you know. Og det gør sig forøvrigt gældene i mange af livets aspekter....
Menaltså. Lige nu er det svært, for selvom jeg har før har skrevet så der sprøjtede med bogstaver, så er det svært at finde rytmen. Den hjernemæssige motorvej der var så flittigt benyttet, har jeg svigtet. Jeg har taget mange andre veje i årene der gik, og motorvejen er groet lidt til hist og her. Det er jo hvad der sker, når der ikke er nogen der kører derpå. Nu er den hullet og revnet, nogle steder slet ikke til at benytte og andre steder bedre farbar - men jeg kan s´gu ikke køre 130 derpå!
Nu skal jeg så lige op på den der metaforiske (motor)cykel igen. Den slingrer lidt, og hakker i gearene - men jeg tror, at når jeg har kørt et stykke tid, og er kommet lidt op i fart ...så skal det nok gå. Måske kan jeg også få kørt noget af det mos i smadder der er på vejen, få lagt cyklen ned i både sving og kurver, komme uden om huller og revner - og igen få øjnene op for alle de små ting, der er værd at skrive om. Og så skal i bare se løjer.
Velkommen tilbage. Også til mig.
Se nu for eksempel det der med blogs, ing´?! Altså, helt tilfældigt...
For gud-ved-hvor-længe-siden var blogindlæg noget mine tanker kredsede sig omkring hele tiden. Hele tiden. Ikke med en dårlig undertone, for det stressede mig på ingen måde. Det var mere noget med at give sig tid til at smage på ordene, lege med formuleringer og finde måder at lave et lækkert indlæg om noget der vel i virkeligheden ikke altid var et indlæg værdigt.
Dét kan man nemlig sagtens. It´s all about the wrapping, you know. Og det gør sig forøvrigt gældene i mange af livets aspekter....
Menaltså. Lige nu er det svært, for selvom jeg har før har skrevet så der sprøjtede med bogstaver, så er det svært at finde rytmen. Den hjernemæssige motorvej der var så flittigt benyttet, har jeg svigtet. Jeg har taget mange andre veje i årene der gik, og motorvejen er groet lidt til hist og her. Det er jo hvad der sker, når der ikke er nogen der kører derpå. Nu er den hullet og revnet, nogle steder slet ikke til at benytte og andre steder bedre farbar - men jeg kan s´gu ikke køre 130 derpå!
Nu skal jeg så lige op på den der metaforiske (motor)cykel igen. Den slingrer lidt, og hakker i gearene - men jeg tror, at når jeg har kørt et stykke tid, og er kommet lidt op i fart ...så skal det nok gå. Måske kan jeg også få kørt noget af det mos i smadder der er på vejen, få lagt cyklen ned i både sving og kurver, komme uden om huller og revner - og igen få øjnene op for alle de små ting, der er værd at skrive om. Og så skal i bare se løjer.
Velkommen tilbage. Også til mig.
Abonner på:
Opslag (Atom)