Vorherre bevares…

Jeg er gået i gang med en noget nær umulig opgave i dag. Den er i hvert fald ganske forfærdelig, og jeg har udskudt den i lang, lang tid – selvfølgelig med det resultat at den nu næsten er vokset mig over hovedet. Pisosse.

Jeg er gået i gang med at rydde op og rydde ud i vores personlige papirer. Årsopgørelser, kontoudtog, garantibeviser, lønsedler, girokvitteringer, forsikringspolicer, pensionsoversigter, BBR-meddelelser, forbrugsafgiftsoversigter, lejekontrakter og pis-og-lort-og-møg står mig om ørerne. Jeg hader det.

Vi hører til det flertal mindretal segment (!) af befolkningen der har et absolut minimum af ordenssans når det kommer til sådan noget. Vores katalogiseringssystem består i at finde en skuffe eller et skab med en smule plads i, og kyle lortet derind. Hver gang.

Jeg hader at skulle beskæftige mig med det. Det er omtrent på højde med en rodbehandling, eller en tur i boomerang´en i Tivoli for mig. Kvalmende.

Og jeg ved godt det ikke bliver hverken sjovere eller nemmere når jeg ignorerer det i månedsvis årevis for så pludselig at tage fat i en omfattende oprydning. Det véd jeg godt.

Jeg ved også godt at det ville være både tidsbesparende og praktisk at have alt det der hejs i små fine charteks og mapper, hvor jeg altid vidste hvor jeg skulle lede. Det véd jeg godt.

Jeg orker det bare ikke. Intentionerne er der skam fra tid til anden, og mapperne bliver også købt – og så strander de dér. Der er så skidemange papirer, folkens! Herre Jemini, jeg har fundet papirer tilbage fra friggin´ 1994 i dag! Over venstre skulder og ud med lortet.

Nu skal det være. Jeg vil gøre en ihærdig indsats – vel vidende at jeg kan sætte i mapper, arrangere og kategorisere alt det jeg vil; det ser sikkert ligesådan ud igen om et års tid eller to.

Sheisse.