mandag den 9. november 2009

Sløvsind. Eller statement?

003

Jeg kunne strengt taget godt have fået købt mig noget neglelakfjerner forlængst, for resterne efter sidste weekends halloweenudklædning sidder der endnu. Sporadisk.

Spørgsmålet er, om man nu i stedet bare skulle give det en ny omgang sort, og kalde det et image…

4 kommentarer:

Maria sagde ...

Call it a stetement honey ;-)
Den skarpe feminist, med fart på - det er da lige dig ;-)

KH Maria.

Kirsten sagde ...

Du har da bare SÅ ret, Maria! ;-)

Susanne sagde ...

Hold fast!
En selvoplevet anekdote fra for ca 20-25 år siden: Jeg fik pludselig lyst til blåt neglelak på tæerne. Det var sommer - det så godt ud og passede fint til cowboybukser og sandaler.

Et par eftermiddage senere befandt jeg mig i nabokonens bryggers - igang med at købe en bakke æg. Jeg registrerede pludselig hendes kritiske blik på mine tæer (bilder jeg mig ind - usikkerheden var måske min EGEN )

Modet svigtede, så jeg skyndte mig hjem og fjernede det blå - og erstattede det med noget "normalt" rødt. Husk det var før at neglelak i alskens farver blev rigtig udbredt - og vi bor laaangt ude i det nordvestlige hjørne af Danmark.

Jeg har tænkt på det mange gange siden og set fra sidelinien handler det dybest set om svigtende mod til at være sig selv. Af frygt for at der bliver kigget "skævt"

Det er jo ingen hemmelighed, at den (måske) største adfærdsregulerende faktor her i udkantsområderne er frygten for andres dom. Selv om det kun er farven på neglelakken, det handler om. Ret uhyggeligt!
For hvad er det ellers, man nemt kommer til at undeertrykke - af langt vigtigere ting? I "normalitetens" navn?

Jeg kender ikke svaret - vil bare sige: Behold endelig det sorte!!! Det passer iøvrigt perfekt til dit øvrige look!

Hilsen fra kollega og nabo

Kirsten sagde ...

Gribende beretning fra virkelighedens verden, Susanne! Tror måske godt jeg kan gætte en lille bitte smule hvem konen med æggene var... ;-)

Og jeg indrømmer blankt: Jeg kan faktisk godt li´ de sorte negle efterhånden - men har nu også nemt ved at vænne mig til dem, for de var fast bestanddel af mig i mine "yngre" dage (læs: før jeg fik børn, og rent faktisk havde tid til at gøre lidt ud af mig selv). Tror s´gu de får en gang lak igen :-)